lørdag den 30. juli 2011

En hyldest til Resenbro-runden

Efter sidste uges hæslige vejr, som kun ægte vikinger sætter pris på, var jeg mere end glad for vejrskiftet. Sammenlignet med sidste weekend var temperaturen på dagens x-træning godt og vel det dobbelte!

I dag var menuen 62 km cykling, 6 km løb, 62 km cykling og 12 km løb. Jeg kørte alene og selvfølgelig på min kære "Resenbro-runde" på godt 31 km. Resenbro, Svostrup, Grønbæk, Kongensbro, Truust, Sminge, Resenbro, repeat, repeat, repeat. Sammen med fredagens træning betyder det, at jeg indenfor godt et døgn har kørt 7 runder på den skønne rute:-)

Inden længe vil jeg køre en runde med lukkede øjne -eller måske i mørke, det vil jeg lige overveje...

mandag den 25. juli 2011

Regnvejr, sædevarme og en mand der tabte bukserne

I weekenden havde jeg ustationeret mig selv på den anden side af bæltet, for at træne på ruterne til Challenge Copenhagen.

Jeg kørte til København i regnvejr, men nåede dog at få en enkelt løbetur fredag aften i tørvejr. Det var en skøn tur langs vandet, men turens absoluttet højdepunkt var alligevel da en mandlig turist pludselig tabte bukserne på Langelinie. "Uffe for fanden, det er sgu da pinligt!", sagde konen. -Efter accenten at dømme, havde de taget den lange tur til København helt oppe fra Nordjylland. Den stakkels mand fik bukserne på igen, hvilket ikke var helt let med en softice i hånden.

Lørdag blev det til en cykeltur på ruten, hvor man rigtig kunne mærke Challenge-feberen. Den får ikke for lidt op ad strandvejen på enkeltstartscykler, flasker bagpå, sadeltasker og kompressionstrømper. Første halvdel i tørvejr, men så kom regnen. Tilbage til bilen, klæde om i regnvejr; sædevarme, sædevarme, sædevarme -jeg elsker sædevarme.

Senere en svømmetur i regnvejr og klæde om i regnvejr -jeg elsker stadig sædevarme...

Søndag blev det til to omgange på Challenge ruten i regnvejr hele vejen. Det startede med lidt frisk vind og endte i noget jeg ville tillade mig at kalde kuling. Store hvide skumsprøjte over Øresund. -Kitesurferne så glade ud, jeg var knap så begejstret. Endnu mindre begejsteret var jeg, da to unge fyre på Fixie cykler overhalede mig i den ondeste modvind. Jeg var træt, men nok skulle være nok. Så på en "nedkørsel" måtte jeg sætte mit sidste modangreb ind (for de har jo ingen gear:-)

Tilbage til bilen. Regnorms-odsler havde slasket sig op på min fine cykel, i ligehed med sand og mudder. -Jeg hader døde regnorme på min cykel! Ud på en lille løbetur, mindsanten i regnvejr. Tilbage til bilen, klæde om i regnvejr og så ind i bilen og hjemad med sædevarmen på 5!

Jeg elsker endnu mere sædevarme nu, og kørte hjem i regnvejr.....

tirsdag den 19. juli 2011

Midt i agurketiden

Sølle 1 kvadratmeter ikke just velholdt køkkenhave. Men ud af vildniset dukkede en stor squash og der er mange flere på vej. Der er også salat, purløg, jordbær, krydderurter og noget jeg ikke ved hvad er....?

Squashen blev høstet og padderne fik lov at smage. De var nu ikke sønderligt begejstrede, så resten kom i en lasagne og padderne fik mælkebøtter i stedet. -Og så var alle glade!

mandag den 18. juli 2011

En spøjs uge

Det blev en ret spøjs uge. Knap havde jeg posted min lille anmeldelse af Mobi Washeren, før jeg fik brug for den. Torsdag bød nemlig på temmelig meget regn, faktisk så meget at min Focus cykel slet ikke fik lov at komme ud. -Det gjorde vinterraceren til gengæld.

Vintertøj og vintercykel midt i juli
Tirsdag løb jeg for første gang nogensinde 10x1000m på bane. Sikke et dejligt pas, for jeg er vild med 1000 metere;-) Men mine lægge var knap så vilde med at løbe 1 km opad, da jeg skulle hjem...

Onsdag kom ugens nedtur, på en dag hvor jeg ikke var træt, men bare underligt utilpas. Under aftenens cykeltur måtte Kim hente mig i bil, det var lidt usselt:-( Men op på hesten igen og torsdag var jeg atter klar.

I weekenden lagde Silkeborg skove til DM i MTB. Jeg havde fået det tilhedsfulde hverv som hjælper og er glad for at kunne give lidt igen, når jeg tænker på hvor mange frivillige der også hjælper når jeg kører konkurrence.

-Tidligere har jeg i ny og næ kørt lidt MTB, men må erkende at jeg hellere vil være fri. Jeg beundrer dem der kører for deres form, teknik og mod -og glædede mig samtidig over at det ikke var mig der skulle køre dén rute.-Men tror at de kunne li' det;-)

Da vi var færdige med at pakke sammen søndag, var der kun et par timer tilbage af døgnet og jeg manglede stadig netop et par timer i løbeskoene. Jeg nød turen ad de små bugtede landeveje, gennem skove og over marker. Det var en dejlig lun aften og solnedgangen var smuk over Gundenåen. Senere tudsmørket og tågen over engområderne. Jeg mødte et par biler, men ellers ikke en levende sjæl. Jeg føler mig priviligeret over at bo et sted der er så smukt....

torsdag den 14. juli 2011

Mobi Washer

Egentlig er det slet ikke årstiden for anmeldelse af en "højtryksrenser" -og dog, måske er det alligevel yderst passende, med det danske sommervejr in mente....

Vi har haft Mobi Washer V-17 i ca 1½ år. Der findes to modeller V-15 og V-17.

V-15 modellen har sjovt nok en 15 liters vandtank og kræver direkte tilslutning til bilens 12-volt stik eller evt. (via en omformer) et alm. 230 volt stik.

V-17 modellen har ligeså overraskende en 17 liters vandtank og kan både anvendes ved direkte tilslutning til et 12 volt stik/230 volt eller den kan køre på det tilhørende opladelige batteri.


Vi har haft Mobi Washeren med i bilen til fx MTB og CrossDuahlon konkurrencer/træning, hvor det er praktisk at få cyklen vasket inden den evt. skal ind i bilen og i det hele taget er det lettere at vaske cyklen inden mudder og skidt "gror fast". De 17 liter vand kan fint række til 2-3 beskidte cykler.

Ellers har vi brugt Mobi Washeren derhjemme om vinteren hvor den udendørs vandhane er lukket. -Ligesom den fint kunne anvendes hvis man fx bor i en lejlighed.

Når batteriet er fuldt opladet kan det holde strøm til mange cykelvask, så det er sjældent at man behøver at lade op.

Mobi Washer V-17 har to hjul så man kan køre med den og leveres ellers med en bærerem. Den har et net på forsiden hvor den tilhørende slange og sprøjtepistol evt. kan opbevares. Det er også et lille opbevaringsrum til ledningen til opladning af batteriet.

I følge producenten kan Mobi Washer V-17 yde 45-130 PSI. Umiddelbart kunne man godt man godt bruge lidt mere tryk, men det går an.

Mobi Washeren summer en smule når den er i brug, men den er faktsik ret støjsvag.

Man kan finde Mobi Washer V-17 til omkring en tudse i bl.a. England. Dén pris er umiddelbart lige lovlig høj for en transportabel mini højtryksrenser, men idéen og konceptet holder. Kan man udvære batteriet, hvilket betyder at man skal have et 12 eller 230 volt stik i nærheden, er V-15 modellen en del billigere og mindre/lettere, da batteriet faktisk fylder/vejer en del.

Hvis noget går i stykker, kan alle reservedele købes til Mobi Washer.

På producentens hjemmeside bliver der naturligvis ikke sparet Mobi Washerens fortræffeligheder. Fx kan den anvendes til alt lige fra bil- og bådvask til vask af skraldespande, hunde, heste og cykler! Kun det sidste, nemlig cykler, har jeg prøvet og ligefrem at skulle vaske en bil eller båd med en Mobi Washer er nok lige ambitiøst nok. -Der er simpelthen ikke tryk nok på vandet.

Vær opmærksom på, at Mobi Washeren ikke nødvendigvis leveres med dansk stik, hvis den købes i udlandet, så muligvis skal man anskaffe en converter.

Alt i alt et fint produkt, selvom kvaliteten ikke er påfaldende høj. Som sagt kunne man godt ønske sig lidt mere tryk på vandet og/eller en lavere pris. Til gengæld er Mobi Washer V-17 meget anvendelig både til at have med i bilen, hvis man ikke har adgang til en udendørs vandhane eller i vinterperioden hvor der er lukket for vandet.

Der findes en "dansk side" med Mobi Washer, men den kan de hvis takke (eller det modsatte) google translate for;-)

søndag den 10. juli 2011

Mizuno Wave Elixir 6

Mizunos løbesko har aldrig skuffet mig og det gør Mizuno Wave Elixir 6 bestemt heller ikke! Fra første tur føltes skoen behagelig og krævede ingen tilvænning. Jeg har bl.a. brugt skoen til Challenge Fuerteventura, Hannover IM, Challenge Århus, intervaltræning, x-træning og tempoture.

Elixir 6 er en let trænings-/marathonsko som vægtmæssigt svarer til New Balance 905, som jeg brugte til ½ IM og ironman i 2010.

Elixir 6 er en opdatering af tidligere Elixir-modeller, hvor forskelllen primært er en ny og mere luftig meshoverdel, ændringer i mellemsålen (der er gjort en smule lettere) -og ja, så i en ny popfarve. Men Elixir 5 var også en succes, så hvorfor lave mere om?

Mizuno har i næsten 15 år benyttet sig af en bølgekonstruktion (wave) i mellemsålen, der har til formål at udjævne belastningen i forbindelse med landingen i skoens længderetning. Stødæmpningen føles da også god uden at blive for blød.

Dele af sålen under forfoden og hælen består af Mizuno's X-10 materiale der er en blanding af gummi og carbon, der udover at være et stærkt materiale også giver et godt greb på våde overflader.

Selvom Elixir 6 er relativ let, føles den stadig godt støddæmpet og giver støtte til løbere med let overpronation. Skoene sidder rigtig godt, selv på en "andefod" som min og er i det hele taget meget behagelig at have på, sammenlignet med andre sko i samme vægtklasse. Skoens inderside er blød og man kan fint løbe uden strømper i den, hvis man skulle få lyst.

Skoens mesh overdel er luftig og det fungerer også godt når skoene er våde, uanset om det skyldes regn eller vand til nedkøling på en varm sommerdag.

Sammenlignet med New Balance 905 er Mizuno Wave Elixir blødere i sålen og generelt mere behagelig at have på. Men foretrækker man en mere "kontant" sko er New Balance 905 heller ikke et dårligt bud, selvom lukkesystemet ikke er optimalt til et hurtigt T2 skifte!

Elixir 6 vejer ca 220 gram i str. 40 og den vejledende udsalgspris er 1200 kr.

Jeg er vild med den sko, så den får 5 store skildpadder af 6 mulige. -Havde den løbet lidt hurtigere i de seneste konkurrencer ville den have været påfaldende tæt på topkarakter i form af 6 skildpadder! Men tempo eller ej, den har fortjent 5½ skildpadde;-)

søndag den 3. juli 2011

Challenge Århus

Status blev, aftenen inden, at svømmedistancen blev forkortet til 1000m pga lav vandtemperatur. -Inden da havde der været tvivl om svømningen overhovedet kunne gennemføres pga risiko for coli-bakterier. I mit stille sind ville en tri uden svømning nok ikke ligefrem være en ulempe for mig, men for stævnets (og træningens) skyld håbede jeg på at svømningen blev gennemført.

I skiftezonen pumpede jeg cyklen og begyndte ellers at gøre klar. 10 min senere lød der et brag, som desværre kom fra mit baghjul. Men jeg havde god tid, så ingen paník -hellere punktere nu end senere (hvis man fik valget).

Klar til svømmestart. Vandet var ikke så koldt som frygtet -jeg har svært ved at tro at det var under 14 grader, men lad det være usagt. Egentlig gik det ok ud mod første bøje knap halvvejs. Hjemad igen blev en noget ensom kamp og jeg svømmede temmelig skævt, fordi jeg ikke kunne se hvor man skulle op på land. Dét var ikke ligefrem fremmende for svømmetiden. Nåede også lige at få ordentlig brandmand i ansigtet, men hva' pokker det går jo over igen.

Op til posen, ind i teltet og ud på cyklingen. Jeg har de seneste uger gennemkørt cykelruten 4 gange, så jeg burde kende den. Men desværre fik jeg en rigtig dårlig cykling. Undskyldninger er der nok af, men det var bestemt ikke godt nok i dag. Et enkelt lyspunkt var der dog -nemlig at jeg lige netop ikke væltede da en (jeg er ked af at sige det) fuld grønlænder vadede lige ud foran mig på gågaden i Odder.


Indtil skiftet og aflevere cyklen. I al forvirringen glemte jeg mit ur på cyklen. Dumt, så måtte jeg løbe på gefühl. Ofte kan jeg bare stille cyklen og løbe, men sådan skulle det ikke være i dag. På trods af at jeg bestemt ikke havde oversdisponeret på cyklingen, føltes benene allerede trætte og ømheden kom støt snigende. Øv, jeg havde håbet i det mindste at være godt løbende!

På trods af at jeg ikke havde fået de bedste løbeben med til lejligheden, fik jeg alligevel lov at overhale en del, på den faktisk relativt hårde løberute. I mål kom jeg, en anelse muggen, men trods alt med en følelse af, at jeg gjorde hvad jeg kunne på det afsluttende løb. Det blev til en 8. plads i profeltet.

Nå det gik ikke ligefrem som jeg havde håbet, men man bliver altid klogere. Måske sidder der stadig lidt ironman i benene? Undskyldninger kan man altid finde. -Men jeg satser på comeback i København om 6 uger:-)

Fantastisk spændende race hos herrrerne -dét ville jeg gerne have set fra sidelinjen. Hos kvinderne var der knap så stor spænding om udfaldet da Caroline Steffen vandt suverænt i 4.04! Michelle Vesterby blev en flot nr. 3, ikke mindst taget i betragtning af den forkortede svømmedistance, som ikke er til hendes fordel.

Desværre var der en del punkteringer og styrt undervejs pga de regnvåde veje. Min bror Jacob punkterede desværre også, men kom godt igennem til trods og fik et godt comeback efter ½ ironman i Hannover.

Der var over 20 deltagere fra SMT og mange flotte resultater både til de rutinerede og førstegangsdeltagerne. Skulle man fremhæve en enkelt SMT'er må det være Tina T., der har haft store problemer efter et cykelstyrt og måtte opgive Jels ½ ironman, som følger heraf. Indtil for få dage siden var der tvivl om hun kunne deltage, men hun gjorde det -og hun gjorde det med manér og vandt sin aldersgruppe!

Tusind tak til alle supporterne, der gjorde det til en stor oplevelse at køre den første Challenge konkurrence i Århus!
Tak for støtten til AC Sports, der også havde en velbesøgt stand på EXPO'EN.

Tilskuermæssigt er det ærgerligt at der ikke er vendepunkt på løberuten ved Tangkrogen, hvor der er EXPO, start/mål og skiftezone. Den 90 km lange cykelrute er heller ikke just tilskuervenlig og de såkaldte Hotspot's i Odder og Skanderborg blev vist aldrig det store tilløbsstykke. Men som deltager synes jeg at cykelruten var fin.
Alt i alt et flot arrangement, trods de vejrmæssige udfordringer. -Med lidt forbedringer hist og her er sikker på at Challenge Århus nok skal blive en tilbagevendende begivenhed.