OMG, min første og eneste tri i år skulle altså blive mini tri'en, der er en del af SMT Cup'en. Det er vist efterhånden en temmelig lidt velbevaret hemmelighed, at vi har "bestilt" en lille skildpadde. En af dem med omtrent 9 mdr. leveringstid og med formodet ankomst i starten af december. Og jeg skal da lige love for at der er en anden der nupper noget af ilten. Trods rundt regnet et par timers daglig træning og oftest en weekend-cykeltur på 4-5 timer og så sent som i sidste uge en omtrent 20 km løbetur (læs: en joggetur og gå-pauser undervejs), ja så er det påfaldende hvordan man kan komme i tiltagende dårligere form, dag efter dag.
Nå, men man må jo forsøge at påvirke ungdommen i en positiv retning og nu skulle han altså køre sin første tri. Normalt ville jeg være lidt spændt på hvordan jeg ville præstere, i dag var jeg mere spændt på om jeg ville nå i mål inden det blev mørkt?
Som altid var der god stemning inden start og de ihærdige arrangører havde vanen tror ligefrem lavet en rigtig skiftezone. Svømning (200m i Almindsø) blev af gode grunde uden våddragt, for mit vedkommende og med en start allerbagerst i feltet. - Jeg skulle ikke risikere nogle tæsk ved den første bøje og jeg havde jo heller ikke just travlt (altså udover at skulle være i mål inden det blev mørkt).
Efter svømningen styrtede det ned og jeg gav mig tid til at tage en langærmet trøje på, jeg havde jo ikke travlt (altså udover at skulle nå i mål inden....). Tri-cyklen er for længst skiftet ud med en racer og den lettere kuperede rute på ca 18 km blev gennemført i et meget adstadigt tempo, jeg havde jo ikke travlt....
Tilbage i skiftezonen var de fleste vist kommet i mål. Jeg fik følgeskab af Annette (læs: hun joggede af, jeg prustede). Men vi hyggesnakkede hele vejen rundt (læs: Annette snakkede, jeg var ret tavs op af bakkerne). I mål efter de ca 4 km løb. Måske nok som en af de allersidste, men for pokker det var jo ikke en gang blevet mørkt;-).
I dag blev der altså ikke just talt sekunder, nu regner jeg i timer. Jeg tog ikke tid, bevares. Jeg havde dog ur på, men det var altså kun så jeg kunne holde øje med hvornår det blev mørkt. Alligevel, og til trods, tog jeg bagefter mig selv i ikke at tage strømper på. Hmm de få sekunder jeg sparede der, var vist ret lige meget i den store sammenhæng. Men det var nu også helt ubevidst og bare af gammel vane.
- Så nu har junior altså både været med i 1. runde af SMT Cup'en, kørt mini tri, givet mig gedigen kvalme i Mallorcas bjerge, bidraget til at jeg blev sat så eftertrykkeligt i de Schweiziske Alper, for bare at nævne noget;-)-
Omkring 44 deltog i denne afdeling af klubcuppen og det er da ret flot sådan en regnfuld tirsdag aften. Endnu mere imponerende er det hvordan arrangørerne gang efter gang sørger for at vi andre kan konkurrere og hygge os, eller hvordan man nu griber det an. En af arrangørerne er oveni købet Jørn Kim, vores stakkels, hårdtprøvede webmaster der har ligget vandret den seneste måned for at få klubbens hjemmesider op at køre, efter et stort nedbrud. Og så er der jo også liiige Silkeborg om 2½ uge, som han også er en hovedmændene bag. - Hvor er det på samme tid forbandet utaknemmeligt og pokkers prisværdigt. Hvad pokker skulle vi gøre uden den slags folk?
tirsdag den 12. august 2014
onsdag den 9. juli 2014
D -> SC -> FL -> A -> D
Årets sommerferie skulle skydes tidligt af for at få det til at passe med job og studiestart. Bilen var pakket med cykler, vandrerstøvler og hvad man ellers kunne få brug for. Først et kort pit stop i Sydtyskland og derfra videre til Leysin i Schweiz - hvilket fantastisk sted. En mindre by i 1300m højde. Det er her Lisbeth Kristensen og Team TBB holdte til - og jeg tror da pokker at de var/er så gode. For nærmest uanset hvor man cykler hen skal man altid slutte med en ca 14 km lang stigning op mod Leysin. Der var ikke mange turister, så vi nød bare stilheden. Vandrede og cyklede i bjergene (ufff...) og selv på byens løberute kunne man hurtigt komme til kort med mange højdemeter. Selv kortere cykelture á 50-70 km byder lynhurtigt på små 2000hm(!). Vi fik også cyklet rundt om Genevé-søen, en tur på godt 170 km og et uventet smut ind i Frankrig - denne tur er dog ganske flad.
En dag ville vi tage et tog til Lousanne og her kom vores manglende fransk-evner os ikke just til gode. Da vi skulle købe togbilletter var vi lige ved at havne i Luzern i stedet for Lousanne....
Flot, men dyrt - er den gængse holdning til Schweiz. Flot ja og vel det er vel også 10-20% dyrere at tage ud at spise i Schweiz ift Danmark. Men for nogle primitive mennesker som os der ikke har behov for at tage ud og spise store bøffer og drikke rødvin, er det altså ikke noget problem. Vi havde på nærmest tysker-manér taget mad med i køletasken og klarede os langt henad vejen med det. En enkelt aften spenderede vi den nette sum af knap 240 kr (for 2 pers) på at tage ud at spise, så det var det vildeste. I Leysin kunne man få et endog stort hotelværelse til under 500 kr/nat incl morgenmas og det kan man næppe i Danmark.
Efter en lille uge i Leysin fortsatte turen til Lichtenstein. Jeg kunne godt tænke mig at besøge miniput-landet med samme antal indbyggere som Silkeborg. I Lichtenstein havde jeg bestilt et værelse med bjergudsigt og det skal jeg da lige love for at vi fik. Velsagtens i nærheden af 20 km op af mindre bjergveje - men smukt var det. Der er fine vandrerrute i Lichtensteins alper og vi fik en fin på panoramatur på 4-5 timer. Generelt er serviceniveauet højt i Lichtenstein, der er pænt og rent - selv på offentlige toiletter(!). Sproget er Tysk (med en god accent) og møntfoden Schweizerfranc. Vi var også et smut i Vaduz (hovedstaden;-).
Fra Lichtenstein gik turen til Mayrhofen i Østrig. Et stort skisportsområde om vinteren, men her tidligt på sommeren først og fremmest besøgt at pensionister. - Så vi trak gennemsnitsalderen en del ned. Det var så udpræget at Kim en dag under en bustur tørt konstaterede at hvis bussen kørte udover en skrænt ville staten da spare en del penge i pension;-). Vi boede lidt udenfor og det passede os ganske fint. Vi var heldige at få den lækreste lejlighed - som egentlig ikke var den vi havde booket, men vi klager ikke;-). Mayrhofen er først og fremmest i godt udgangspunkt for vandrerture i alperne, men også gode cykel muligheder og sågar sommer-skiløb hvis man kører til den nærliggende gletcher Hintertuxer.
Nu da jeg ikke just har nogen konkurrence-planer nød jeg friheden til også at kunne lave en masse andet end "blot" svømning, cykling og løb. Vi var på nogle superlækre vandrerture i bjergene og investerede sågar i et par vandrerstave (havde lykkelig glemt hvor ømme ben man kan få af at gå stejlt nedad i et par timer uden stave). Og det der med stave. I Danmark er det vidst stadig pinligt at gå med stave - og noget man nødigt gør hvis man ikke enten er over 70 eller det er mørkt. I Danmark hedder det stavgang. Men i alperne har næsten alle stave og her hedder det trekking - det lyder da også sejere.
Efter to uger i alperne vendte vi nordpå med i stop i Tyskland undervejs. Her blev sejren i VM kvartfinalen fejret med manér. De sagde at vi bare kunne blive til finalen, for så skulle vi få en fest at se - og det får de jo ret i:-).
En dag ville vi tage et tog til Lousanne og her kom vores manglende fransk-evner os ikke just til gode. Da vi skulle købe togbilletter var vi lige ved at havne i Luzern i stedet for Lousanne....
Flot, men dyrt - er den gængse holdning til Schweiz. Flot ja og vel det er vel også 10-20% dyrere at tage ud at spise i Schweiz ift Danmark. Men for nogle primitive mennesker som os der ikke har behov for at tage ud og spise store bøffer og drikke rødvin, er det altså ikke noget problem. Vi havde på nærmest tysker-manér taget mad med i køletasken og klarede os langt henad vejen med det. En enkelt aften spenderede vi den nette sum af knap 240 kr (for 2 pers) på at tage ud at spise, så det var det vildeste. I Leysin kunne man få et endog stort hotelværelse til under 500 kr/nat incl morgenmas og det kan man næppe i Danmark.
Efter en lille uge i Leysin fortsatte turen til Lichtenstein. Jeg kunne godt tænke mig at besøge miniput-landet med samme antal indbyggere som Silkeborg. I Lichtenstein havde jeg bestilt et værelse med bjergudsigt og det skal jeg da lige love for at vi fik. Velsagtens i nærheden af 20 km op af mindre bjergveje - men smukt var det. Der er fine vandrerrute i Lichtensteins alper og vi fik en fin på panoramatur på 4-5 timer. Generelt er serviceniveauet højt i Lichtenstein, der er pænt og rent - selv på offentlige toiletter(!). Sproget er Tysk (med en god accent) og møntfoden Schweizerfranc. Vi var også et smut i Vaduz (hovedstaden;-).
Fra Lichtenstein gik turen til Mayrhofen i Østrig. Et stort skisportsområde om vinteren, men her tidligt på sommeren først og fremmest besøgt at pensionister. - Så vi trak gennemsnitsalderen en del ned. Det var så udpræget at Kim en dag under en bustur tørt konstaterede at hvis bussen kørte udover en skrænt ville staten da spare en del penge i pension;-). Vi boede lidt udenfor og det passede os ganske fint. Vi var heldige at få den lækreste lejlighed - som egentlig ikke var den vi havde booket, men vi klager ikke;-). Mayrhofen er først og fremmest i godt udgangspunkt for vandrerture i alperne, men også gode cykel muligheder og sågar sommer-skiløb hvis man kører til den nærliggende gletcher Hintertuxer.
Nu da jeg ikke just har nogen konkurrence-planer nød jeg friheden til også at kunne lave en masse andet end "blot" svømning, cykling og løb. Vi var på nogle superlækre vandrerture i bjergene og investerede sågar i et par vandrerstave (havde lykkelig glemt hvor ømme ben man kan få af at gå stejlt nedad i et par timer uden stave). Og det der med stave. I Danmark er det vidst stadig pinligt at gå med stave - og noget man nødigt gør hvis man ikke enten er over 70 eller det er mørkt. I Danmark hedder det stavgang. Men i alperne har næsten alle stave og her hedder det trekking - det lyder da også sejere.
Efter to uger i alperne vendte vi nordpå med i stop i Tyskland undervejs. Her blev sejren i VM kvartfinalen fejret med manér. De sagde at vi bare kunne blive til finalen, for så skulle vi få en fest at se - og det får de jo ret i:-).
mandag den 9. juni 2014
Fremtiden?
Der sker en del skøre ting for tiden og det er sådan set hverken af trænings- eller konkurrencemæssig karakter....
I sidste weekend var der ironman i Hannover og for første gang i 4 år var jeg ikke med. Det var helt underligt. Jeg er stadig vild med det stævne og satser på at vende tilbage;-).
Førstkommende projekt er, at jeg er blevet optaget på kandidatstudiet i fysioterapi på SDU i Odense. Udover selve studiet skal transporten og en udsigt til 2 år på SU nok blive en udfordring. Lige nu ser jeg frem til at starte d. 25. august - og så må det bære eller briste....? Hmm jeg har overvejet det siden uddannelsen startede og nu skal det altså have et skud!
lørdag den 3. maj 2014
Det er da bare krampe, sagde fysioterapeuten
En famøs april-aften i Alcudia sad Kim i sofaen og beklagede sig lidt. "Arrghh mit ben...!" Det var dagen der havde budt på små 150 km i sadlen over bl.a. Sollér og Puig Major. "Det er da bare krampe", sagde fysioterapeuten, uden at tage nærmere notits af beklagelserne og hun prøvede samtidig at lukke munden på ham med en SaltStick... "Jamen kan det være en fibersprængning, det gør faktisk ret ondt...?". "Nej, man får da ikke en fibersprængning af at side i sofaen!", svarede fysioterapeuten.
Dagen derpå humpede han lidt af sted, men ikke nok til at slippe for dagens cykel-træning. Krampe skal jo som bekendt trænes væk, er der vidst én der en gang har sagt(?)....
Så gik der yderligere et par dage og baglåret blev blå-violet. Nå ok, så var det nok alligevel ikke krampe... Da fysioterapeuten (for at undgå for meget selv-medlidenhed) påpegede at det nok var en lille forstrækning, blev Kim alligevel mistænkelig. "Bliver det blåt af en forstrækning?". Arggghhh det er nok sådan en form for fiberspræning, altså bare en lille en....", sagde fysioterapeuten.
Og ja her halvanden uge efter er baglåret stadig blåt, altså af den der krampe/forstrækning/utrolig fibersprængning...... UNDSKYLD!
Dagen derpå humpede han lidt af sted, men ikke nok til at slippe for dagens cykel-træning. Krampe skal jo som bekendt trænes væk, er der vidst én der en gang har sagt(?)....
Så gik der yderligere et par dage og baglåret blev blå-violet. Nå ok, så var det nok alligevel ikke krampe... Da fysioterapeuten (for at undgå for meget selv-medlidenhed) påpegede at det nok var en lille forstrækning, blev Kim alligevel mistænkelig. "Bliver det blåt af en forstrækning?". Arggghhh det er nok sådan en form for fiberspræning, altså bare en lille en....", sagde fysioterapeuten.
Og ja her halvanden uge efter er baglåret stadig blåt, altså af den der krampe/forstrækning/utrolig fibersprængning...... UNDSKYLD!
fredag den 18. april 2014
Mallorca din dejlige ø
Arrghh Mallorca er dejlig, ikke mindst på denne årstid. Frodig, modsat fx de kanariske øer og med rige muligheder for at køre både fladt og bjergrigt.
Vi havde valgt at leje cykler, for det bare meget lettere og jeg synes også at en racer er at foretrække i bjergene fremfor tri-cyklen. Men så er der lige det der med størrelsen, når man lejer en cykel. Normalt kører jeg på en str 49 eller 50, men de kæreske ty cykeludlejere påstår (og påstod sidste år) hårdnakket at jeg skal have en str 54 - jeg kan jo knap nå styret...! Derfor blev de da også lettere fornærmet da jeg med det samme ville have byttet til en anden str. Har du måske nogensinde før kørt på en Centurion? Nej, heldigvis ikke tænkte jeg, for Centurion er næppe det mærke der giver mest street credit, vel? Og det giver da slet ingen street credit når man oven i købet må køre rundt med en udlejningshjelm, der vist oprindeligt var en MTB hjelm, fordi min kære hjelm hårdhændet var blevet smadret under transporten herned:-(.
Okay, okay ...de indvilligede i at bytte cyklen også selvom jeg ikke havde kørt på den en dag (for at konstatere at den stadig ikke passede). Og okay, okay ....street credit eller ej, de Centurion cykler er faktisk rigtig fine og ligefrem en 2014-model.
Og så var der Kim, ham ville de også give en større cykel end normalt, som han heller ikke ville have og heller ikke ville køre på en dag først. Så blev de lidt mere fornærmede og det blev Kim også. Så mens de byttede cykler og pedaler rundt igen, fandt han noget brød, som helt sikkert ikke var tiltænkt ham. Det var dog så tørt, at han være ved at kvæles i det, så det blev han ikke just mere fornøjet af.
Der er afsindig mange cyklister hernede nu, det er helt vildt! Det er som om Mallorca virkelig har fået sin renæssance, selv blandt tri-folket - og det forstår jeg godt. Apropos tri-folk ja så er der selvfølgelig en vaskeægte triathlet på vores hotel. Sådan en rigtig prototype, en midaldrende herre, der hver dag kommer til morgenmaden i en ny (og det kan man selvfølgelig glæde sig over) finisher T-shirt. Han lagde roligt fra land med en marathon t-shirt, så røg den på ironman og nu venter jeg bare på udviklingen her sidst på ugen...
Den anden dag var vi på Sa Calobra, det er som om man har pligt til det. Det er en både smuk, fascinerede og lang stigning, som man ikke må snyde sig selv for. Men udover at mase rundt i bjergene har vi, som altid, en konkurrence kørerende. Det gælder om at finde den bedste panda - finalen er hjemad i flyveren. En panda er typisk en der har ligget en del ved poolen, men kan i princippet også være cyklist eller triatlet ikke at forglemme. I hvert fald er det én har en forkærlighed for at bære solbriller, gerne de store af slagsen og som, når solbrillerne afmonteres, har store hvide pandaøjne.
Ps i dag d. 20/4 har jeg selv udviklet mig til den ultimative panda - damn....
Vi havde valgt at leje cykler, for det bare meget lettere og jeg synes også at en racer er at foretrække i bjergene fremfor tri-cyklen. Men så er der lige det der med størrelsen, når man lejer en cykel. Normalt kører jeg på en str 49 eller 50, men de kæreske ty cykeludlejere påstår (og påstod sidste år) hårdnakket at jeg skal have en str 54 - jeg kan jo knap nå styret...! Derfor blev de da også lettere fornærmet da jeg med det samme ville have byttet til en anden str. Har du måske nogensinde før kørt på en Centurion? Nej, heldigvis ikke tænkte jeg, for Centurion er næppe det mærke der giver mest street credit, vel? Og det giver da slet ingen street credit når man oven i købet må køre rundt med en udlejningshjelm, der vist oprindeligt var en MTB hjelm, fordi min kære hjelm hårdhændet var blevet smadret under transporten herned:-(.
Okay, okay ...de indvilligede i at bytte cyklen også selvom jeg ikke havde kørt på den en dag (for at konstatere at den stadig ikke passede). Og okay, okay ....street credit eller ej, de Centurion cykler er faktisk rigtig fine og ligefrem en 2014-model.
Og så var der Kim, ham ville de også give en større cykel end normalt, som han heller ikke ville have og heller ikke ville køre på en dag først. Så blev de lidt mere fornærmede og det blev Kim også. Så mens de byttede cykler og pedaler rundt igen, fandt han noget brød, som helt sikkert ikke var tiltænkt ham. Det var dog så tørt, at han være ved at kvæles i det, så det blev han ikke just mere fornøjet af.
Der er afsindig mange cyklister hernede nu, det er helt vildt! Det er som om Mallorca virkelig har fået sin renæssance, selv blandt tri-folket - og det forstår jeg godt. Apropos tri-folk ja så er der selvfølgelig en vaskeægte triathlet på vores hotel. Sådan en rigtig prototype, en midaldrende herre, der hver dag kommer til morgenmaden i en ny (og det kan man selvfølgelig glæde sig over) finisher T-shirt. Han lagde roligt fra land med en marathon t-shirt, så røg den på ironman og nu venter jeg bare på udviklingen her sidst på ugen...
Den anden dag var vi på Sa Calobra, det er som om man har pligt til det. Det er en både smuk, fascinerede og lang stigning, som man ikke må snyde sig selv for. Men udover at mase rundt i bjergene har vi, som altid, en konkurrence kørerende. Det gælder om at finde den bedste panda - finalen er hjemad i flyveren. En panda er typisk en der har ligget en del ved poolen, men kan i princippet også være cyklist eller triatlet ikke at forglemme. I hvert fald er det én har en forkærlighed for at bære solbriller, gerne de store af slagsen og som, når solbrillerne afmonteres, har store hvide pandaøjne.
Ps i dag d. 20/4 har jeg selv udviklet mig til den ultimative panda - damn....
tirsdag den 1. april 2014
SMT Cup
I dag stod den på første afdeling af SMT Cup'en, det legendariske stjerneløb. Jeg må indrømme at jeg ikke var topmotiveret og det gik da også derefter. Men hva' pokker det er altid godt at blive vristet lidt ud ad komfortzonen. Annette vandt komfortabelt hos pigerne - og hun fik oveni købet presset tri-sportens svar på en forbudt muskelhund.
Superflot fremmøde, ikke mindst på trods af at mange var til VM ½ marathon i lørdags og nok havde en kende stive ben - dét kan jeg ikke en gang undskylde mig med:-).
Superflot fremmøde, ikke mindst på trods af at mange var til VM ½ marathon i lørdags og nok havde en kende stive ben - dét kan jeg ikke en gang undskylde mig med:-).
torsdag den 20. februar 2014
På langs og på højkant
Jeg havde ikke troet at den influenza skulle få mig ned med nakken, men det fik den altså. Dén var skyld i at jeg fredag måtte tage min første sygedag fra job/studie nogensinde, fraregnet sygedage grundet brækkede lemmer. Dén var også skyld i at jeg, da jeg havde allermest ondt af mig selv, naivt troede at Pinex ville dulme. Hvor er det vildt jeg tog en Pinex, ja faktisk to(!). Jeg er egentlig lidt i tvivl, men hvis jeg reelt har taget Pinex og lignende var det i hvert fald tilbage i forrige år tusinde(?). Ja og det hjalp da overhovedet heller ikke, så det var ligesom ingen grund til at fortsætte med disse hårde medikamenter.
Da jeg havde ligget i sengen i mere eller mindre 3 dage, var jeg ved at få nok. Med ondt skal ondt fordrives og med tankerne på en truende arbejdsdag mandag blev det tunge skyts kørt frem. Jeg mandede mig op og gjorde de indledende forberedelser til en gulerodssuppe med ingefær, lime og hvad jeg ellers kunne opstøve på matriklen. Men ak og ve, mens jeg var tilbage på mit sengeleje bredte sig en tung dunst og hvis jeg ikke allerede havde kvalme... Det var brændt på:-(.
Jeg overlevede mandagen, trods alt. Men først idag torsdag var svimmelheden væk. I går spurgte en venlig kollega hvordan det egentlig gik, for som han så venligt bemærkede "Du lignede lort i mandags". -Tak, sådan havde jeg det sådan set også....
Da jeg havde ligget i sengen i mere eller mindre 3 dage, var jeg ved at få nok. Med ondt skal ondt fordrives og med tankerne på en truende arbejdsdag mandag blev det tunge skyts kørt frem. Jeg mandede mig op og gjorde de indledende forberedelser til en gulerodssuppe med ingefær, lime og hvad jeg ellers kunne opstøve på matriklen. Men ak og ve, mens jeg var tilbage på mit sengeleje bredte sig en tung dunst og hvis jeg ikke allerede havde kvalme... Det var brændt på:-(.
Jeg overlevede mandagen, trods alt. Men først idag torsdag var svimmelheden væk. I går spurgte en venlig kollega hvordan det egentlig gik, for som han så venligt bemærkede "Du lignede lort i mandags". -Tak, sådan havde jeg det sådan set også....
mandag den 10. februar 2014
En trist januar
Januar blev på flere måder en trist indledning på 2014. Pludselig og uden varsel kan der blive vendt op og ned på alting. Endnu et par forbandede påmindelser om at nyde livet mens man har det. - I den sammenhæng bliver meget andet så pokkkers ligegyldigt.
De små og simple ting i livet, som jeg normalt kan finde på at berette om, kan forekomme helt ubetydelig og det er vel også grunden til at det ikke er sket....
Vanen tro har jeg ikke lagt mig fast på nogen konkurrencer i den indeværende sæson - jeg træner bare. 1/2 eller ironman i Hannover i juni kunne sagtens være et godt bud igen i år, men der er også andre overvejelser senere på sæsonen. Alle døre står åbne - og dog. Altså de døre der ikke allerede med lås og slå og kode er lukket få minutter eller timer efter de blev åbnet. Men for mig behøver det i virkeligheden slet ikke at være så famøst og der behøver ikke at være et IM logo. Derfor tager jeg det ganske roligt;-).
tirsdag den 17. december 2013
Comeback
Lidt søsyge skulle ikke få mig ned med nakken. Hvis jeg ikke kunne få delfiner og skildpadder at se* på det åbne ocean, skulle jeg nok finde dem på anden vis...
*dels fordi de ikke var der og dels fordi jeg havde lukkede øjne i 1½ time under min kamp for overlevelse....
Ok, lokalbussen til Palmitos Park kunne om ikke fremkalde en gedigen søsyge, så da i det mindste give enhver nordeuropæer en snert af skræk i livet. Men målet helligede midlet og dagen endte lykkeligt.
*dels fordi de ikke var der og dels fordi jeg havde lukkede øjne i 1½ time under min kamp for overlevelse....
Ok, lokalbussen til Palmitos Park kunne om ikke fremkalde en gedigen søsyge, så da i det mindste give enhver nordeuropæer en snert af skræk i livet. Men målet helligede midlet og dagen endte lykkeligt.
Delfin-synkronsvømning: Tjek
Skildpadder: Tjek
Spøjs børstefugl + sur fætter: Tjek
Orkidé makro: Tjek
Fortsat makro-blomster-flip*: Tjek
*fordi man bliver så glad:-)
søndag den 15. december 2013
Ud af en søstærk familie
Tilbage i 2006, på vej til Norseman, erfarede jeg hvor meget man egentlig kan nå at knække sig på en enkelt tur over Skagerak. Netop derfor var det også med lidt bange anelser, at jeg i dag skulle med på en såkaldt delfin- og hvalsafari. Men hvad der i virkeligheden havde lokket mig ud på den farefulde færd var selvfølgelig chancen for at se havskildpadder. Turtles yes, yes sagde den dygtige sælger.
Vi valgte den største katamaran, som vel også var den der gyngede mindst. Som det konkurrencemenneske jeg trods alt er, lurede jeg hurtigt konkurrenterne af. Heldigvis var der både børn og ældre om bord, så jeg vurderede at jeg havde en reel chance for ikke at være den første til at knække mig.
Humøret var relativ højt, da vi sejlede ud af havnen. Vandet var spejlblankt og høj solskin. Den første time, ud af to en halv, gik da også relativ harmløst. Meen så mærkede jeg de første kvalmende tegn og sagde til Kim: "Nu lukker jeg øjnene og åbner dem ikke før jeg ser en skildpadde". Alene den form for tåge-snak vidner vel allerede om, at man er ved at være jævnt presset. Kim fik da også fat i et par brækposer, mens jeg med lukkede øjnene og klamrende mig til stolen med begge hænder, fremstammede at jeg havde det fint.
Den næste halvanden time sad jeg så der og knækkede mig. Åbnende kun svagt øjenene når jeg fik en ny brækpose af en venlig kvinde på båden. Øjenene løb i vand, næsen løb, skiftevis overophedet og rystende af kulde - og om muligt mere bleg end normalt....
 |
| Her ses det tydelig hvor himmel og hav stod i ét... |
Der, på dødens rand, hørte jeg i det fjerne den venlige dame med brækposerne sige, at vi desværre ikke kom til at se hverken delfiner, hvaler eller skildpadder i dag. Det dårlige var at jeg så sad der til ingen verdens nytte. Det gode var at så behøvede jeg ikke at åbne øjnene.
Vi nærmede os land. Vandet var igen spejlblankt. Det skulle så ikke forhindre mig i at knække mig igen - 3 på stribe. Fast land under fødderne, sjældent har jeg følt mig så lykkelig. Forøvrigt, sagde den venlige dame, kan I få en gratis tur på tirsdag som kompensation. Nooooo.....
Da jeg igen kom til mig selv spurgte jeg Kim om jeg var den første der knækkede mig. Du var ikke bare den første, du var den eneste..... Hvad med børnene? Ja, de sov da. Nooooo.....
Abonner på:
Opslag (Atom)