En ny sæson tager snart sin begyndelse og nogle mangler måske lidt inspiration til hvad man skal gøre (eller ikke skal gøre). Jeg faldt over denne raceberetning fra da jeg kørte Norseman i 2006. -Den gang kunne man tilmelde sig frem til dagen før, men efterhånden er der også gået inflation i den slags og nu skal man nærmest ansøge om at komme med. Læs videre, hvis du har god tid....
I virkeligheden var det sikkert en temmelig dum idé at tilmelde sig dette sande helvede af en ironman konkurrence? 3,8 km svømning i en kold og mørk fjord, 180 km cykling med 3000 højdemeter og 42,195 km løb hvor de sidste 12 km byder på 2000 højdemeter. Det er ikke så meget antallet af højdemeterne, som fordelingen af dem, der gør den ond. Arrangørerne bryster sig af at kalde den verdens hårdeste ironman, om det er sandt skal jeg lade være usagt(!). Men det rene svir er det ikke…
Det var som at jeg måtte prøve koste hvad det koste ville. Jeg fik trænet fornuftigt henover foråret og sommeren og fik tilmed en god uge i Harzen med cykling og løb i ”bakker”. Så egentlig var jeg rimelig fortrøstningsfuld inden start, lige bortset fra noget løberknæ der havde drillet, periodevis, det meste af sæsonen.
Noget optimistisk og fordi andet ikke var muligt, valgt vi først at tage af sted torsdag, selvom konkurrencen skulle køres allerede lørdag. Da vi ankom til Hirtshals blæste kraftigt, for ikke at sige stormede. Indrømmet jeg blev søsyg allerede mens vi lå i havnen og havde da også fyldt den første brækpose inden vi nåede første mole. Herefter startede en hård battle mellem mig og min bror -jeg tror stilling endte 8-7 i hans favør (målt i antal brækposer). Ikke just optimalt kun 2 dage før en ironman. Næste fejl var at jeg nok ikke helt havde kalkuleret med hvor lang tid det tager at køre i Norge, så det endte med at vi først var ret sent fremme torsdag aften. Fredagen gik med registrering, briefing og med får styr på udstyr, energi, væske mv. Der er ingen deporter undervejs, så hver deltager er afhængig af egne hjælpere.
 |
| Jacob klar med proviant |
Det var ikke blevet til meget nattesøvn, da jeg væltede ud af teltet før kl. 3. Vi skulle være klar ved færgen kl. 4.15, der sejlede os ca. 3,8 km ud på fjorden. Her var det så værsgo at springe ud i mørket fra færgen. På land kunne der skiftes et lys, det var alt hvad der var at navigere efter. Ellers var det mørkt, meget mørkt. Starten gik kl. 5.00. Vandet var ikke så koldt som frygtet, vel omkring de 16 grader, men 3,8 km i et stræk og total mørke kan føles langt. Min svømning var mildest talt ynkelig og tiden blev 1:17, som endda kun var starten på en meget lang dag i felten.
 |
| Værs'go at spinge ned i det mørke vand... |
På cyklingen ventede 180 kilometer fra Eidfjord og efter få km gik det op, op, op mod Dyranut i 13-1400 meters højde. Herefter af ”hovedvej” 7 over Hardangervidda til Geilo, af ”hovedvej 40” gennem Numedalen og videre til Tessungdalen.
 |
| Ruteprofil |
Alt i alt en rigtig giftig cykelrute, hvor der er passager der er så stejle at folk med for høj gearing eller for trætte ben går i stå og vælter(!). Men en helt fantastisk rute der byder på alt fra stejle klipper, enorme vandfald til skov og højfjeld. Enestående natur. Hjælperne har heller ikke mange muligheder for at slappe af. Dels skal de selv finde vej og dels skal de hele tiden være opmærksom på hvor de kan møde atleten næste gang. Mange steder er det umuligt at holde og tillæg så alle de øvrige hjælper-biler der også skal finde en holdeplads. Så det er ét stort cirkus og måske mere held end forstand at der ikke kom nogen til skade når bilerne krydser ind og ud mellem deltagerne på de smalle veje.
Efter ca. 130 begyndte at ”brænde” under mine fodsåler. Belastningen var så meget anderledes end det jeg er vant og de lange stigninger satte sine spor. Smerten under fødderne gjorde at jeg måtte køre 15-20 km med fødder ovenpå skoene, det hjalp underligt nok lidt. De sidste 30 km mod T2 går det nedad, men det jeg havde set frem til blev nærmest et mareridt. Om det var begyndende dehydrering, låste nakkehvirvel eller begge dele er uvist, men resultatet var at det flimrede så meget for øjnene at nedkørslen blev ganske forfærdelig. Men ned kom jeg og kunne lykkeligt stille cyklen efter ikke mindre end 7 timer og 52 min.
 |
| På vej første top |
Det var skønt at komme ud på løbet, men også med noget bange anelser pga ”løberknæet”. De første 30 km løbes i en dal og det er stort set fladt, men vejen hælder temmelig meget og det er ikke just det bedste med et løbknæ(!). De første 15 km gik det ganske fint og jeg hentede markant på den førende. De næste 15 km blev med temmelig mange smerter, men dog stadig noget der kunne defineres som løb. Efter 30 km rammer man Rjukan og så går det bare opad resten af turen. Ikke bare lidt, men med hårnålesving og meget stejle passager hele vejen. De først 8 km på asfalt og så lige de sidste godt 4 km på en lille vandresti op mod toppen af Gaustatoppen i 1850 meters højde.
I starten var det faktisk helt rart at ”løbe” opad, men snart blev det endnu værre med knæet og svimmelhed og sortnen for øjnene vendte tilbage med fornyet kraft. Jeg stirrede intens på vejens hvide striber, men jeg kunne ikke holde kursen og slingrede af sted fra side til side. Nogle gange var jeg ved at flade over mine egne ben. I perioder gik, men forsøgte hele tiden at løbe eller hvad man nu skal kalde det. Pludselig blev konkurrencen helt ligegyldig og jeg fortsatte bare uden at vide hvorfor eller hvorhen. Endelig nåede frem til det obligatoriske ”lægetjek” inden den sidste opstigning med godt 4 km til toppen. Jeg smilede lidt og fik lov at fortsætte. På det sidste stykke skal man have rygsæk med og min. 1 hjælper. Kim og Jacob fulgte mig mens jeg slingrede afsted på de smalle stier. Ruten er kun sparsomt markeret med de velkendte røde T’er som indikerer vandrerruterne. Mit slørede syn gjorde at jeg på ingen måde kunne se det næste T. Jacob og Kim gik på skift lidt foran. På et tidspunkt hvor vi går på en smal kam holder Jacob fast i min rygsæk. Jeg når lige at sige at han skal slippe, da jeg er på vej ud over en bjergside. Jeg kunne slet ikke styre benene længere, men heldigvis holdt han fast.
 |
| Gummi-ben |
Endelig når vi toppen, guderne må vide hvordan(?). Der står vi så og kigger ud over den mest fantastiske udsigt man kan forestille sig. ”Løbeturen” har taget 6 timer og 20 min., så man kan vel sige at der er basis for forbedringer. Den samlede tid blev 15 timer og 32 min og det er bestemt ikke noget at prale. Men på en dag hvor meget gik galt, var det vist ok bare at komme igennem. Og tror det eller ej, faktisk blev jeg nr. 2. Så måske er der nogen der haft det endnu værre en mig?
 |
| I mål efter en lang dag |
Men som bekendt er der koldt på toppen og sammen med et par andre deltagere går vi over til en ”minevogn” der skal hejse os ned fra fjeldet. Hjælperne må pænt gå ned og uheldigvis forstuver Jacob foden på vej ned. Turen med minevognen var lidt af en oplevelse. En noget interimistisk anordning i noget kædetræk. Man ned man jo altid komme. Jacob havde hinket ned over fjeldet på et ben, så vi var vel nogenlunde lige ynkelige. Kim fik slået teltet op, mens vi to andre så på. Jeg havde det som udtørret rosin, min gane var så tør at tungen hang fast og når jeg prøvede at spise eller drikke føles det som at hælde sand gennem spise spiserøret. Jeg var brugt. Dagen efter gik det bedre, men de næsten 14 dage tågede jeg rundt i en døs af svimmelhed og flimmer for øjnene.
Kan det så anbefales? -Egentlig ikke. Umiddelbart tænkte aldrig, aldrig mere –og så alligevel, måske skulle jeg en gang tage udfordringen op??? Hvis nogen skulle have lyst til at tage udfordringen op, for det synes jeg bestemt at man skal, hvis man vil prøve noget helt enestående, vil jeg da lige drysse ud med fif til hvad man ikke skal. #1 Tag ikke af sted kun 2 dage før konkurrencen. #2 Fyld ikke 7 brækposer under sejlturen. #3 Dehydrer ikke 4# Stil ikke op hvis du allerede er skadet. 5# Få ikke en låsning i nakken.
Norseman er bestemt en oplevelse værd, men som for alt andet i Norge (undtagen mandler og levertran) tager de sig godt betalt. Ca. 2000 kr. for en konkurrence hvor man ingenting får udover en finisher T-shirt (som for øvrigt er sort hvis man når helt op på toppen indenfor tidsgrænsen og hvid hvis man må tage til takke med at løbe frem og tilbage i bunden). Argg ok man får også en 3,8 km sejltur i mørke og en tur i en tvivlsom minevogn. Men ingen forplejning overhovedet og heller ingen ”athletes garden” efter mål. ”Afterparty” dagen derpå er også for egen regning. Dertil skal lægges transportudgifter til færge og brændstof plus overnatning, mad mv. Vær også opmærksom på at der INGEN tilskuere er, så det er altså ingen Roth-stemning du skal forvente, men det ville nu heller ikke være passende. Man skal have mindst en hjælper, gerne to, med bil. Det er bestemt en hård tjans at være hjælper under sådan et løb, så en kæmpe tak til Jacob og Kim.
Til gengæld får du en helt unik oplevelse, som man sent vil glemme!
 |
| Udsigt fra målområdet |
