Jeg var parat til at satse hele butikken og om nødvendigt parat til at betale prisen. Drømmen har altid været at løbe under 3 timer, også selvom det er længe siden det har fået et skud.
Jeg ville forsøge at løbe veldisponeret og i allerbedste fald med negativ split. Men efter 1/2 marathon, og faktisk allerede før, kunne jeg mærke, at der ikke var det overskud der burde være. Halvmaraton blev passeret i 1.31 og allerede alt for presset til at kunne øge på anden halvdel. Lur mig om jeg ikke et ganske kort øjeblik overvejede at kalde det en dag - ikke udgå, men bare tøffe i mål uden at skulle døje med ømme ben for en dybest set ligegyldig tid... Men selvfølgelig var det ikke en mulighed og selvfølgelig melder man sig ikke bare sådan uden videre ud af konkurrencen halvvejs.
En halvmaraton kan føles lang når man ved at det ender med noget utilfredsstillende, uanset hvad. Men jeg kendte risikoen på forhånd. Jeg forsøgte at hænge i, så godt jeg kunne. Prøvede at få det bedste ud af det, for man bliver altid klogere.
I virkeligheden var der slet ikke noget galt og ingen undskyldninger, udover at jeg bare måtte erkende, at jeg ikke var i tilstrækkelig god form til der her stunt. Vejret var optimalt og ruten er flad, der var ikke noget at klage over. Jeg tøffede ind på det olympiske stadion i 3.07. Træt men ikke aldeles smadret, som jeg ville have været hvis jeg havde ramt det flow og den form jeg håbede på.
Jeg kan ikke tage en konkurrence som en oplevelse og være tilfreds med dét. Men forløbet optil har jeg elsket. Jeg elsker at gå lige til grænsen i træningen og dér har jeg været. Jeg har virkelig nydt det korte, men intensive træningsforløb på 6 uger efter Kalmar Ironman.
Denne gang var det midlet der helligede målet. Det der marathon skulle have et skud og det fik det:-).
For 6 uger siden spurgte jeg (for sjov) Kim om vi ikke skulle løbe marathon i Amsterdam eller Frankfurt? Jo, det kan vi godt.... What??? Så begyndte Kim at træne til marathon og hoppede med på mit program, der med andre ord kunne kaldes fra 0-5 km pr uge til 80 km pr uge(!). Det får man nok ingen fysioterapeut til at anbefale, så jeg lukkede øjnene (og munden) og nød bare at vi kunne træne sammen. Flere gange var det mig der blev sat til vægs - plantet som et træ i Harzen. Der kom godt nok lidt grus i maskineriet undervejs og et bækken der låste, men hvad pokker det kunne være gået meget, meget værre...
At han så i dag hænger på mig de første 15 km, og måske nok falder med et brag, men ikke desto mindre ofrer sig for sagen og løber 3.21, er temmelig imponerende. Træt, decideret smadret og sur var han, da jeg mødte ham mål. - Sur over ikke blot at blive ydmyget da "3.15 ballonen" overhalede, men ovenikøbet fik han ballonen lige i hovedet. Han var også sur over at blive overhalet af nogle damer. Ikke bare damer, men tykke damer..., brummede han. Alt i alt var humøret dog ikke dårligere, end at det kunne reddes med en tur på Burger King, som var nøje planlagt siden udrejsen fredag.
Tak til Jan og Co for en super tur til Amsterdam, rammerne kunne ikke være bedre.
Nu vil jeg kalde det en sæson og nyde friheden. Jeg er mæt - ikke i træningsmæssig forstand, men mæt af konkurrencer. Mit bedste bud er også at kadaveret har brug for en pause og det får det for en stund.
