En famøs april-aften i Alcudia sad Kim i sofaen og beklagede sig lidt. "Arrghh mit ben...!" Det var dagen der havde budt på små 150 km i sadlen over bl.a. Sollér og Puig Major. "Det er da bare krampe", sagde fysioterapeuten, uden at tage nærmere notits af beklagelserne og hun prøvede samtidig at lukke munden på ham med en SaltStick... "Jamen kan det være en fibersprængning, det gør faktisk ret ondt...?". "Nej, man får da ikke en fibersprængning af at side i sofaen!", svarede fysioterapeuten.
Dagen derpå humpede han lidt af sted, men ikke nok til at slippe for dagens cykel-træning. Krampe skal jo som bekendt trænes væk, er der vidst én der en gang har sagt(?)....
Så gik der yderligere et par dage og baglåret blev blå-violet. Nå ok, så var det nok alligevel ikke krampe... Da fysioterapeuten (for at undgå for meget selv-medlidenhed) påpegede at det nok var en lille forstrækning, blev Kim alligevel mistænkelig. "Bliver det blåt af en forstrækning?". Arggghhh det er nok sådan en form for fiberspræning, altså bare en lille en....", sagde fysioterapeuten.
Og ja her halvanden uge efter er baglåret stadig blåt, altså af den der krampe/forstrækning/utrolig fibersprængning...... UNDSKYLD!
lørdag den 3. maj 2014
fredag den 18. april 2014
Mallorca din dejlige ø
Arrghh Mallorca er dejlig, ikke mindst på denne årstid. Frodig, modsat fx de kanariske øer og med rige muligheder for at køre både fladt og bjergrigt.
Vi havde valgt at leje cykler, for det bare meget lettere og jeg synes også at en racer er at foretrække i bjergene fremfor tri-cyklen. Men så er der lige det der med størrelsen, når man lejer en cykel. Normalt kører jeg på en str 49 eller 50, men de kæreske ty cykeludlejere påstår (og påstod sidste år) hårdnakket at jeg skal have en str 54 - jeg kan jo knap nå styret...! Derfor blev de da også lettere fornærmet da jeg med det samme ville have byttet til en anden str. Har du måske nogensinde før kørt på en Centurion? Nej, heldigvis ikke tænkte jeg, for Centurion er næppe det mærke der giver mest street credit, vel? Og det giver da slet ingen street credit når man oven i købet må køre rundt med en udlejningshjelm, der vist oprindeligt var en MTB hjelm, fordi min kære hjelm hårdhændet var blevet smadret under transporten herned:-(.
Okay, okay ...de indvilligede i at bytte cyklen også selvom jeg ikke havde kørt på den en dag (for at konstatere at den stadig ikke passede). Og okay, okay ....street credit eller ej, de Centurion cykler er faktisk rigtig fine og ligefrem en 2014-model.
Og så var der Kim, ham ville de også give en større cykel end normalt, som han heller ikke ville have og heller ikke ville køre på en dag først. Så blev de lidt mere fornærmede og det blev Kim også. Så mens de byttede cykler og pedaler rundt igen, fandt han noget brød, som helt sikkert ikke var tiltænkt ham. Det var dog så tørt, at han være ved at kvæles i det, så det blev han ikke just mere fornøjet af.
Der er afsindig mange cyklister hernede nu, det er helt vildt! Det er som om Mallorca virkelig har fået sin renæssance, selv blandt tri-folket - og det forstår jeg godt. Apropos tri-folk ja så er der selvfølgelig en vaskeægte triathlet på vores hotel. Sådan en rigtig prototype, en midaldrende herre, der hver dag kommer til morgenmaden i en ny (og det kan man selvfølgelig glæde sig over) finisher T-shirt. Han lagde roligt fra land med en marathon t-shirt, så røg den på ironman og nu venter jeg bare på udviklingen her sidst på ugen...
Den anden dag var vi på Sa Calobra, det er som om man har pligt til det. Det er en både smuk, fascinerede og lang stigning, som man ikke må snyde sig selv for. Men udover at mase rundt i bjergene har vi, som altid, en konkurrence kørerende. Det gælder om at finde den bedste panda - finalen er hjemad i flyveren. En panda er typisk en der har ligget en del ved poolen, men kan i princippet også være cyklist eller triatlet ikke at forglemme. I hvert fald er det én har en forkærlighed for at bære solbriller, gerne de store af slagsen og som, når solbrillerne afmonteres, har store hvide pandaøjne.
Ps i dag d. 20/4 har jeg selv udviklet mig til den ultimative panda - damn....
Vi havde valgt at leje cykler, for det bare meget lettere og jeg synes også at en racer er at foretrække i bjergene fremfor tri-cyklen. Men så er der lige det der med størrelsen, når man lejer en cykel. Normalt kører jeg på en str 49 eller 50, men de kæreske ty cykeludlejere påstår (og påstod sidste år) hårdnakket at jeg skal have en str 54 - jeg kan jo knap nå styret...! Derfor blev de da også lettere fornærmet da jeg med det samme ville have byttet til en anden str. Har du måske nogensinde før kørt på en Centurion? Nej, heldigvis ikke tænkte jeg, for Centurion er næppe det mærke der giver mest street credit, vel? Og det giver da slet ingen street credit når man oven i købet må køre rundt med en udlejningshjelm, der vist oprindeligt var en MTB hjelm, fordi min kære hjelm hårdhændet var blevet smadret under transporten herned:-(.
Okay, okay ...de indvilligede i at bytte cyklen også selvom jeg ikke havde kørt på den en dag (for at konstatere at den stadig ikke passede). Og okay, okay ....street credit eller ej, de Centurion cykler er faktisk rigtig fine og ligefrem en 2014-model.
Og så var der Kim, ham ville de også give en større cykel end normalt, som han heller ikke ville have og heller ikke ville køre på en dag først. Så blev de lidt mere fornærmede og det blev Kim også. Så mens de byttede cykler og pedaler rundt igen, fandt han noget brød, som helt sikkert ikke var tiltænkt ham. Det var dog så tørt, at han være ved at kvæles i det, så det blev han ikke just mere fornøjet af.
Der er afsindig mange cyklister hernede nu, det er helt vildt! Det er som om Mallorca virkelig har fået sin renæssance, selv blandt tri-folket - og det forstår jeg godt. Apropos tri-folk ja så er der selvfølgelig en vaskeægte triathlet på vores hotel. Sådan en rigtig prototype, en midaldrende herre, der hver dag kommer til morgenmaden i en ny (og det kan man selvfølgelig glæde sig over) finisher T-shirt. Han lagde roligt fra land med en marathon t-shirt, så røg den på ironman og nu venter jeg bare på udviklingen her sidst på ugen...
Den anden dag var vi på Sa Calobra, det er som om man har pligt til det. Det er en både smuk, fascinerede og lang stigning, som man ikke må snyde sig selv for. Men udover at mase rundt i bjergene har vi, som altid, en konkurrence kørerende. Det gælder om at finde den bedste panda - finalen er hjemad i flyveren. En panda er typisk en der har ligget en del ved poolen, men kan i princippet også være cyklist eller triatlet ikke at forglemme. I hvert fald er det én har en forkærlighed for at bære solbriller, gerne de store af slagsen og som, når solbrillerne afmonteres, har store hvide pandaøjne.
Ps i dag d. 20/4 har jeg selv udviklet mig til den ultimative panda - damn....
tirsdag den 1. april 2014
SMT Cup
I dag stod den på første afdeling af SMT Cup'en, det legendariske stjerneløb. Jeg må indrømme at jeg ikke var topmotiveret og det gik da også derefter. Men hva' pokker det er altid godt at blive vristet lidt ud ad komfortzonen. Annette vandt komfortabelt hos pigerne - og hun fik oveni købet presset tri-sportens svar på en forbudt muskelhund.
Superflot fremmøde, ikke mindst på trods af at mange var til VM ½ marathon i lørdags og nok havde en kende stive ben - dét kan jeg ikke en gang undskylde mig med:-).
Superflot fremmøde, ikke mindst på trods af at mange var til VM ½ marathon i lørdags og nok havde en kende stive ben - dét kan jeg ikke en gang undskylde mig med:-).
torsdag den 20. februar 2014
På langs og på højkant
Jeg havde ikke troet at den influenza skulle få mig ned med nakken, men det fik den altså. Dén var skyld i at jeg fredag måtte tage min første sygedag fra job/studie nogensinde, fraregnet sygedage grundet brækkede lemmer. Dén var også skyld i at jeg, da jeg havde allermest ondt af mig selv, naivt troede at Pinex ville dulme. Hvor er det vildt jeg tog en Pinex, ja faktisk to(!). Jeg er egentlig lidt i tvivl, men hvis jeg reelt har taget Pinex og lignende var det i hvert fald tilbage i forrige år tusinde(?). Ja og det hjalp da overhovedet heller ikke, så det var ligesom ingen grund til at fortsætte med disse hårde medikamenter.
Da jeg havde ligget i sengen i mere eller mindre 3 dage, var jeg ved at få nok. Med ondt skal ondt fordrives og med tankerne på en truende arbejdsdag mandag blev det tunge skyts kørt frem. Jeg mandede mig op og gjorde de indledende forberedelser til en gulerodssuppe med ingefær, lime og hvad jeg ellers kunne opstøve på matriklen. Men ak og ve, mens jeg var tilbage på mit sengeleje bredte sig en tung dunst og hvis jeg ikke allerede havde kvalme... Det var brændt på:-(.
Jeg overlevede mandagen, trods alt. Men først idag torsdag var svimmelheden væk. I går spurgte en venlig kollega hvordan det egentlig gik, for som han så venligt bemærkede "Du lignede lort i mandags". -Tak, sådan havde jeg det sådan set også....
Da jeg havde ligget i sengen i mere eller mindre 3 dage, var jeg ved at få nok. Med ondt skal ondt fordrives og med tankerne på en truende arbejdsdag mandag blev det tunge skyts kørt frem. Jeg mandede mig op og gjorde de indledende forberedelser til en gulerodssuppe med ingefær, lime og hvad jeg ellers kunne opstøve på matriklen. Men ak og ve, mens jeg var tilbage på mit sengeleje bredte sig en tung dunst og hvis jeg ikke allerede havde kvalme... Det var brændt på:-(.
Jeg overlevede mandagen, trods alt. Men først idag torsdag var svimmelheden væk. I går spurgte en venlig kollega hvordan det egentlig gik, for som han så venligt bemærkede "Du lignede lort i mandags". -Tak, sådan havde jeg det sådan set også....
mandag den 10. februar 2014
En trist januar
Januar blev på flere måder en trist indledning på 2014. Pludselig og uden varsel kan der blive vendt op og ned på alting. Endnu et par forbandede påmindelser om at nyde livet mens man har det. - I den sammenhæng bliver meget andet så pokkkers ligegyldigt.
De små og simple ting i livet, som jeg normalt kan finde på at berette om, kan forekomme helt ubetydelig og det er vel også grunden til at det ikke er sket....
Vanen tro har jeg ikke lagt mig fast på nogen konkurrencer i den indeværende sæson - jeg træner bare. 1/2 eller ironman i Hannover i juni kunne sagtens være et godt bud igen i år, men der er også andre overvejelser senere på sæsonen. Alle døre står åbne - og dog. Altså de døre der ikke allerede med lås og slå og kode er lukket få minutter eller timer efter de blev åbnet. Men for mig behøver det i virkeligheden slet ikke at være så famøst og der behøver ikke at være et IM logo. Derfor tager jeg det ganske roligt;-).
tirsdag den 17. december 2013
Comeback
Lidt søsyge skulle ikke få mig ned med nakken. Hvis jeg ikke kunne få delfiner og skildpadder at se* på det åbne ocean, skulle jeg nok finde dem på anden vis...
*dels fordi de ikke var der og dels fordi jeg havde lukkede øjne i 1½ time under min kamp for overlevelse....
Ok, lokalbussen til Palmitos Park kunne om ikke fremkalde en gedigen søsyge, så da i det mindste give enhver nordeuropæer en snert af skræk i livet. Men målet helligede midlet og dagen endte lykkeligt.
*dels fordi de ikke var der og dels fordi jeg havde lukkede øjne i 1½ time under min kamp for overlevelse....
Ok, lokalbussen til Palmitos Park kunne om ikke fremkalde en gedigen søsyge, så da i det mindste give enhver nordeuropæer en snert af skræk i livet. Men målet helligede midlet og dagen endte lykkeligt.
Delfin-synkronsvømning: Tjek
Skildpadder: Tjek
Spøjs børstefugl + sur fætter: Tjek
Orkidé makro: Tjek
Fortsat makro-blomster-flip*: Tjek
*fordi man bliver så glad:-)
søndag den 15. december 2013
Ud af en søstærk familie
Tilbage i 2006, på vej til Norseman, erfarede jeg hvor meget man egentlig kan nå at knække sig på en enkelt tur over Skagerak. Netop derfor var det også med lidt bange anelser, at jeg i dag skulle med på en såkaldt delfin- og hvalsafari. Men hvad der i virkeligheden havde lokket mig ud på den farefulde færd var selvfølgelig chancen for at se havskildpadder. Turtles yes, yes sagde den dygtige sælger.
Vi valgte den største katamaran, som vel også var den der gyngede mindst. Som det konkurrencemenneske jeg trods alt er, lurede jeg hurtigt konkurrenterne af. Heldigvis var der både børn og ældre om bord, så jeg vurderede at jeg havde en reel chance for ikke at være den første til at knække mig.
Humøret var relativ højt, da vi sejlede ud af havnen. Vandet var spejlblankt og høj solskin. Den første time, ud af to en halv, gik da også relativ harmløst. Meen så mærkede jeg de første kvalmende tegn og sagde til Kim: "Nu lukker jeg øjnene og åbner dem ikke før jeg ser en skildpadde". Alene den form for tåge-snak vidner vel allerede om, at man er ved at være jævnt presset. Kim fik da også fat i et par brækposer, mens jeg med lukkede øjnene og klamrende mig til stolen med begge hænder, fremstammede at jeg havde det fint.
Den næste halvanden time sad jeg så der og knækkede mig. Åbnende kun svagt øjenene når jeg fik en ny brækpose af en venlig kvinde på båden. Øjenene løb i vand, næsen løb, skiftevis overophedet og rystende af kulde - og om muligt mere bleg end normalt....
 |
| Her ses det tydelig hvor himmel og hav stod i ét... |
Der, på dødens rand, hørte jeg i det fjerne den venlige dame med brækposerne sige, at vi desværre ikke kom til at se hverken delfiner, hvaler eller skildpadder i dag. Det dårlige var at jeg så sad der til ingen verdens nytte. Det gode var at så behøvede jeg ikke at åbne øjnene.
Vi nærmede os land. Vandet var igen spejlblankt. Det skulle så ikke forhindre mig i at knække mig igen - 3 på stribe. Fast land under fødderne, sjældent har jeg følt mig så lykkelig. Forøvrigt, sagde den venlige dame, kan I få en gratis tur på tirsdag som kompensation. Nooooo.....
Da jeg igen kom til mig selv spurgte jeg Kim om jeg var den første der knækkede mig. Du var ikke bare den første, du var den eneste..... Hvad med børnene? Ja, de sov da. Nooooo.....
fredag den 29. november 2013
Low FODMAP diet
Man kan vænne sig til en del - og så alligevel med jævne mellemrum blive tilstrækkelig irriteret til at man føler, at man må gøre noget. Sådan har jeg haft det de seneste godt 3 år pga diverse mavekramper og maveproblemer i det hele taget. Der har været perioder hvor det er gået nogenlunde og perioder hvor udfordringerne har været større. Jeg har gennem de godt 3 år fået taget forskellige prøver og lavet en række undersøgelser, der ikke har påvist noget som helst.
Jeg har ikke været i tvivl om, at har et eller andet at gøre med hvad jeg spiser. Derfor har jeg prøvet lidt af hvert - eller rettere sagt undladt lidt af hvert i perioder. Lidt klogere blev jeg, men det lykkedes mig aldrig for alvor at finde kilden til problemerne. Derfor besluttede jeg, at når sæsonen var slut, ville jeg gøre endnu et forsøg på at finde ud af hvad problemerne skyldes.
I virkeligheden startede det med at jeg tilfældigvis hørte et P1 program omkring Low FODMAP diet tilbage i maj. Det lød interessant og det lød som noget der meget vel kunne hjælpe mig. Efter Amsterdam Marathon læste jeg mere om emnet og kontaktede Mette Borre der er i diætist og en af forfatteren bag den første danske bog om emnet. Jeg var til en samtale med Mette og det var en meget positiv oplevelse. Endelig virkede det til at jeg kunne få nogle retningslinjer at gå efter og noget helt konkret at afprøve. - Jeg var meget lettet;-).
Jeg har også investeret i bogen Low FODMAP diet der giver en meget grundig gennemgang af hvilke fødevarer man skal undgå og hvilke man gerne må spise. Der er også konkrete bud på hvordan man efter en periode kan prøve at genindføre fødevarer systematisk og en meget fin opskriftsamling.
Nu skal jeg skynde mig at sige at jeg ingen aktier har det her, hverken mht bogen eller kostvejledningen. Jeg er bare glad for at finde en løsning! Samtidig ved jeg også at mange er meget hårdere ramt end mig, så jeg skal ikke klage.
Og hvad er det så det der Low FODMAP diet? Det tager udgangspunkt i at nogle mennesker har svært ved at omsætte visse typer kulhydrater (laktose, fruktose, fruktaner, polyoler, galactooligosaccharider). I praksis betyder det rigtig mange fødevarer fx de fleste mælkeprodukter, hvede, rug, byg, visse typer frugt og grøntsager mv. Nogle fødevarer skal man helt undgå, andre kan man spise i mindre "doser". OMG - det er lidt af en udfordring at finde hoved og hale i, men igen er bogen en god hjælp, når man kommer i tvivl.
Jeg har ikke fulgt det 100%, nærmere 80-90% og nøj hvor har jeg haft det godt:-). Jeg ret sikker på at der en del af de ting jeg i første omgang har udelukket, som slet ikke giver problemer, så nu er det bare at prøve sig frem. - Men nu ved jeg endelig hvad jeg skal gå efter.
Nu sker der heldigvis ikke noget ved at man alligevel spiser noget af det der ikke er optimalt - i hvert fald ikke andet end at man får de velkendte symptomer fra før. Sjældent mere end et døgns tid, i værste fald. Derfor er der heller ikke noget man ikke må spise - det er udelukkende et spørgsmål om hvor godt man vil have det.
Efter Amsterdam Marathon tog jeg 3 ugers pause fra cykling og løb, derefter startede jeg roligt op med træningen igen. Der er ingen tvivl om at diæten kan give nogle udfordringer, hvis man skal træne hårdt. I hvert fald kræver det noget planlægning. Fx består mange energiprodukter af 1/3 fruktose, så lige nu tester jeg PurePowers Carbo Race neutral, der netop kun består af maltodextrin og ikke indeholder fruktose.
Jeg har ikke været i tvivl om, at har et eller andet at gøre med hvad jeg spiser. Derfor har jeg prøvet lidt af hvert - eller rettere sagt undladt lidt af hvert i perioder. Lidt klogere blev jeg, men det lykkedes mig aldrig for alvor at finde kilden til problemerne. Derfor besluttede jeg, at når sæsonen var slut, ville jeg gøre endnu et forsøg på at finde ud af hvad problemerne skyldes.
I virkeligheden startede det med at jeg tilfældigvis hørte et P1 program omkring Low FODMAP diet tilbage i maj. Det lød interessant og det lød som noget der meget vel kunne hjælpe mig. Efter Amsterdam Marathon læste jeg mere om emnet og kontaktede Mette Borre der er i diætist og en af forfatteren bag den første danske bog om emnet. Jeg var til en samtale med Mette og det var en meget positiv oplevelse. Endelig virkede det til at jeg kunne få nogle retningslinjer at gå efter og noget helt konkret at afprøve. - Jeg var meget lettet;-).
Jeg har også investeret i bogen Low FODMAP diet der giver en meget grundig gennemgang af hvilke fødevarer man skal undgå og hvilke man gerne må spise. Der er også konkrete bud på hvordan man efter en periode kan prøve at genindføre fødevarer systematisk og en meget fin opskriftsamling.
Nu skal jeg skynde mig at sige at jeg ingen aktier har det her, hverken mht bogen eller kostvejledningen. Jeg er bare glad for at finde en løsning! Samtidig ved jeg også at mange er meget hårdere ramt end mig, så jeg skal ikke klage.
Og hvad er det så det der Low FODMAP diet? Det tager udgangspunkt i at nogle mennesker har svært ved at omsætte visse typer kulhydrater (laktose, fruktose, fruktaner, polyoler, galactooligosaccharider). I praksis betyder det rigtig mange fødevarer fx de fleste mælkeprodukter, hvede, rug, byg, visse typer frugt og grøntsager mv. Nogle fødevarer skal man helt undgå, andre kan man spise i mindre "doser". OMG - det er lidt af en udfordring at finde hoved og hale i, men igen er bogen en god hjælp, når man kommer i tvivl.
Jeg har ikke fulgt det 100%, nærmere 80-90% og nøj hvor har jeg haft det godt:-). Jeg ret sikker på at der en del af de ting jeg i første omgang har udelukket, som slet ikke giver problemer, så nu er det bare at prøve sig frem. - Men nu ved jeg endelig hvad jeg skal gå efter.
Nu sker der heldigvis ikke noget ved at man alligevel spiser noget af det der ikke er optimalt - i hvert fald ikke andet end at man får de velkendte symptomer fra før. Sjældent mere end et døgns tid, i værste fald. Derfor er der heller ikke noget man ikke må spise - det er udelukkende et spørgsmål om hvor godt man vil have det.
Efter Amsterdam Marathon tog jeg 3 ugers pause fra cykling og løb, derefter startede jeg roligt op med træningen igen. Der er ingen tvivl om at diæten kan give nogle udfordringer, hvis man skal træne hårdt. I hvert fald kræver det noget planlægning. Fx består mange energiprodukter af 1/3 fruktose, så lige nu tester jeg PurePowers Carbo Race neutral, der netop kun består af maltodextrin og ikke indeholder fruktose.
fredag den 22. november 2013
Sæsonen 2013
På sådan nærmest majestætisk manér, vil jeg tillade mig at gøre status over sæsonen der er gået. - Uden jeg dog decideret har tænkt mig at takke hverken Gud, grønlænderne eller søens folk....
Det hele startede med nogle Dupont motionsløb i Århus på 10 km distancen. D. 3. februar løb jeg 1. runde i Viby. Optakten havde ikke været optimal med småsygdom over nogle uger og resultatet blev derefter, 40.26. 3 uger senere løb jeg igen Dupont Cup og sneg mig kun lige under de 40 min, da det endelig resultat kom. Atter 4 uger efter stod den på DM 10 km landevej. Var i tvivl til det sidste om jeg skulle stille op, men gjorde det og endte i 39.48.2 Knap 14 dage efter DM løb jeg sidste afdeling af Dupont Cup'en og på trods at det var ovenpå en hård træningsuge og tilmed presset ind lige efter arbejde, blev tiden præcis den samme som til DM 39.48. Summa summarum så blev det lille forårs-projekt "komme i god løbeform" ikke hvad jeg havde håbet på.
Først tri-stævne blev genopståede Ikast Triathlon på 1/10 distancen 26. april. Jeg cyklede frem og tilbage og havde en nogenlunde konkurrence. Der gik lidt koks i tidtagning, men jeg vil mene at jeg var første pige i mål;-).
Frem mod Ironman i Hannover var det træningen, fremfor konkurrencer der blev prioriteret. Det hele tegnede egentlig ganske fornuftigt, men ak og ve... Oversvømmelse, lave temperaturer og kraftig vind (ja og så lige en gedigen gang hold i nakken) gjorde det til en mindre fornøjelig omgang. Første pige i mål, trods alt, og nogle erfaringer rigere. Jeg var også rimelig fortrøstningsfuld mht formen, så alt i alt ok.
Gudenå Openwater 14 dage efter ironman blev min første åbentvandskonkurrence nogensinde. Ok at prøve og et fint arrangement, men nok ikke det jeg vil prioritere fremover. Jeg kom igennem, som man siger.
Sidst i juni deltog jeg i årets eneste SMT Cup, desværre. Aquathlon bestående af 500m søsvømning og 4 km løb. Jeg fik kamp til stregen og brillerede ved at være lige ved at vride om på foden på de sidste meter.
Første weekend i juli stod den på DM ½ ironman i Ålborg. Endnu en gang fantastisk vejr og et flot arrangement. Jeg blev 3'er i eliteklassen og det skal jeg nok i virkeligheden være godt tilfreds med.
Så stod den ellers på træning frem mod årets helt store mål: Ironman Kalmar. Vejret var fantastisk hen over sommeren, så det betød knap så meget at det ikke blev til nogen sommerferie før efter konkurrencen.
De sidste dage op til konkurrencen følte jeg virkelig at alting flaskede sig og alt virkede ret perfekt i min optik. Vejrudsigten meldte om kraftig blæst på konkurrencedagen, men det bekymrede mig ikke. Jeg følte mig SÅ klar.
Status for dagen: En hård og langsom svømning. En fornuftig cykling, vejret taget i betragtning. Et meget skuffende løb præget af voldsomme mavekramper. Jeg var ærgerlig og skuffet - især fordi jeg vitterlig ikke vidste hvad jeg kunne have gjort anderledes. Mavekramperne fortsatte de efterfølgende dage:-, (. Det blev til en 7. plads, forbandet tæt på top 5, men det var jeg nu ret ligeglad med i situationen. -Og så er det jo lige at man midt i al elendigheden skal huske at det jo bare er et fritids-selvrealiseringsprojekt, så for pokker man kommer jo nok over det.
Et jobskifte og ikke mindst erfaringer fra de to seneste år, gav et pænt hint om jeg ikke skulle køre en ironmankonkurrence mere i år. Jeg havde dog længe haft løst til at prøve at løbe marathon igen. Amsterdam Marathon endte det med at blive. Træningsforløbet var hårdt og intenst, men jeg elskede det. Det blev også til en enkelt halvmarathon i Herning undervejs, hvor jeg løb ganske kontrolleret.
I lighed med optil Kalmar følte jeg igen at Tommy havde timet formen helt perfekt frem mod Amsterdam Marathon og igen følte jeg mig virkelig klar til konkurrencen. Amsterdam Marathon endte et pænt stykke fra hvad der var målet og drømmen. Tiden blev 3.07. Jeg vidste der var mere at give af, men vidste altså igen ikke hvordan eller hvad jeg skulle gøre anderledes. - Dét er i virkeligheden det mest frustrerende.
Når jeg tænker tilbage på sæsonen, så synes jeg at formen og timingen har været noget nær perfekt optil både Ironman Kalmar og Amsterdam Marathon. Jeg har følt mig fysisk og mentalt klar, mere end nogensinde før, men jeg har ikke slået til som jeg gerne ville. Måske er jeg allerede blevet klogere, det vil jeg vende tilbage til en anden god gang. For måske er det i virkeligheden det der driver, nemlig at analysere og forsøge at optimere.
Nu skal det ikke handle om mig selv det hele. For igen år har jeg trænet en flok triathleter og løbere. Primært har det været gengangere fra tidligere år, men også enkelte nye. Alle har gjort det godt på hver sit niveau og processen er virkelig interessant for mig. Nogle er allerede i gang igen med struktureret træning, men andre nyder lidt off season med lystbetonet træning for en stund.
Sluttelig vil jeg gerne takke de samarbejdspartnere der har støttet mig og mit hjemmesideprojekt TriTalk.dk gennem sæsonen - I har gjort det hele både lettere og sjovere.
En stor tak til:
Børkop Cykler, Ryders Eyewear, Nineteen Wetsuits/DDTri, CEP, PurePower, Nøddebazaren, Ultrarun/Saltstick, ActiveAid, GripGrab og Kettlebell Shop.
Det hele startede med nogle Dupont motionsløb i Århus på 10 km distancen. D. 3. februar løb jeg 1. runde i Viby. Optakten havde ikke været optimal med småsygdom over nogle uger og resultatet blev derefter, 40.26. 3 uger senere løb jeg igen Dupont Cup og sneg mig kun lige under de 40 min, da det endelig resultat kom. Atter 4 uger efter stod den på DM 10 km landevej. Var i tvivl til det sidste om jeg skulle stille op, men gjorde det og endte i 39.48.2 Knap 14 dage efter DM løb jeg sidste afdeling af Dupont Cup'en og på trods at det var ovenpå en hård træningsuge og tilmed presset ind lige efter arbejde, blev tiden præcis den samme som til DM 39.48. Summa summarum så blev det lille forårs-projekt "komme i god løbeform" ikke hvad jeg havde håbet på.
Først tri-stævne blev genopståede Ikast Triathlon på 1/10 distancen 26. april. Jeg cyklede frem og tilbage og havde en nogenlunde konkurrence. Der gik lidt koks i tidtagning, men jeg vil mene at jeg var første pige i mål;-).
Frem mod Ironman i Hannover var det træningen, fremfor konkurrencer der blev prioriteret. Det hele tegnede egentlig ganske fornuftigt, men ak og ve... Oversvømmelse, lave temperaturer og kraftig vind (ja og så lige en gedigen gang hold i nakken) gjorde det til en mindre fornøjelig omgang. Første pige i mål, trods alt, og nogle erfaringer rigere. Jeg var også rimelig fortrøstningsfuld mht formen, så alt i alt ok.
Gudenå Openwater 14 dage efter ironman blev min første åbentvandskonkurrence nogensinde. Ok at prøve og et fint arrangement, men nok ikke det jeg vil prioritere fremover. Jeg kom igennem, som man siger.
Sidst i juni deltog jeg i årets eneste SMT Cup, desværre. Aquathlon bestående af 500m søsvømning og 4 km løb. Jeg fik kamp til stregen og brillerede ved at være lige ved at vride om på foden på de sidste meter.
Første weekend i juli stod den på DM ½ ironman i Ålborg. Endnu en gang fantastisk vejr og et flot arrangement. Jeg blev 3'er i eliteklassen og det skal jeg nok i virkeligheden være godt tilfreds med.
Så stod den ellers på træning frem mod årets helt store mål: Ironman Kalmar. Vejret var fantastisk hen over sommeren, så det betød knap så meget at det ikke blev til nogen sommerferie før efter konkurrencen.
De sidste dage op til konkurrencen følte jeg virkelig at alting flaskede sig og alt virkede ret perfekt i min optik. Vejrudsigten meldte om kraftig blæst på konkurrencedagen, men det bekymrede mig ikke. Jeg følte mig SÅ klar.
Status for dagen: En hård og langsom svømning. En fornuftig cykling, vejret taget i betragtning. Et meget skuffende løb præget af voldsomme mavekramper. Jeg var ærgerlig og skuffet - især fordi jeg vitterlig ikke vidste hvad jeg kunne have gjort anderledes. Mavekramperne fortsatte de efterfølgende dage:-, (. Det blev til en 7. plads, forbandet tæt på top 5, men det var jeg nu ret ligeglad med i situationen. -Og så er det jo lige at man midt i al elendigheden skal huske at det jo bare er et fritids-selvrealiseringsprojekt, så for pokker man kommer jo nok over det.
Et jobskifte og ikke mindst erfaringer fra de to seneste år, gav et pænt hint om jeg ikke skulle køre en ironmankonkurrence mere i år. Jeg havde dog længe haft løst til at prøve at løbe marathon igen. Amsterdam Marathon endte det med at blive. Træningsforløbet var hårdt og intenst, men jeg elskede det. Det blev også til en enkelt halvmarathon i Herning undervejs, hvor jeg løb ganske kontrolleret.
I lighed med optil Kalmar følte jeg igen at Tommy havde timet formen helt perfekt frem mod Amsterdam Marathon og igen følte jeg mig virkelig klar til konkurrencen. Amsterdam Marathon endte et pænt stykke fra hvad der var målet og drømmen. Tiden blev 3.07. Jeg vidste der var mere at give af, men vidste altså igen ikke hvordan eller hvad jeg skulle gøre anderledes. - Dét er i virkeligheden det mest frustrerende.
Når jeg tænker tilbage på sæsonen, så synes jeg at formen og timingen har været noget nær perfekt optil både Ironman Kalmar og Amsterdam Marathon. Jeg har følt mig fysisk og mentalt klar, mere end nogensinde før, men jeg har ikke slået til som jeg gerne ville. Måske er jeg allerede blevet klogere, det vil jeg vende tilbage til en anden god gang. For måske er det i virkeligheden det der driver, nemlig at analysere og forsøge at optimere.
Nu skal det ikke handle om mig selv det hele. For igen år har jeg trænet en flok triathleter og løbere. Primært har det været gengangere fra tidligere år, men også enkelte nye. Alle har gjort det godt på hver sit niveau og processen er virkelig interessant for mig. Nogle er allerede i gang igen med struktureret træning, men andre nyder lidt off season med lystbetonet træning for en stund.
Sluttelig vil jeg gerne takke de samarbejdspartnere der har støttet mig og mit hjemmesideprojekt TriTalk.dk gennem sæsonen - I har gjort det hele både lettere og sjovere.
En stor tak til:
Børkop Cykler, Ryders Eyewear, Nineteen Wetsuits/DDTri, CEP, PurePower, Nøddebazaren, Ultrarun/Saltstick, ActiveAid, GripGrab og Kettlebell Shop.
søndag den 20. oktober 2013
Amsterdam Marathon
Jeg var parat til at satse hele butikken og om nødvendigt parat til at betale prisen. Drømmen har altid været at løbe under 3 timer, også selvom det er længe siden det har fået et skud.
Jeg ville forsøge at løbe veldisponeret og i allerbedste fald med negativ split. Men efter 1/2 marathon, og faktisk allerede før, kunne jeg mærke, at der ikke var det overskud der burde være. Halvmaraton blev passeret i 1.31 og allerede alt for presset til at kunne øge på anden halvdel. Lur mig om jeg ikke et ganske kort øjeblik overvejede at kalde det en dag - ikke udgå, men bare tøffe i mål uden at skulle døje med ømme ben for en dybest set ligegyldig tid... Men selvfølgelig var det ikke en mulighed og selvfølgelig melder man sig ikke bare sådan uden videre ud af konkurrencen halvvejs.
En halvmaraton kan føles lang når man ved at det ender med noget utilfredsstillende, uanset hvad. Men jeg kendte risikoen på forhånd. Jeg forsøgte at hænge i, så godt jeg kunne. Prøvede at få det bedste ud af det, for man bliver altid klogere.
I virkeligheden var der slet ikke noget galt og ingen undskyldninger, udover at jeg bare måtte erkende, at jeg ikke var i tilstrækkelig god form til der her stunt. Vejret var optimalt og ruten er flad, der var ikke noget at klage over. Jeg tøffede ind på det olympiske stadion i 3.07. Træt men ikke aldeles smadret, som jeg ville have været hvis jeg havde ramt det flow og den form jeg håbede på.
Jeg kan ikke tage en konkurrence som en oplevelse og være tilfreds med dét. Men forløbet optil har jeg elsket. Jeg elsker at gå lige til grænsen i træningen og dér har jeg været. Jeg har virkelig nydt det korte, men intensive træningsforløb på 6 uger efter Kalmar Ironman.
Denne gang var det midlet der helligede målet. Det der marathon skulle have et skud og det fik det:-).
For 6 uger siden spurgte jeg (for sjov) Kim om vi ikke skulle løbe marathon i Amsterdam eller Frankfurt? Jo, det kan vi godt.... What??? Så begyndte Kim at træne til marathon og hoppede med på mit program, der med andre ord kunne kaldes fra 0-5 km pr uge til 80 km pr uge(!). Det får man nok ingen fysioterapeut til at anbefale, så jeg lukkede øjnene (og munden) og nød bare at vi kunne træne sammen. Flere gange var det mig der blev sat til vægs - plantet som et træ i Harzen. Der kom godt nok lidt grus i maskineriet undervejs og et bækken der låste, men hvad pokker det kunne være gået meget, meget værre...
At han så i dag hænger på mig de første 15 km, og måske nok falder med et brag, men ikke desto mindre ofrer sig for sagen og løber 3.21, er temmelig imponerende. Træt, decideret smadret og sur var han, da jeg mødte ham mål. - Sur over ikke blot at blive ydmyget da "3.15 ballonen" overhalede, men ovenikøbet fik han ballonen lige i hovedet. Han var også sur over at blive overhalet af nogle damer. Ikke bare damer, men tykke damer..., brummede han. Alt i alt var humøret dog ikke dårligere, end at det kunne reddes med en tur på Burger King, som var nøje planlagt siden udrejsen fredag.
Tak til Jan og Co for en super tur til Amsterdam, rammerne kunne ikke være bedre.
Nu vil jeg kalde det en sæson og nyde friheden. Jeg er mæt - ikke i træningsmæssig forstand, men mæt af konkurrencer. Mit bedste bud er også at kadaveret har brug for en pause og det får det for en stund.
Abonner på:
Opslag (Atom)