D -> SC -> FL -> A -> D

Årets sommerferie skulle skydes tidligt af for at få det til at passe med job og studiestart. Bilen var pakket med cykler, vandrerstøvler og hvad man ellers kunne få brug for. Først et kort pit stop i Sydtyskland og derfra videre til Leysin i Schweiz - hvilket fantastisk sted. En mindre by i 1300m højde. Det er her Lisbeth Kristensen og Team TBB holdte til - og jeg tror da pokker at de var/er så gode. For nærmest uanset hvor man cykler hen skal man altid slutte med en ca 14 km lang stigning op mod Leysin. Der var ikke mange turister, så vi nød bare stilheden. Vandrede og cyklede i bjergene (ufff...) og selv på byens løberute kunne man hurtigt komme til kort med mange højdemeter. Selv kortere cykelture á 50-70 km byder lynhurtigt på små 2000hm(!). Vi fik også cyklet rundt om Genevé-søen, en tur på godt 170 km og et uventet smut ind i Frankrig - denne tur er dog ganske flad.

En dag ville vi tage et tog til Lousanne og her kom vores manglende fransk-evner os ikke just til gode. Da vi skulle købe togbilletter var vi lige ved at havne i Luzern i stedet for Lousanne....

Flot, men dyrt - er den gængse holdning til Schweiz. Flot ja og vel det er vel også 10-20% dyrere at tage ud at spise i Schweiz ift Danmark. Men for nogle primitive mennesker som os der ikke har behov for at tage ud og spise store bøffer og drikke rødvin, er det altså ikke noget problem. Vi havde på nærmest tysker-manér taget mad med i køletasken og klarede os langt henad vejen med det. En enkelt aften spenderede vi den nette sum af knap 240 kr (for 2 pers) på at tage ud at spise, så det var det vildeste. I Leysin kunne man få et endog stort hotelværelse til under 500 kr/nat incl morgenmas og det kan man næppe i Danmark.

Efter en lille uge i Leysin fortsatte turen til Lichtenstein. Jeg kunne godt tænke mig at besøge miniput-landet med samme antal indbyggere som Silkeborg. I Lichtenstein havde jeg bestilt et værelse med bjergudsigt og det skal jeg da lige love for at vi fik. Velsagtens i nærheden af 20 km op af mindre bjergveje - men smukt var det. Der er fine vandrerrute i Lichtensteins alper og vi fik en fin på panoramatur på 4-5 timer. Generelt er serviceniveauet højt i Lichtenstein, der er pænt og rent - selv på offentlige toiletter(!). Sproget er Tysk (med en god accent) og møntfoden Schweizerfranc. Vi var også et smut i Vaduz (hovedstaden;-).

Fra Lichtenstein gik turen til Mayrhofen i Østrig. Et stort skisportsområde om vinteren, men her tidligt på sommeren først og fremmest besøgt at pensionister. - Så vi trak gennemsnitsalderen en del ned. Det var så udpræget at Kim en dag under en bustur tørt konstaterede at hvis bussen kørte udover en skrænt ville staten da spare en del penge i pension;-). Vi boede lidt udenfor og det passede os ganske fint. Vi var heldige at få den lækreste lejlighed - som egentlig ikke var den vi havde booket, men vi klager ikke;-). Mayrhofen er først og fremmest i godt udgangspunkt for vandrerture i alperne, men også gode cykel muligheder og sågar sommer-skiløb hvis man kører til den nærliggende gletcher Hintertuxer.

Nu da jeg ikke just har nogen konkurrence-planer nød jeg friheden til også at kunne lave en masse andet end "blot" svømning, cykling og løb. Vi var på nogle superlækre vandrerture i bjergene og investerede sågar i et par vandrerstave (havde lykkelig glemt hvor ømme ben man kan få af at gå stejlt nedad i et par timer uden stave). Og det der med stave. I Danmark er det vidst stadig pinligt at gå med stave - og noget man nødigt gør hvis man ikke enten er over 70 eller det er mørkt. I Danmark hedder det stavgang. Men i alperne har næsten alle stave og her hedder det trekking - det lyder da også sejere. 

Efter to uger i alperne vendte vi nordpå med i stop i Tyskland undervejs. Her blev sejren i VM kvartfinalen fejret med manér. De sagde at vi bare kunne blive til finalen, for så skulle vi få en fest at se - og det får de jo ret i:-).

Fremtiden?

Der sker en del skøre ting for tiden og det er sådan set hverken af trænings- eller konkurrencemæssig karakter....

I sidste weekend var der ironman i Hannover og for første gang i 4 år var jeg ikke med. Det var helt underligt. Jeg er stadig vild med det stævne og satser på at vende tilbage;-).

Førstkommende projekt er, at jeg er blevet optaget på kandidatstudiet i fysioterapi på SDU i Odense. Udover selve studiet skal transporten og en udsigt til 2 år på SU nok blive en udfordring. Lige nu ser jeg frem til at starte d. 25. august - og så må det bære eller briste....? Hmm jeg har overvejet det siden uddannelsen startede og nu skal det altså have et skud!

Det er da bare krampe, sagde fysioterapeuten

En famøs april-aften i Alcudia sad Kim i sofaen og beklagede sig lidt. "Arrghh mit ben...!" Det var dagen der havde budt på små 150 km i sadlen over bl.a. Sollér og Puig Major. "Det er da bare krampe", sagde fysioterapeuten, uden at tage nærmere notits af beklagelserne og hun prøvede samtidig at lukke munden på ham med en SaltStick... "Jamen kan det være en fibersprængning, det gør faktisk ret ondt...?". "Nej, man får da ikke en fibersprængning af at side i sofaen!", svarede fysioterapeuten.

Dagen derpå humpede han lidt af sted, men ikke nok til at slippe for dagens cykel-træning. Krampe skal jo som bekendt trænes væk, er der vidst én der en gang har sagt(?)....

Så gik der yderligere et par dage og baglåret blev blå-violet. Nå ok, så var det nok alligevel ikke krampe... Da fysioterapeuten (for at undgå for meget selv-medlidenhed) påpegede at det nok var en lille forstrækning, blev Kim alligevel mistænkelig. "Bliver det blåt af en forstrækning?". Arggghhh det er nok sådan en form for fiberspræning, altså bare en lille en....", sagde fysioterapeuten.

Og ja her halvanden uge efter er baglåret stadig blåt, altså af den der krampe/forstrækning/utrolig fibersprængning...... UNDSKYLD!

Mallorca din dejlige ø

Arrghh Mallorca er dejlig, ikke mindst på denne årstid. Frodig, modsat fx de kanariske øer og med rige muligheder for at køre både fladt og bjergrigt.

Vi havde valgt at leje cykler, for det bare meget lettere og jeg synes også at en racer er at foretrække i bjergene fremfor tri-cyklen. Men så er der lige det der med størrelsen, når man lejer en cykel. Normalt kører jeg på en str 49 eller 50, men de kæreske ty cykeludlejere påstår (og påstod sidste år) hårdnakket at jeg skal have en str 54 - jeg kan jo knap nå styret...! Derfor blev de da også lettere fornærmet da jeg med det samme ville have byttet til en anden str. Har du måske nogensinde før kørt på en Centurion? Nej, heldigvis ikke tænkte jeg, for Centurion er næppe det mærke der giver mest street credit, vel? Og det giver da slet ingen street credit når man oven i købet må køre rundt med en udlejningshjelm, der vist oprindeligt var en MTB hjelm, fordi min kære hjelm hårdhændet var blevet smadret under transporten herned:-(.

Okay, okay ...de indvilligede i at bytte cyklen også selvom jeg ikke havde kørt på den en dag (for at konstatere at den stadig ikke passede). Og okay, okay ....street credit eller ej, de Centurion cykler er faktisk rigtig fine og ligefrem en 2014-model.

Og så var der Kim, ham ville de også give en større cykel end normalt, som han heller ikke ville have og heller ikke ville køre på en dag først. Så blev de lidt mere fornærmede og det blev Kim også. Så mens de byttede cykler og pedaler rundt igen, fandt han noget brød, som helt sikkert ikke var tiltænkt ham. Det var dog så tørt, at han være ved at kvæles i det, så det blev han ikke just mere fornøjet af.

Der er afsindig mange cyklister hernede nu, det er helt vildt! Det er som om Mallorca virkelig har fået sin renæssance, selv blandt tri-folket - og det forstår jeg godt. Apropos tri-folk ja så er der selvfølgelig en vaskeægte triathlet på vores hotel. Sådan en rigtig prototype, en midaldrende herre, der hver dag kommer til morgenmaden i en ny (og det kan man selvfølgelig glæde sig over) finisher T-shirt. Han lagde roligt fra land med en marathon t-shirt, så røg den på ironman og nu venter jeg bare på udviklingen her sidst på ugen...

Den anden dag var vi på Sa Calobra, det er som om man har pligt til det. Det er en både smuk, fascinerede og lang stigning, som man ikke må snyde sig selv for. Men udover at mase rundt i bjergene har vi, som altid, en konkurrence kørerende. Det gælder om at finde den bedste panda - finalen er hjemad i flyveren. En panda er typisk en der har ligget en del ved poolen, men kan i princippet også være cyklist eller triatlet ikke at forglemme. I hvert fald er det én har en forkærlighed for at bære solbriller, gerne de store af slagsen og som, når solbrillerne afmonteres, har store hvide pandaøjne.

Ps i dag d. 20/4 har jeg selv udviklet mig til den ultimative panda - damn....

SMT Cup

I dag stod den på første afdeling af SMT Cup'en, det legendariske stjerneløb. Jeg må indrømme at jeg ikke var topmotiveret og det gik da også derefter. Men hva' pokker det er altid godt at blive vristet lidt ud ad komfortzonen. Annette vandt komfortabelt hos pigerne - og hun fik oveni købet presset tri-sportens svar på en forbudt muskelhund.

Superflot fremmøde, ikke mindst på trods af at mange var til VM ½ marathon i lørdags og nok havde en kende stive ben - dét kan jeg ikke en gang undskylde mig med:-).

På langs og på højkant

Jeg havde ikke troet at den influenza skulle få mig ned med nakken, men det fik den altså. Dén var skyld i at jeg fredag måtte tage min første sygedag fra job/studie nogensinde, fraregnet sygedage grundet brækkede lemmer. Dén var også skyld i at jeg, da jeg havde allermest ondt af mig selv, naivt troede at Pinex ville dulme. Hvor er det vildt jeg tog en Pinex, ja faktisk to(!). Jeg er egentlig lidt i tvivl, men hvis jeg reelt har taget Pinex og lignende var det i hvert fald tilbage i forrige år tusinde(?). Ja og det hjalp da overhovedet heller ikke, så det var ligesom ingen grund til at fortsætte med disse hårde medikamenter.

Da jeg havde ligget i sengen i mere eller mindre 3 dage, var jeg ved at få nok. Med ondt skal ondt fordrives og med tankerne på en truende arbejdsdag mandag blev det tunge skyts kørt frem. Jeg mandede mig op og gjorde de indledende forberedelser til en gulerodssuppe med ingefær, lime og hvad jeg ellers kunne opstøve på matriklen. Men ak og ve, mens jeg var tilbage på mit sengeleje bredte sig en tung dunst og hvis jeg ikke allerede havde kvalme... Det var brændt på:-(.

Jeg overlevede mandagen, trods alt. Men først idag torsdag var svimmelheden væk. I går spurgte en venlig kollega hvordan det egentlig gik, for som han så venligt bemærkede "Du lignede lort i mandags". -Tak, sådan havde jeg det sådan set også....

En trist januar

Januar blev på flere måder en trist indledning på 2014. Pludselig og uden varsel kan der blive vendt op og ned på alting. Endnu et par forbandede påmindelser om at nyde livet mens man har det. - I den sammenhæng bliver meget andet så pokkkers ligegyldigt.

De små og simple ting i livet, som jeg normalt kan finde på at berette om, kan forekomme helt ubetydelig og det er vel også grunden til at det ikke er sket....

Vanen tro har jeg ikke lagt mig fast på nogen konkurrencer i den indeværende sæson - jeg træner bare. 1/2 eller ironman i Hannover i juni kunne sagtens være et godt bud igen i år, men der er også andre overvejelser senere på sæsonen. Alle døre står åbne - og dog. Altså de døre der ikke allerede med lås og slå og kode er lukket få minutter eller timer efter de blev åbnet. Men for mig behøver det i virkeligheden slet ikke at være så famøst og der behøver ikke at være et IM logo. Derfor tager jeg det ganske roligt;-).

Comeback

Lidt søsyge skulle ikke få mig ned med nakken. Hvis jeg ikke kunne få delfiner og skildpadder at se* på det åbne ocean, skulle jeg nok finde dem på anden vis...

*dels fordi de ikke var der og dels fordi jeg havde lukkede øjne i 1½ time under min kamp for overlevelse....

Ok, lokalbussen til Palmitos Park kunne om ikke fremkalde en gedigen søsyge, så da i det mindste give enhver nordeuropæer en snert af skræk i livet. Men målet helligede midlet og dagen endte lykkeligt.

Delfin-synkronsvømning: Tjek

Skildpadder: Tjek

Spøjs børstefugl + sur fætter: Tjek

 

 

 

Orkidé makro: Tjek

 

 

 

 

Fortsat makro-blomster-flip*: Tjek

 

*fordi man bliver så glad:-)





Ud af en søstærk familie

Tilbage i 2006, på vej til Norseman, erfarede jeg hvor meget man egentlig kan nå at knække sig på en enkelt tur over Skagerak. Netop derfor var det også med lidt bange anelser, at jeg i dag skulle med på en såkaldt delfin- og hvalsafari. Men hvad der i virkeligheden havde lokket mig ud på den farefulde færd var selvfølgelig chancen for at se havskildpadder. Turtles yes, yes sagde den dygtige sælger.

Vi valgte den største katamaran, som vel også var den der gyngede mindst. Som det konkurrencemenneske jeg trods alt er, lurede jeg hurtigt konkurrenterne af. Heldigvis var der både børn og ældre om bord, så jeg vurderede at jeg havde en reel chance for ikke at være den første til at knække mig.

Humøret var relativ højt, da vi sejlede ud af havnen. Vandet var spejlblankt og høj solskin. Den første time, ud af to en halv, gik da også relativ harmløst. Meen så mærkede jeg de første kvalmende tegn og sagde til Kim: "Nu lukker jeg øjnene og åbner dem ikke før jeg ser en skildpadde". Alene den form for tåge-snak vidner vel allerede om, at man er ved at være jævnt presset. Kim fik da også fat i et par brækposer, mens jeg med lukkede øjnene og klamrende mig til stolen med begge hænder, fremstammede at jeg havde det fint.

Den næste halvanden time sad jeg så der og knækkede mig. Åbnende kun svagt øjenene når jeg fik en ny brækpose af en venlig kvinde på båden. Øjenene løb i vand, næsen løb, skiftevis overophedet og rystende af kulde - og om muligt mere bleg end normalt....

Her ses det tydelig hvor himmel og hav stod i ét...

                                Der, på dødens rand, hørte jeg i det fjerne den venlige dame med brækposerne sige, at vi desværre ikke kom til at se hverken delfiner, hvaler eller skildpadder i dag. Det dårlige var at jeg så sad der til ingen verdens nytte. Det gode var at så behøvede jeg ikke at åbne øjnene.

Vi nærmede os land. Vandet var igen spejlblankt. Det skulle så ikke forhindre mig i at knække mig igen - 3 på stribe. Fast land under fødderne, sjældent har jeg følt mig så lykkelig. Forøvrigt, sagde den venlige dame, kan I få en gratis tur på tirsdag som kompensation. Nooooo.....

Da jeg igen kom til mig selv spurgte jeg Kim om jeg var den første der knækkede mig. Du var ikke bare den første, du var den eneste..... Hvad med børnene? Ja, de sov da. Nooooo.....

Low FODMAP diet

Man kan vænne sig til en del - og så alligevel med jævne mellemrum blive tilstrækkelig irriteret til at man føler, at man må gøre noget. Sådan har jeg haft det de seneste godt 3 år pga diverse mavekramper og maveproblemer i det hele taget. Der har været perioder hvor det er gået nogenlunde og perioder hvor udfordringerne har været større. Jeg har gennem de godt 3 år fået taget forskellige prøver og lavet en række undersøgelser, der ikke har påvist noget som helst.

Jeg har ikke været i tvivl om, at har et eller andet at gøre med hvad jeg spiser. Derfor har jeg prøvet lidt af hvert - eller rettere sagt undladt lidt af hvert i perioder. Lidt klogere blev jeg, men det lykkedes mig aldrig for alvor at finde kilden til problemerne. Derfor besluttede jeg, at når sæsonen var slut, ville jeg gøre endnu et forsøg på at finde ud af hvad problemerne skyldes.

I virkeligheden startede det med at jeg tilfældigvis hørte et P1 program omkring Low FODMAP diet tilbage i maj. Det lød interessant og det lød som noget der meget vel kunne hjælpe mig. Efter Amsterdam Marathon læste jeg mere om emnet og kontaktede Mette Borre der er i diætist og en af forfatteren bag den første danske bog om emnet. Jeg var til en samtale med Mette og det var en meget positiv oplevelse. Endelig virkede det til at jeg kunne få nogle retningslinjer at gå efter og noget helt konkret at afprøve. - Jeg var meget lettet;-).

Jeg har også investeret i bogen Low FODMAP diet der giver en meget grundig gennemgang af hvilke fødevarer man skal undgå og hvilke man gerne må spise. Der er også konkrete bud på hvordan man efter en periode kan prøve at genindføre fødevarer systematisk og en meget fin opskriftsamling.

Nu skal jeg skynde mig at sige at jeg ingen aktier har det her, hverken mht bogen eller kostvejledningen. Jeg er bare glad for at finde en løsning! Samtidig ved jeg også at mange er meget hårdere ramt end mig, så jeg skal ikke klage.

Og hvad er det så det der Low FODMAP diet? Det tager udgangspunkt i at nogle mennesker har svært ved at omsætte visse typer kulhydrater (laktose, fruktose, fruktaner, polyoler, galactooligosaccharider). I praksis betyder det rigtig mange fødevarer fx de fleste mælkeprodukter, hvede, rug, byg, visse typer frugt og grøntsager mv. Nogle fødevarer skal man helt undgå, andre kan man spise i mindre "doser". OMG - det er lidt af en udfordring at finde hoved og hale i, men igen er bogen en god hjælp, når man kommer i tvivl.

Jeg har ikke fulgt det 100%, nærmere 80-90% og nøj hvor har jeg haft det godt:-). Jeg ret sikker på at der en del af de ting jeg i første omgang har udelukket, som slet ikke giver problemer, så nu er det bare at prøve sig frem. - Men nu ved jeg endelig hvad jeg skal gå efter.

Nu sker der heldigvis ikke noget ved at man alligevel spiser noget af det der ikke er optimalt - i hvert fald ikke andet end at man får de velkendte symptomer fra før. Sjældent mere end et døgns tid, i værste fald. Derfor er der heller ikke noget man ikke må spise - det er udelukkende et spørgsmål om hvor godt man vil have det.

Efter Amsterdam Marathon tog jeg 3 ugers pause fra cykling og løb, derefter startede jeg roligt op med træningen igen. Der er ingen tvivl om at diæten kan give nogle udfordringer, hvis man skal træne hårdt. I hvert fald kræver det noget planlægning. Fx består mange energiprodukter af 1/3 fruktose, så lige nu tester jeg PurePowers Carbo Race neutral, der netop kun består af maltodextrin og ikke indeholder fruktose.