Sæsonen 2011

Sæsonens sidste konkurrence er kørt -en god og lang sæson er slut.

Årets første race blev Half-Challenge Fuerteventura i slutningen af april. Det var min første konkurrence nogensinde i profeltet og det blev til en 9. plads. Der var ikke sparet på højdemeterne i dén konkurrence og som afslutning på årets længste træningsuge kunne det vist ikke være meget anderledes. -Men sæsonen var i gang:-)

Den 5. juni fulgte årets første ironman; Wasserstedt Triathlon i Hannover. Det blev en hård dag med temperaturer på den gode side af 30 grader, som jeg må erkende at jeg ikke helt var forberedt på. -Det kostede på løbet, men set i bagspejlet var det en lærerig dag og i virkeligheden gik det slet ikke så skidt endda. Det endte med en temmelig sikker sejr og en tid på 9.50 -så nu kan jeg også sige at jeg har vundet en ironman!

Jeg var hurtigt i gang med træningen igen og 4 uger senere fulgte Half-Challenge Aarhus. Det blev aldrig helt den dag jeg havde håbet på og jeg måtte sande at trætheden alligevel havde indhentet mig. Det blev til en 8. plads i profeltet på en dag hvor der bare ikke var mere at give af. Set i bakspejlet havde jeg måske været lige godt tjent med ikke at køre den konkurrence?

Den 14. august var dagen for årets hovedmål: Challenge Copenhagen. Jeg havde set rigtig meget frem til netop den konkurrence og efter en god oplevelse i 2010 håbede jeg virkeligt at ramme dagen. Det var ikke dagen hvor alt lykkedes, men alligevel endte det med ganske hæderlig 5. plads i pro-feltet, en bronzemedalje til DM og en tid på 9.45.

Det tog lidt længere tid end forventet at komme ovenpå efter Challenge Copenhagen, men alligevel endte jeg med, 14 dage før, at tilmelde mig Challenge Barcelona. Træningen var en del kortere og mere intensiv end den tidligere har været optil en ironmankonkurrence. Det var interessant og lærigt med en anden indgangsvinkel og jeg er stadig overbevist om at var forsøget værd -om ikke andet i et fremtidigt perspektiv. Jeg var træt, for træt i Barcelona og det blev en udfordrende dag. -Jeg kneb mig lige netop i top 10 og havde jeg været foruden en 8 min penalty kunne jeg, teoretisk set, være blevet nr. 7:-( Jeg fortryder på ingen måde at jeg tog afsted, for det er et fedt stævne og jeg håber virkelig at kunne vende tilbage en anden gang.

Når jeg ser tilbage på sæsonen har der først og fremmest været rigtig mange gode oplevelser! Når det er sagt har jeg bestemt også fået nogle hints om hvad jeg skal arbejde videre med de kommende måneder;-)

En stor tak til AC Sports, herunder Focus Bikes, Cratoni Helmets og Squezzy Energy, for støtten i 2011.

Ligeledes mange tak til Runners Corner for tøj og løbesko i 2011 såvel som tidligere.

Tak til "Torpedo" for sparring og veltilrettelagt træning.

Tak til Kim for tålmodighed, støtte og adskillige hjælper-tjanser:-)

Tak til klubkammerater og træningsmakkere.

Challenge Barcelona -Tips og Tricks

Jeg tog først den endelig beslutning om at deltage i Challenge Barcelona 14 dage før. -Derfor skulle det hele gå lidt hurtigt. Men det kunne nu snildt lade sig gøre alligevel både med flybilletter og overnatning. I de tre år konkurrencen har været, har den endnu ikke været udsolgt -i år deltog "kun" ca 1200.

Jeg kan kun anbefale at tage køre Challenge Barcelona, hvis man stadig har lysten til at træne og konkurrere sidst på sæsonen. Det er en ganske fin konkurrence. Jeg kan godt li' det simple setup med én skiftezone og registrering, expo, start og mål så godt som samme sted. Ruten er særdeles tilskuervenlig,  så tilskuere og hjælpere kan let følge deltagerne i alle dicipliner indenfor gåafstand.

Nu skal man lige huske at konkurrencen ikke foregår i Barcelona, men i stedet i den -for alt andet en ironman- velkendte by Calella. Men udenfor højsæsonen er Calella et ganske fint sted og det er billigt og let at finde et sted at bo.

Jeg fløj med Ryanair fra Billund til Girona torsdag og det fungerede ganske fint. Torsdag er en af de helt billige rejsedage, mens mandag hvor jeg rejste hjem er en del dyrere. Mange benytter dog muligheden for at tage lidt ferie efter konkurrencen og så kan man jo passende blive til torsdag. Fra Girona er der ca en halv times kørsel til Calella i bil. Der er gode muligheder for at leje en bil og ellers koster en stor taxa med plads til 2 cykler og 6 person ca. 65 Euro.

I Calella er der utallige hoteller og priserne er ganske gode på den tid af året. Jeg bestilte et enkeltværelse på Miami Park Hotel, men fik en hel lejlighed hvor der i princippet kunne bo 4 personer. Lejligheden var fin med soveafdeling, køkken, badeværelse og en lille altan til kun godt 200 kr./nat. Hotellet ligger kun nogle få hunderede meter fra stævneområdet, så det kan ikke være meget bedre.

Jeg hørte fra flere at de ikke havde de bedste erfaringer med byens restauranter, men at det var muligt at finde nogle enkelte fornuftige steder. -Jeg lavede selv mad i lejligheden, så det skal jeg ikke kunne sige.

Og så til selve konkurrencen.

I dagene optil konkurrencen virkede arrangørerne til at have overraskende godt styr på det og det virkede ganske betryggende. I første omgang var mit nummer dog blevet væk, men de fandt det senere. Man kunne indregistrere både torsdag, fredag og lørdag, så der var ikke problemer med kø.

Briefingen dagen inden var ganske sparsom, det tog noget i retning af 16 min! Men ok vi fik vel at vide hvad vi burde.

Vandet er ganske lunt og er vist så godt som altid krydret med lidt bølger, men ikke noget voldsomt (i hvert fald dén dag). Cykelruten går langs vandet i retning mod Barcelona. Der er nogle små bløde bakker, men ellers må ruten betegnes som flad. Man kører 2 gange ud til et vendepunkt (ca 35 km) og tilbage til Calella. Tredie gang vender man ca halvejs og kører herefter tilbage til skiftezonen. På ca den første og sidste km af cykelruten er der nogle ret heftige bump på vejen, så man skal sørge for at flasker mv. sidder fast. Ellers er der virkelig fin asfalt og der burde være basis for en god cykeltid, medmindre vinden driller.

På løberuten skal man fire gange ud til et vendepunkt og tilbage til målområdet efter hver omgang. Ruten foregår langs vandet og er derfor, i ligehed med cykelruten, ret vindfølsom. -Faktisk var jeg overrasker over hvormeget man mærkede vinden på løberuten (på vej tilbage fra vendepunktet). Temperaturen har alle de 3 år konkurrence har været afholdt ligget på ca. 26-28 grader under løbet.

Nu oplevede jeg jo også at få en penalty og når det rammer en selv er 8 min meget. -Mig bekendt er det fleste andre steder 4 min. Omvendt var det da bestemt positivt at dommerne gjorde noget. Dommeren viste ikke et gult kort, som jeg troede de skulle når der gives penalty? Derfor var jeg også -ligesom de øvrige jeg mødte i penaltyboxen, i tvivl om jeg havde fået en panalty. Men han noterede mit nr på et ark da jeg jeg samtidig, trods alt, forstod ordene "draft" og "next penaltybox" blandt nogle ellers kun spanske gloser, måtte det være sådan. I penaltyboxen var jeg ikke voldsom tilfreds med at den, ellers sikkert venlige dame, kun var udstyret med et almindelig ur -vist nok dog med sekundviser. -Jeg fik i hvert fald spurgt en del gang om hvor lang tid der var igen;-)

Væskedepoterne fungerede generelt fint, men en del af hjælperne var børn så man skal selv være ret opmærksom -eller endnu bedre have sin egen hjælper. Så cykelruten skal man være opmærksom på at flaskerne ofte kun er halvt fyldte. Der er vand i flasker på løberuten, hvilket er ganske fint (bortset fra at flaskerne -fandt jeg senere ud af -bliver fyldt om med en haveslange, så man skal ikke være for sart...). Ved et par af depoterne var der svampe.

I målområdet var forplejningen virkelig fin, jeg tror faktisk ikke at jeg har oplevet noget lignende andre steder! Der var også rig mulighed for at få massage, hvis man synes...

Challenge Barcelona -ugen derpå

Det startede egentlig rigtig godt mandag -jeg kunne gå, ja ligefrem løbe hvis det skulle være. Jeg tog sågar mig selv i at løbe op af nogle trapper -lige indtil det slog mig at det kan man da ikke, dagen efter en ironman!?! -Der er trods alt fordele ved at jeg løb langsomt;-)

Sidst på dagen mandag rejste jeg hjem. -Og så var der lige det skønne "trofæ"jeg fik for en 10. plads. Et 1½ kg trofæ og Ryanair er en ualmindelig dårlig cocktail..... Ok den kunne nu nok undværes, men en venlig sjæl tog den med. Den ligner lidt en skildpadde, synes jeg -eller måske nærmere en snegl? -Man fristes til at sige at begge dele er lige apropos....


Snegl eller skildpadde?

Tirsdag kom alle dårligdommene så til gengæld. Ingen muskelømhed, men til gengæld ondt i ørerne, halsen og sågar tænderne krydret med lige hovedpine og svimmelhed. Onsdag og torsdag var ligeså, men så var jeg også frisk igen.

Lørdag bagte jeg en skildpadde-kage og tog den med til søvmning -lidt fordi jeg ikke var så hurtig i Barcelona og lidt fordi jeg havde haft fødselsdag. Aftenen og natten blev selvfølgelig brugt på at følge strabadserne på Hawaii (med lidt "pauser" undervejs).

Søndag vovede jeg mig til cykeltræning og trods vintercyklens triple-krans, måtte jeg sande, at bakkerne var længere og stejlere, end jeg erindrede.

ZZZZZZzzzzzz.......

Challenge Barcelona

Vandet var dejlig varmt, men derfor behøver man jo ikke at opholde sig så længe dér, som jeg gjorde. En 8 min penalty for drafting, eller hvad det nu var, på cyklingen hvor det aldrig rigtig fungerede. -Det hele krydret med et par trætte ben, der ikke kunne løbe og lidt mavekramper, for nu at sætte kolorit på tilværelsen.... Ærlig talt, det var lidt op af bakke i dag, selvom ruten i Barcelona må betegnes som ganske flad.

Men uanset hvad, så er Challenge Barcelona et fedt stævne, og jeg håber virkelig at kunne vende tilbage en anden (god) gang. -Måske allerede til næste år, hvor jeg så ovenikøbet har mulighed for at fejre min fødselsdag med en ironman;-).

Dagen startede egentlig så godt som den kunne. En god nats søvn og jeg følte mig klar til en forhåbentlig god (og ikke for lang dag) på slagmarken.

Starten gik først kl. 8.32, 2 min efter efter pro-herrerne. Der var ingen slåskamp, men feltet var jo heller ikke af de store. Ovenpå en meget skuffende svømning til Challenge Copenhagen, var jeg virkelig opsat på at komme godt fra start. -Sådan skulle det desværre ikke helt gå og det blev da også helt igennem lige så ringe som i København:-( Eneste lille trøst var at svømningen, trods alt, er lidt mere udfordrende i Barcelona pga bølger, som dog viste sig fra sin fredelige side i dag.

En smule fjumren i skiftet og så ellers afsted på cyklingen. Vejret passede mig fint og der var ikke meget vind i dag, sammenlignet med de forrige dage vi har været her. Men, men, men jeg måtte ret hurtigt erkende at det åbenbart var to trætte ben jeg havde medbragt mig til Barcelona. Jeg kom aldrig i nærheden at køre den intensitet jeg "burde". At jeg så ovenkøbet skulle tildeles en penalty på 8 min, på en dag hvor jeg lå alene hele dagen, men desværre -i rundkørsel- på noget lettere uforståeligt spansk-engelsk, altså fik tildelt en tidsstraf. -Det er første gang i alle de år jeg har været i gamet, at jeg får en penalty, og jeg var da også temmelig muggen. Ok, det er da også de færreste der direkte (selv) synes at det er fortjent at få en tidsstraf...
Men sådan er det, ret skal være ret! Så der kunne jeg se mig selv stå at blomstre, efter 135 km, sammen med nogle andre ligesindede.

Et par i forvejen trætte ben og en 8 min ufrivillig pause, gjorde ikke just sagen bedre. Men i gang igen kom jeg da, i et eller andet omfang.

I mit stille sind håbede sig så inderligt, at jeg trods alt kunne afslutte med et hæderligt løb, omend jeg nok havde luret at det ikke lige var min dag i dag.

Udpå på løberuten der går 4 gange ud til et vendepunkt. Udmod første vendepunkt følte jeg mig, om ikke frisk, så i det mindste da hæderligt løbende. Men efter vendepunktet (5,25 km) fik jeg nogle onde mavekramper og så er det faktisk temmelig langt igen. Men jeg ved at meget kan vende undervejs, så jeg måtte bare holde den kørende, omend mere tøffende end løbende. Jeg kom lidt igang igen, selvom det aldrig blev noget der ligner, hvad jeg bilder mig ind, at jeg kan på en god dag. På sidste omgang ofrede jeg alt, hvad ofres kunne. Det kan næppe ses på resultatlisten, men tilgengæld kunne det mærkes.

Jeg ender som nr. 10 i pro-feltet og det er faktisk min dårligste placering i år -det samme kan man sige om tiden 10.09. Nu kan det lyde som det rene jammer og elendighed (som det også lidt er) og for pokker det kunne være gået (og bl.a. løbet) en hel del bedre. Men som det var i dag, overrasker jeg mig selv, ved et eller andet sted at være, om ikke tilfreds, så noget derhenad. -For jeg gjorde hvad jeg kunne og mere kan man vel næppe forlange;-)

Føler mig vel nok en smule træt.....

Grisefest

OK, jeg var lige så positiv ift stedet hvor jeg bor -men NU er der spillet op til grisefest et sted i nærheden. Åhh jeg troede at dét gik af mode i 80'erne? Mode eller ej -spanske serenader og harmonika-muzak strømmer ud i en lind strøm på en ellers så fredelig fredag aften...

Livet i Calella

Calella -byen der om sommeren er et ungdommeligt paradis, er i efteråret et ganske roligt sted, hvor solen tilsynelandende altid skinner. Byen emmer af triathleter her, der og alle vegne.

Jeg ankom i går og har siden da bare dasket lidt omkring. Jeg bor kun nogle få hunderede meter fra startstedet, så det kan ikke være meget bedre. Jeg har ligefrem fået en hel lejlighed.

Solen skinner og det er vel 25-27 grader og lidt vind. Nogenlunde hvad vi ser ud til at kunne forvente på søndag.

I morges svømmede jeg i havet og måtte erkende at bølgerne var en anelse højere end jeg håber at de er på søndag. Til gengæld er vandet temmelig varmt -lur mig om det ikke er meget tæt på de 24 grader (krydser fingre for at våddragt er tilladt....).

Cyklen virker heldigvis til at være sluppet uskadt fra flyveturen og den er samlet og klar. Jeg har set noget af cykelruten -flad med små rullende bakker, lækker asfalt og flot udsigt langs kysten, mod Barcelona.

Tilbage er der bare de sidste små forberedelser inden på søndag. -Jeg glæder mig til at se hvad dagen end må bringe;-)

Næh et lyserøde startnummer.....

Det går ikke hurtigt...

...men det går dog fremad. Efter rundt regnet 5 ugers betænkningstid, fandt jeg i en sen nattetime lørdag, mig selv på startlisten til Challenge Barcelona om blot 14 dage.

Træningen er mildest talt gået op og ned -frem og tilbage (og dog frem igen). Lidt sygdom og lidt skavanker har været bump på vejen, og grunden til at jeg har udskudt den endelig beslutning, til det allersidste. Men nu ser jeg frem til hvad Challenge Barcelona så end må byde på.

Jeg har lavet en del indendørs træning -både cykling og løb. Dét har givet god kvalitet i træningen, men på bekostning af mængden. Det har været interessant med en anden tilgang til ironman-træning. Om ikke andet, tror jeg, at der er nogle udviklingsmuligheder på længere sigt -for sådan en som mig, der stod sidst i køen, da der blev uddelt hurtige muskelfibre.

Ugen derpå

Indrømmet, jeg var lidt kvæstet de første dage efter Challenge Copenhagen. -Det kan godt være, at det var skidt mandag, men ikke desto mindre endnu mere skidt tirsdag. Tirsdag var så lige dagen hvor vi skulle London. Alle forhåbninger om en god plads i flyet hos Ryanair var en saga blot. "-Kim, du må kæmpe for dit -jeg melder mig på forhånd ud af kampen!"

Til London nåede vi dog. Op- og nedture (flest af de sidste) i Londons undergrundsbaner. Arrghh der er mange trapper. Den totale nedtur var da jeg blev indhentet på trapperne af nogle blinde! Herfra gik den vilde jagt i Londons undergrund, indtil jeg til sidst måtte overgive mig til de blinde, dervar bedre på dagen.

Jeg har løbet et par gange, 7-8 meter, men det var for ikke at blive kørt over. -Selvom jeg i et kort øjeblik overvejede om det var et bedre alternativ...

Benene blev bedre, som dagene gik. Vi dristede os også afsted til morgensvømning i den lokale svømmehal. -Og hvilken fornøjelse! 8 baner adskilt med banetove. På hver bane var der angivet en svømmetid pr 25 m. og svømmeretningen var angivet. Hvor var det fint:-)
Efter nogle skønne, og i starten ømme, dage i London gik turen hjem søndag. Vi skulle flyve tidligt, så det var op kl. 4. -Da jeg vågnede frygtede jeg et kort øjeblik at jeg skulle køre ironman, tidspunktet passede fint. -Men det var kun en "ond drøm".

Tilbage i Silkeborg og solen skinnede. Det var så fint vejr, at jeg følte det som min forbandede pligt, at tage en cykeltur. Jeg hev vintercyklen frem, for den har triple-krans og jeg vurderede, at det var nødvendigt. Jeg nød turen i solskinnet, lige indtil en ældre herre kørte om på siden af mig og sagde: "Det går vist ikke for hurtigt, det der!" "Nej", sagde jeg, "Jeg er lidt træt". -Det var så den selvtillid! Jeg nøjes med at konstatere at det blev til godt 3 timer, uden at røbe hvor langt (kort) jeg rent faktisk kørte...

Definition: afslapning

Men der har også været tid til afslapning og ingen kan udtrygge dét begreb bedre end Pilskaden.

I dag var jeg tilbage på jobbet -og hvilken modtagelse: Yes, jeg fik en æske chokoladeskildpadder:-)

En hjælpers hårde dag

Der var afholdt briefing for min stakkels, men tålmodige hjælper lørdag aften. Væske og gel var klar og kommandoen lød på 2 flasker energidrik på Gelsbakke efter 80 km og gel på 2., 3. og 4. omgang på løbet.

En hjælper må i sandhed stå meget igennem i forbindelse med sådan en ironman. Først ”lidt” ironman-hysteri i dagene op til. Så bliver man vækket på raceday af rumstéren og sågar musik, mens det stadig er mere nat end dag, sådan ved 3.30-tiden. Så af sted mod starten ved 5-tiden med nogle på samme tid mutte og ustyrlige atleter. Vente, vente, vente på pumpe og andet grej som ikke må blive i skiftezonen.

Tilbage og aflevere det i bilen. Hen til svømmestart, ønske held og lykke og i det hele taget forsøge at virke begejstret sådan en al for tidlig morgenstund. Endelig lyder startskuddet = vente, vente, vente -og med mine svømmeevner vente endnu mere. Dog havde han denne gang fået gaflet et VIP armbånd, så lidt morgenmad var der trods alt.

Endelig ud på cyklen. Hjælperen må tilbage til bilen. Skynde sig for tidsplanen skal holde. Skal lige aflevere en anden lige så stakkels hjælper på en Metro station, som de ikke kan finde. Til sidst lykkedes det. Tilbage til vandrerhjemmet. Bytte til sin egen bil. Hvordan dælen finder man Gelsbakke, når alting er spærret? GPS’en løber tør for strøm. Den pressede triathlet har ikke fortalt hvor laderen er, men til sidst finder den stakkels hjælper den dog. Afsted det går -panik, panik. SMS’erne fra livetracking tikker ind. Triathleten har passeret 63 km, så der er kun 17 km til Gelsbakke.

Den stakkels hjælper er nået til Lyngby, men kan ikke komme videre derfra. Vejen er spærret. En politidame siger: ”Du kan ikke køre her.” Nej, siger hjælperen der kan jeg godt se, men hvor skal jeg så køre hen? ”Det må du selv finde ud af”, siger politidamen. Bagved holder en bus og spærrer vejen. Hjælperen parkerer bilen i al hast og finder en station. Shit 15 min til næste afgang. Den stakkkels (og virkelig pressede) hjælper får kontakt til en anden hjælper, der bliver dirigeret til at stå klar med flasker, i nødstilfælde. Toget kommer, den stakkels hjælper kommer med, SMS’erne tikker ind, triathleten nærmer sig. I toget sidder en flok italienske kvinder der snakker højlydt, hjælperne vil bare have ro(!).

Hjælperen ankommer til Holte, løber om af bakken og overhaler ligefrem cyklister på vej op. Han når toppen. Hjælperens puls er højere end triathletens nogensinde har været.  En SMS tikker ind, triathleten er nået bakken. Frem med flaskerne, hjælperen når det lige. Hjælperen kan ånde lettet op, sveden hagler af ham, han ville så nødigt svigte.

Hvad kan man egentlig få for 650 kr?

Tilbage til stationen og tilbage til Lyndby. Hjælperen har akut brug for et toilet. Tilbage til bilen …Arghh en parkeringsbøde! I den tilspidsede situation overvejer hjælperen, i et svagt øjeblik, at sætte sig lige der hvor bilen er parkeret og plante parkeringsbøden midt i sine efterladenskaber, men det bliver ved tanken. Tilbage til vandrerhjemmet i bilen, med parkeringsbøden blafrende i forruden. Parkere bilen, lige på toilet, men svigermoderen ringer 3 gange –arggghhh ikke det mindste privatliv er der plads til som hjælper!  Hen til Metrostationen, ind til centrum, ud på løberuten. Han når det lige, står klar med gel og vand. Tålmodigt vente omgang efter omgang. Der skal også heppes: ” Kom nu skildpadde!”

Endelig ud på sidste omgang. Hjælperen kan redde sig lidt mad i målområdet takket være VIP armbåndet. Så langt så godt. Vente, vente, vente… Hjælperen påtager sig den store opgave at tage sig af endnu en triathlet. Det går ikke så hurtigt for triathleterne med at snøvle sig færdig og de kan så absolut ikke tage stilling til noget som helt, de kan intet overskue. ”I skal hente Jeres poser og cykler”, siger hjælperen. ”Poser og cykler? -Hvor skal de hentes?”, siger de smadrede triathleter. Lige derovre! ”Jamen hvordan kommer vi ud herfra?”, spørger de smadrede triathleter. Argghhh….! De humper over og forsøger at finde deres cykler, men hvor er det nu lige de er? Det tager lang tid. Hjælperen venter tålmodigt. De finder cyklerne og står i kø for at få cyklen med ud af indhegningen. Hjælperen venter stadig. En anden hjælper udbryder meget passende: ”Hold kæft hvor er der meget ventetid i den her sport, når man er hjælper…” Den stakkels hjælper nikker anerkende. Triathleterne har endelig fået cyklerne med ud i friheden. Så skal vi bare finde en Metrostation. Triathleterne humper afsted, mens den stakkels hjælper bærer det meste.

En temmelig træt triathlet

De finder en Metrostation og en elevator. På et skilt står der: Forbeholdt cykler, barnevogne og gangbesværede. Triathleterne smiler i sit stille sind, for de kan i det mindste leve op til to af kriterierne. Åh nej billetterne skal købes ovenpå. Hjælperne må på den igen, for triathleterne kan ingenting overskue og da slet ikke trapper. Hjælperen kommer tilbage med billetter. ”Har I undersøgt hvilket tog vi skal med”, spørger hjælperne. Nej, det har de ikke, for de kan som bekendt ingenting overskue. ”Kan vi ikke bare tage det næste tog der kommer, så kan vi da i det mindste sidde ned”, foreslår triathleterne.

Hjælperen og de to triathleter kommer af uvisse årsager med det rette tog.” Uhh der er langt at gå til vandrerhjemmet (læs: 800m)”, siger de to triathleter. Men de når målet indenfor en halvtimes tid. På vandrerhjemmet er der en mand der ser hjælperen komme slæbende på cykel og tasker, hjælperen humper også lidt for han har ondt i fødderne. "Havde du et godt race?", spørger manden. "Nej, jeg har såmen bare været hjælper", siger hjælperen. Triathleterne tåger rundt, mens hjælperen falder om på sengen -han er træt og udmattet. Hjælperen vågner først 12 timer senere....

Tak for hjælpen KimJ.