En hjælper må i sandhed stå meget igennem i forbindelse med sådan en ironman. Først ”lidt” ironman-hysteri i dagene op til. Så bliver man vækket på raceday af rumstéren og sågar musik, mens det stadig er mere nat end dag, sådan ved 3.30-tiden. Så af sted mod starten ved 5-tiden med nogle på samme tid mutte og ustyrlige atleter. Vente, vente, vente på pumpe og andet grej som ikke må blive i skiftezonen.
Tilbage og aflevere det i bilen. Hen til svømmestart, ønske held og lykke og i det hele taget forsøge at virke begejstret sådan en al for tidlig morgenstund. Endelig lyder startskuddet = vente, vente, vente -og med mine svømmeevner vente endnu mere. Dog havde han denne gang fået gaflet et VIP armbånd, så lidt morgenmad var der trods alt.
Endelig ud på cyklen. Hjælperen må tilbage til bilen. Skynde sig for tidsplanen skal holde. Skal lige aflevere en anden lige så stakkels hjælper på en Metro station, som de ikke kan finde. Til sidst lykkedes det. Tilbage til vandrerhjemmet. Bytte til sin egen bil. Hvordan dælen finder man Gelsbakke, når alting er spærret? GPS’en løber tør for strøm. Den pressede triathlet har ikke fortalt hvor laderen er, men til sidst finder den stakkels hjælper den dog. Afsted det går -panik, panik. SMS’erne fra livetracking tikker ind. Triathleten har passeret 63 km, så der er kun 17 km til Gelsbakke. Den stakkels hjælper er nået til Lyngby, men kan ikke komme videre derfra. Vejen er spærret. En politidame siger: ”Du kan ikke køre her.” Nej, siger hjælperen der kan jeg godt se, men hvor skal jeg så køre hen? ”Det må du selv finde ud af”, siger politidamen. Bagved holder en bus og spærrer vejen. Hjælperen parkerer bilen i al hast og finder en station. Shit 15 min til næste afgang. Den stakkkels (og virkelig pressede) hjælper får kontakt til en anden hjælper, der bliver dirigeret til at stå klar med flasker, i nødstilfælde. Toget kommer, den stakkels hjælper kommer med, SMS’erne tikker ind, triathleten nærmer sig. I toget sidder en flok italienske kvinder der snakker højlydt, hjælperne vil bare have ro(!).
Hjælperen ankommer til Holte, løber om af bakken og overhaler ligefrem cyklister på vej op. Han når toppen. Hjælperens puls er højere end triathletens nogensinde har været. En SMS tikker ind, triathleten er nået bakken. Frem med flaskerne, hjælperen når det lige. Hjælperen kan ånde lettet op, sveden hagler af ham, han ville så nødigt svigte.
 |
| Hvad kan man egentlig få for 650 kr? |
Tilbage til stationen og tilbage til Lyndby. Hjælperen har akut brug for et toilet. Tilbage til bilen …Arghh en parkeringsbøde! I den tilspidsede situation overvejer hjælperen, i et svagt øjeblik, at sætte sig lige der hvor bilen er parkeret og plante parkeringsbøden midt i sine efterladenskaber, men det bliver ved tanken. Tilbage til vandrerhjemmet i bilen, med parkeringsbøden blafrende i forruden. Parkere bilen, lige på toilet, men svigermoderen ringer 3 gange –arggghhh ikke det mindste privatliv er der plads til som hjælper! Hen til Metrostationen, ind til centrum, ud på løberuten. Han når det lige, står klar med gel og vand. Tålmodigt vente omgang efter omgang. Der skal også heppes: ” Kom nu skildpadde!”
Endelig ud på sidste omgang. Hjælperen kan redde sig lidt mad i målområdet takket være VIP armbåndet. Så langt så godt. Vente, vente, vente… Hjælperen påtager sig den store opgave at tage sig af endnu en triathlet. Det går ikke så hurtigt for triathleterne med at snøvle sig færdig og de kan så absolut ikke tage stilling til noget som helt, de kan intet overskue. ”I skal hente Jeres poser og cykler”, siger hjælperen. ”Poser og cykler? -Hvor skal de hentes?”, siger de smadrede triathleter. Lige derovre! ”Jamen hvordan kommer vi ud herfra?”, spørger de smadrede triathleter. Argghhh….! De humper over og forsøger at finde deres cykler, men hvor er det nu lige de er? Det tager lang tid. Hjælperen venter tålmodigt. De finder cyklerne og står i kø for at få cyklen med ud af indhegningen. Hjælperen venter stadig. En anden hjælper udbryder meget passende: ”Hold kæft hvor er der meget ventetid i den her sport, når man er hjælper…” Den stakkels hjælper nikker anerkende. Triathleterne har endelig fået cyklerne med ud i friheden. Så skal vi bare finde en Metrostation. Triathleterne humper afsted, mens den stakkels hjælper bærer det meste.
 |
| En temmelig træt triathlet |
De finder en Metrostation og en elevator. På et skilt står der: Forbeholdt cykler, barnevogne og gangbesværede. Triathleterne smiler i sit stille sind, for de kan i det mindste leve op til to af kriterierne. Åh nej billetterne skal købes ovenpå. Hjælperne må på den igen, for triathleterne kan ingenting overskue og da slet ikke trapper. Hjælperen kommer tilbage med billetter. ”Har I undersøgt hvilket tog vi skal med”, spørger hjælperne. Nej, det har de ikke, for de kan som bekendt ingenting overskue. ”Kan vi ikke bare tage det næste tog der kommer, så kan vi da i det mindste sidde ned”, foreslår triathleterne.
Hjælperen og de to triathleter kommer af uvisse årsager med det rette tog.” Uhh der er langt at gå til vandrerhjemmet (læs: 800m)”, siger de to triathleter. Men de når målet indenfor en halvtimes tid. På vandrerhjemmet er der en mand der ser hjælperen komme slæbende på cykel og tasker, hjælperen humper også lidt for han har ondt i fødderne. "Havde du et godt race?", spørger manden. "Nej, jeg har såmen bare været hjælper", siger hjælperen. Triathleterne tåger rundt, mens hjælperen falder om på sengen -han er træt og udmattet. Hjælperen vågner først 12 timer senere....
Tak for hjælpen KimJ.
