Men uanset hvad, så er Challenge Barcelona et fedt stævne, og jeg håber virkelig at kunne vende tilbage en anden (god) gang. -Måske allerede til næste år, hvor jeg så ovenikøbet har mulighed for at fejre min fødselsdag med en ironman;-).
Dagen startede egentlig så godt som den kunne. En god nats søvn og jeg følte mig klar til en forhåbentlig god (og ikke for lang dag) på slagmarken.
Starten gik først kl. 8.32, 2 min efter efter pro-herrerne. Der var ingen slåskamp, men feltet var jo heller ikke af de store. Ovenpå en meget skuffende svømning til Challenge Copenhagen, var jeg virkelig opsat på at komme godt fra start. -Sådan skulle det desværre ikke helt gå og det blev da også helt igennem lige så ringe som i København:-( Eneste lille trøst var at svømningen, trods alt, er lidt mere udfordrende i Barcelona pga bølger, som dog viste sig fra sin fredelige side i dag.
En smule fjumren i skiftet og så ellers afsted på cyklingen. Vejret passede mig fint og der var ikke meget vind i dag, sammenlignet med de forrige dage vi har været her. Men, men, men jeg måtte ret hurtigt erkende at det åbenbart var to trætte ben jeg havde medbragt mig til Barcelona. Jeg kom aldrig i nærheden at køre den intensitet jeg "burde". At jeg så ovenkøbet skulle tildeles en penalty på 8 min, på en dag hvor jeg lå alene hele dagen, men desværre -i rundkørsel- på noget lettere uforståeligt spansk-engelsk, altså fik tildelt en tidsstraf. -Det er første gang i alle de år jeg har været i gamet, at jeg får en penalty, og jeg var da også temmelig muggen. Ok, det er da også de færreste der direkte (selv) synes at det er fortjent at få en tidsstraf...
Men sådan er det, ret skal være ret! Så der kunne jeg se mig selv stå at blomstre, efter 135 km, sammen med nogle andre ligesindede.
Et par i forvejen trætte ben og en 8 min ufrivillig pause, gjorde ikke just sagen bedre. Men i gang igen kom jeg da, i et eller andet omfang.
I mit stille sind håbede sig så inderligt, at jeg trods alt kunne afslutte med et hæderligt løb, omend jeg nok havde luret at det ikke lige var min dag i dag.
Udpå på løberuten der går 4 gange ud til et vendepunkt. Udmod første vendepunkt følte jeg mig, om ikke frisk, så i det mindste da hæderligt løbende. Men efter vendepunktet (5,25 km) fik jeg nogle onde mavekramper og så er det faktisk temmelig langt igen. Men jeg ved at meget kan vende undervejs, så jeg måtte bare holde den kørende, omend mere tøffende end løbende. Jeg kom lidt igang igen, selvom det aldrig blev noget der ligner, hvad jeg bilder mig ind, at jeg kan på en god dag. På sidste omgang ofrede jeg alt, hvad ofres kunne. Det kan næppe ses på resultatlisten, men tilgengæld kunne det mærkes.
Jeg ender som nr. 10 i pro-feltet og det er faktisk min dårligste placering i år -det samme kan man sige om tiden 10.09. Nu kan det lyde som det rene jammer og elendighed (som det også lidt er) og for pokker det kunne være gået (og bl.a. løbet) en hel del bedre. Men som det var i dag, overrasker jeg mig selv, ved et eller andet sted at være, om ikke tilfreds, så noget derhenad. -For jeg gjorde hvad jeg kunne og mere kan man vel næppe forlange;-)
 |
| Føler mig vel nok en smule træt..... |
