søndag den 3. juli 2011

Challenge Århus

Status blev, aftenen inden, at svømmedistancen blev forkortet til 1000m pga lav vandtemperatur. -Inden da havde der været tvivl om svømningen overhovedet kunne gennemføres pga risiko for coli-bakterier. I mit stille sind ville en tri uden svømning nok ikke ligefrem være en ulempe for mig, men for stævnets (og træningens) skyld håbede jeg på at svømningen blev gennemført.

I skiftezonen pumpede jeg cyklen og begyndte ellers at gøre klar. 10 min senere lød der et brag, som desværre kom fra mit baghjul. Men jeg havde god tid, så ingen paník -hellere punktere nu end senere (hvis man fik valget).

Klar til svømmestart. Vandet var ikke så koldt som frygtet -jeg har svært ved at tro at det var under 14 grader, men lad det være usagt. Egentlig gik det ok ud mod første bøje knap halvvejs. Hjemad igen blev en noget ensom kamp og jeg svømmede temmelig skævt, fordi jeg ikke kunne se hvor man skulle op på land. Dét var ikke ligefrem fremmende for svømmetiden. Nåede også lige at få ordentlig brandmand i ansigtet, men hva' pokker det går jo over igen.

Op til posen, ind i teltet og ud på cyklingen. Jeg har de seneste uger gennemkørt cykelruten 4 gange, så jeg burde kende den. Men desværre fik jeg en rigtig dårlig cykling. Undskyldninger er der nok af, men det var bestemt ikke godt nok i dag. Et enkelt lyspunkt var der dog -nemlig at jeg lige netop ikke væltede da en (jeg er ked af at sige det) fuld grønlænder vadede lige ud foran mig på gågaden i Odder.


Indtil skiftet og aflevere cyklen. I al forvirringen glemte jeg mit ur på cyklen. Dumt, så måtte jeg løbe på gefühl. Ofte kan jeg bare stille cyklen og løbe, men sådan skulle det ikke være i dag. På trods af at jeg bestemt ikke havde oversdisponeret på cyklingen, føltes benene allerede trætte og ømheden kom støt snigende. Øv, jeg havde håbet i det mindste at være godt løbende!

På trods af at jeg ikke havde fået de bedste løbeben med til lejligheden, fik jeg alligevel lov at overhale en del, på den faktisk relativt hårde løberute. I mål kom jeg, en anelse muggen, men trods alt med en følelse af, at jeg gjorde hvad jeg kunne på det afsluttende løb. Det blev til en 8. plads i profeltet.

Nå det gik ikke ligefrem som jeg havde håbet, men man bliver altid klogere. Måske sidder der stadig lidt ironman i benene? Undskyldninger kan man altid finde. -Men jeg satser på comeback i København om 6 uger:-)

Fantastisk spændende race hos herrrerne -dét ville jeg gerne have set fra sidelinjen. Hos kvinderne var der knap så stor spænding om udfaldet da Caroline Steffen vandt suverænt i 4.04! Michelle Vesterby blev en flot nr. 3, ikke mindst taget i betragtning af den forkortede svømmedistance, som ikke er til hendes fordel.

Desværre var der en del punkteringer og styrt undervejs pga de regnvåde veje. Min bror Jacob punkterede desværre også, men kom godt igennem til trods og fik et godt comeback efter ½ ironman i Hannover.

Der var over 20 deltagere fra SMT og mange flotte resultater både til de rutinerede og førstegangsdeltagerne. Skulle man fremhæve en enkelt SMT'er må det være Tina T., der har haft store problemer efter et cykelstyrt og måtte opgive Jels ½ ironman, som følger heraf. Indtil for få dage siden var der tvivl om hun kunne deltage, men hun gjorde det -og hun gjorde det med manér og vandt sin aldersgruppe!

Tusind tak til alle supporterne, der gjorde det til en stor oplevelse at køre den første Challenge konkurrence i Århus!
Tak for støtten til AC Sports, der også havde en velbesøgt stand på EXPO'EN.

Tilskuermæssigt er det ærgerligt at der ikke er vendepunkt på løberuten ved Tangkrogen, hvor der er EXPO, start/mål og skiftezone. Den 90 km lange cykelrute er heller ikke just tilskuervenlig og de såkaldte Hotspot's i Odder og Skanderborg blev vist aldrig det store tilløbsstykke. Men som deltager synes jeg at cykelruten var fin.
Alt i alt et flot arrangement, trods de vejrmæssige udfordringer. -Med lidt forbedringer hist og her er sikker på at Challenge Århus nok skal blive en tilbagevendende begivenhed.