Tilbage i 2006, på vej til Norseman, erfarede jeg
hvor meget man egentlig kan nå at knække sig på en enkelt tur over Skagerak. Netop derfor var det også med lidt bange anelser, at jeg i dag skulle med på en såkaldt delfin- og hvalsafari. Men hvad der i virkeligheden havde lokket mig ud på den farefulde færd var selvfølgelig chancen for at se havskildpadder. Turtles yes, yes sagde den dygtige sælger.
Vi valgte den største katamaran, som vel også var den der gyngede mindst. Som det konkurrencemenneske jeg trods alt er, lurede jeg hurtigt konkurrenterne af. Heldigvis var der både børn og ældre om bord, så jeg vurderede at jeg havde en reel chance for ikke at være den første til at knække mig.
Humøret var relativ højt, da vi sejlede ud af havnen. Vandet var spejlblankt og høj solskin. Den første time, ud af to en halv, gik da også relativ harmløst. Meen så mærkede jeg de første kvalmende tegn og sagde til Kim: "Nu lukker jeg øjnene og åbner dem ikke før jeg ser en skildpadde". Alene den form for tåge-snak vidner vel allerede om, at man er ved at være jævnt presset. Kim fik da også fat i et par brækposer, mens jeg med lukkede øjnene og klamrende mig til stolen med begge hænder, fremstammede at jeg havde det fint.
Den næste halvanden time sad jeg så der og knækkede mig. Åbnende kun svagt øjenene når jeg fik en ny brækpose af en venlig kvinde på båden. Øjenene løb i vand, næsen løb, skiftevis overophedet og rystende af kulde - og om muligt mere bleg end normalt....
 |
| Her ses det tydelig hvor himmel og hav stod i ét... |
Der, på dødens rand, hørte jeg i det fjerne den venlige dame med brækposerne sige, at vi desværre ikke kom til at se hverken delfiner, hvaler eller skildpadder i dag. Det dårlige var at jeg så sad der til ingen verdens nytte. Det gode var at så behøvede jeg ikke at åbne øjnene.
Vi nærmede os land. Vandet var igen spejlblankt. Det skulle så ikke forhindre mig i at knække mig igen - 3 på stribe. Fast land under fødderne, sjældent har jeg følt mig så lykkelig. Forøvrigt, sagde den venlige dame, kan I få en gratis tur på tirsdag som kompensation. Nooooo.....
Da jeg igen kom til mig selv spurgte jeg Kim om jeg var den første der knækkede mig. Du var ikke bare den første, du var den eneste..... Hvad med børnene? Ja, de sov da. Nooooo.....
