Tribukser: Fusion vs. 2XU

Tribukser er vel nok en af de vigtigste beklædningsgenstande til triathlontræning og -konkurrence. Jeg har derfor lavet denne direkte battle mellem Fusions power short tight og 2XU's endurance tri short. Begge er 2010-modeller og jeg har på skift brugt begge par både til træning og konkurrencer.

Fusion power short tight

Vi starter med danske Fusion, der virkelig ser ud til at fået et godt tag i de danske triathleter de seneste par år. En af grundene er nok også at en del klubber har valgt Fusion som klubtøj.Lad mig gætte på at op imod halvdelen af deltagerne ved et dansk triathlonstævne kører i tøj fra Fusion. Omvendt er andelen ret sparsom ved udenlandske stævner. Fusion har i alle årene holdt sig til neutrale "basisfarver" sort, rødt, blåt og de seneste år også hvidt. Og det er da også præcis disse farver power thight'en fåes i. Ikke så meget pjat og et sikkert valg, men der findes andre mærker hvor der er kælet lidt for designet.

Power tight'en er lavet et LYCRA POWER meteriale der i flg. producenten skulle nedsætte muskekltrætheden ved at reducere musklernes vibration. Om det reelt er tilfældet har jeg svært ved at vurdere, men umiddelbart virker det bare som om materialet er realtivt "tætvævet" og at bukserne sidder relativt tæt... Materialet  føles "tæt" på varme sommerdage, men perfekt til det typiske danske vejr. Til konkurrencer under varmere himmelstrøg vil jeg dog foretrække et tyndere materiale. "Puden" er af et fleeece lign. materiale, der umiddelbart virker til at være identisk med det de anvendte i de første tribukser. Det fungerer ok, men med plads til forbedringer. På posivtiv siden er det meget behageligt og smidigt til løb, men til cykling findes der efter min mening bedre bud.

Power tight'en er unisex og fåes i str.S-XXL. Ved første øjekast ser de meget små ud og man kunne have sin tvivl om en 7-årig overhovedet ville kunne passe en str. S? Men når først man får dem på sidder de fint. Samlignet med andre tribukser er de relativ lange i benene. Dét er nok også grunden til at der ikke er nogen form for elastik forneden og det fungerer da også ganske fint uden.

Selvom det er en såkaldt unisex model er de umiddelbart lavet mere til mænd end kvinder pga den lave talje. -Kvinder kan fint bruge dem, men en kvindemodel ville ikke skade! Til træningsbrug kunne jeg godt savne en lomme til fx en nøgle.

Den vejledende udsalgspris er 600 kr.
Overordnet et rigtig godt bud på et par korte tights både til tri, cykling og ikke mindst løb. Jeg kan godt li' at de er lange og jeg har aldrig oplevet at de krybber op. Pasformen er god til de fleste, selvom en kvinde-model ikke ville være at kimse af. Puden er rigtig fin til løb og fungerer fint på cykling, men det kan gøres bedre. Materialet er generelt lækkert, men for tæt når det er rigtig varmt.

2XU endurance tri short

Og så til australske 2XU's bud på et par tri bukser, som bare er en af deres modeller. 2XU er endnu ikke så udbredt i Danmark, selvom det de sidste par år er blevet mere kendt. Udenfor Danmark er brandet til gengæld udbredt med et bredt sortement der også indeholder bl.a. våddragter. Modsat Fusion findes så godt som alle produkter både i en dame- og en herremodel. Farverne er stadig realativ neutrale fx fåes alle bukser i sort, men også bl.a. blå.

Enduranc tri short består af to materialer: SBR COOL og KINETIC SPEED. Førstnævnt er et tyndt, glat og smidigt materiale der i flg. producenten skulle give bedre fremdrift i vandet og kompression, mens KINETIC SPEED er materiale med en nupret, golfbold-lignende overflade der skulle skære sig bedre igennem vinden. Begge materialer er lækre og super smidige med hverken kompressionen eller den "aerodynamiske effekt" er til at føle. Til gengæld er de meget behagelige at have på når det er varmt. "Puden" er virkelig fin til cykling og minder om en tyndere og smallere udgave af den man finder i typiske cykelbukser, men kan virke en anelse usmidig på løb.

Endurance tri short fåes i herre og dame str XS til XL og sammenlignet med andre mærker er de relativ store størrelserne. Endurance modellen er længere i benene end 2XU's øvrig tribukser, men efter min mening måtte de godt være længere. Det er en siliconebelagt elastik forneden, men alligevel kan de have tendens til at krybe op. Der er to smalle, lodrette lommer bagpå som kan indeholde fx to gels af den smalle type (fx HighFive). -Det er ikke helt optimalt, men trods alt rart med lommer.

Den vejlende pris er ca 800 kr.

Bestemt også et godt bud på et par tribukser. Prisen er i overkanten, selvom der kælet for detaljerne og materialerne er super-lækre. Positivt at de findes både i en dame- og herremodel. Gode under varme forhold. Puden er rigtig god på cykling, men en anelse for usmidig på løb. Den såkaldte kompressionseffekt kan jeg ikke mærke. Efter min mening måtte de gerne være en anelse længere, hvilket nok også kunne bevirke at de ikke kryber op. Positiv med lommer, selvom det kunne gøres bedre.

Summa sumarum

Begge modeller er gode bud, men også et stykke fra at være perfekte. Derfor ender det da også med dødt løb, selvom præmisserne er forskellige. Fusion vinder på længden, at de ikke kryber op og den smidig pude ift løb. Mens 2XU er en klar vinder mht materiale, en god pude til cykling og at de findes i både herre- og damemodel. -Hvis Fusion og 2XU snakkede sammen kunne de måske lave de perfekte tribukser:-)

De bliver begge tilkendte 4 af 6 skildepadder

New Balance 905

Efter min langvarige skadesperiode og stadig manglende stabilitet i knæet stod det klart at jeg ikke skulle løbe i noget der minder om konkurrencesko i 2010-sæsonen. Jeg ville gerne have en let træningssko/"marathonsko" til konkurrence og evt. intervalløb og valget faldt på New Balance 905.

Generelt har jeg altid været godt tilfreds med New Balance, der normalt altid laver sikre klassikere, omendt synes nogle gange at deres løbesko bliver en anelse stive og klodsede. På positiv-siden har New Balance som regel lavet relativ bredde sko som sågar kan fåes i flere forskellige bredder.

New Balance 905

Skoen er en let-moderat antipronation sko og er betragtning af at det er en let træningssko, faktisk ret stabil. Der er anvendt New Balance's velkendt ABZORB både i hælen og forfoden der giver en fornuftig støddæmpning. Dog virker sålen relativ hård og stiv, så der kontant afvikling med underlaget.  Som noget nyt har Nem Balance anvendt N-lock systemet der betyder at pløsen er syet fast i den ene side og materialet er det samme som overdelen. Pløsens materiale er derfor tyndere og mindre blødt end man er vant til fra de fleste øvrige modeller. Snørrebåndene er af den gode "bulede" slags som New Balance ofte anvender. De gør at snørrebåndene meget sjældent går op.
Umiddelbart er jeg ikke den store tilhænger af N-lock systemet. De første gange er det svært at få skoene til at sidde helt godt og det kræver lidt justering med snørrebåndene. Omvendt når skoene først sidder -sidder den godt. N-lock systemet gør også skoene sværre at få på i triathlon og det er helt klart et stort minus. På langdistance gør det måske ikke så meget, men til korte konkurrencer er det et irritationsmoment. Fx til Holstebro Triathlon, hvor det var temmelig koldt, havde jeg store problemer med at få skoene på. Til gengæld har jeg været glad for skoen til løbekonkurrencer og på ½ ironman og ironman.

Skoene vejer 210 gran i str 40, hvilket svarer meget godt til let træningssko af andre fabrikater. Den vejlende udsalgspris er 1100 kr.

Alt i alt en ganske fin sko og hvis man ikke har noget imod den lidt stive sål får man til gengæld en ret stabil let-træningsko. Skoene sidder godt når den først kommer på. Omvendt er N-lock systemet ikke i høj kurs i tri-sammenhæng.

Den endelig dom bliver 4 ud af 6 skildpadder.

Vintercyklen

Så har jeg fået en ny, brugt vintercykel. Udbudet af brugte racercykler i rimelig kvalitet, til rimelige penge og i børnestørrelser er ikke så stort. Men denne Trek virker nu helt fin. Og så står der Discovery Channel med logo og det hele -det lugter lidt af Armstrong! Meen jeg tvivler nu på at Armstrong nogensinde har kørt med triple krans:-) 

En vintercykel skal være den trofaste tjener vinteren igennem i regn og blæst. Ikke så meget lir, bare stabil og helst uden for mange punkteringer. -Så nu er cyklen klar med dækindlæg, skærme, lygter af den Co2 venlige slags, en kæmpe saddeltaske, min yndlings-vintercykel-kæmpe-Zefal-alu-pumpe og ikke mindst den fineste og største stænklap man kan forestille sig. -Og netop det sidste er måske en overdrivelse eftersom det sjældent er mig der ligger forrest i feltet....

Sygdom:-(

Efter Challenge Copenhagen havde jeg mod på mere. Så efter 1½ uges ferie i Norge ville jeg atter starte træningen og om alt gik vel køre Challenge Barcelona i starten af oktober. Om ikke andet vil jeg fortsætte cykeltræning for forhåbenlig at have et bedre udgangspunkt for sæsonen 2011.

Men, men, men.... sådan skulle det ikke gå. Efter nogle få dages træning blev jeg småsyg og efter yderligere nogle dage fik jeg nogle voldsomme, periodevise stik i siden. For første gang i mit 28-årig liv fik jeg taget blodprøver og der var tegn på nyrerbækkenbetændelse. Men medicinen virkede ikke og symptomerne blev forværret. Yderligere blodprøver, to ultralydsscannninger og røntgentbilleder af lungerne viste fortsat ikke noget og efter 6 uger var symptomerne næsten forsvundet af sig selv. Senere viste det sig "bare" at være kold lungebetændelse og da jeg kom i behandling for dét, forsvandt de sidste symptomer.

Så med 6 uger helt uden træning, endte sæsonen difinitivt efter Challenge Copenhagen. Ikke helt som jeg havde håbet på, men på positivsiden har 2010 været en bedre sæson, end jeg på nogen måde havde turdet håbe på. Så skidt...

PilSkade og TorbenSkjold

Jeg har længe plaget om at få et par skildpadder og endelig lykkedes det. Så nu er jeg den lykkelig ejer af to græske landskildpadder. Navnene havde egentlig været på plads længe; nemlig Pilskade og Tordenskjold. Men, men, men en dag hørte jeg om en skildpadde der hed Torben og derfor måtte det i stedet være Torbenskjold:-). Om det er hunner eller hanner er der ingen der ved, så måske er Torben i virkeligheden en hun? Det må tiden vise....

Turtle convoy

Ferie

Efter Challenge Copenhagen havde vi 2 ugers ferie. De første par dage blev brugt i København og Nordsjælland. Jeg havde hårdnakket påstået at jeg sagtens kunne tage på sightseeing dagene efter ironman. -Sagtens blev en sandhed med modifikationer, men vi nåede dog omkring i byen og en tur på Louisiana. Ok trapperne var ikke sjove og jeg måtte tage nogle hvil undervejs:-)

Hjemme i Silkeborg en enkelt dag og så videre til Norge. Kim skulle deltage i Birkebeiner Rittet som er et 94 km MTB race og inden da ville cruise rundt i Norge i 8-9 dage. Cykler, telt, soveposer, kogegrej og meget andet blev pakket og afsted gik det mod Hanstholm. Af en eller anden grund skal der altid være kuling når jeg skal til ud at sejle. Denne gang blev ingen undtagelse og allerede ved inn-check blev der udleveret søsyge-piller og afgangen blev udskudt 4 timer.

Rejer er (som det eneste) billige i Norge;-)

Jeg tog Kims og min egen søsygepille og placerede mig strategisk lige midt på båden, klamrede mig til begge armlæn og lukkede øjnene under hele sejlturen. I mens klirede tallerknerne og medpassagerne brækkede sig med jævne mellemrum. Jeg holdt lige netop skansen. Kim synes til gengæld at det er virkelig sjovt, når det gynger og jeg har derfor besluttet at aldrig skal sidde sammen på katamaran i blæsevejr!

Safari i de norske fjelde

Men til Kristiansand kom vi efter et par dage kørte vi videre mod vestkysten. Vi trillede nogle ture på MTB, men jeg var ikke meget værd. Vejret var desværre ikke godt så det blev også til nogle dage i hytte. Men den dag vi var på predikestolen var vejret smukt.

Lidt højdeskræk er man vel altid?

Vi var også nogle dage i Oslo. Her boede vi i lavuen i regn, regn og atter regn. Herefter fortsatte vi nordpå mod Rena hvor starten til Birkebeineren går. Alt var selvfølgelig udsolgt i miles omkreds, men en teltplads kunne vi dog få. -Det regnede fortsat:-(

Lørdag morgen fik starten til Birkebeiner Rittet og Kim startede relativ tidligt ved 8-tiden. De første starter ved 7-tiden mens de over 17.000 deltagere er fordelt i startgrupper frem til over middag. Det regnede, regnede og regnede og var virkelig koldt på toppen. Deltagerne var hårdt prøvede og det samme galt udstyret. Ingen havde bremsebelægning tilbage på de sidste nedkørsler så det var rent speedway-stil. Underholdende at se på, men knap så sjovt for deltagerne.

Sidste sving inden mål...

Løbet slutter på det olympiske stadion i Lillehammer. Alt var så mudret at vi kun med nød og næppe kunne få bilen gennem mudderet på den mark, der i dagens anledning var omdannet til parkeringsplads. Kim fik ikke den bedste oplevelse og rystede af kulde da han kom i mål. -Det hjalp dog en smule på humøret at så godt som alle havde haft samme oplevelse. 



Kim i mål



Fra Lillehammer gik ture mod Oslo hvorfra vi sejlede til Frederikshavn. Trods vejret havde det været skønt med ferie og vi havde fået dækket vores friluftslivs behov for en stund. Det er dejligt at gå på fjeldene, føle friheden, lave mad på primus'en og drikke solbærtoddy.

Hjemme igen og det er to uger efter Challenge Copenhagen. Jeg har kørt lidt MTB, løbet og svømmet lidt de sidste par uger, men ser allerede frem til at starte med den mere strukturede træning igen. Hvis alt går vel vil jeg køre Challenge Barcelona i oktober... 

Challenge Copenhagen

Jeg havde glædet mig afsindig meget. Ja, faktisk var alt pakket og klar allerede fredag selvom konkurrencen først var søndag. Formen kunne sikkert havde været bedre, hvis omstændighederne havde været anderledes, og ryggen havde drillet lidt, men jeg håbede så inderligt at jeg vil ramme "dagen" og køre op til mit bedste.

Trods skybruddet lørdag aften og nat summede skiftezone af forventningsfulde triathleter tidligt søndag morgen. At Jørgen Leth skulle give den sidste motivationsindsprøjtning virkede nærmest komisk, hvis man kan huske netop denne mands kommentar da triahlonsporten første gang var på OL programmet. ”De svømmer som frøer, cykler som brydere og løber som cykelryttere!”  (til gengæld syntes han, sjovt nok, særdeles godt om de kvindelige brasilianske beachvolleyspiller:-).

Pigerne fik lov at starte i et særskilt heat, 5 min efter pro’erne. Det gav knap så meget slåskamp (eller i hvert fald nogle knap så store modstandere) men til gengæld færre at ”ligge på fødder” af. Nogle få trak hurtigt fra, men ellers blev det underligt misk-mask og jeg fandt aldrig de fødder jeg havde håbet på, så jeg måtte selv lave arbejdet. At de fleste bøjer var fjernet pga. vejret, gjorde ikke orientering lettere. Alt i alt blev min svømning noget tvivlsomt, men da jeg kom op af vandet og uret viste 1.07 var det alligevel ikke så slemt som frygtet. Men havde jeg vidst, at vandet var befængt med coli-bakterier, havde jeg måske skyndt mig lidt mere;-)

I skiftet fjumrede jeg lidt og kunne et kort øjeblik ikke finde min cykel. Imponerende når jeg havde gennemgået vejen 17 gange. Jeg fandt dog min cykel, selvom jeg måske skulle have taget en andens (hvis den var hurtigere).





Ud på cyklingen regnede det stadig og vejene gennem København var våde og glatte. Endelig ude på Strandvejen og så var det bare at finde rytmen. Drengene fra de efterfølgende heat komme allerede hamrende forbi (de der ikke allerede havde overhalet mig på svømningen). Jeg blev overhalet, overhalet og overhalet… Arghh jeg overhalede faktisk også en del (men det var dem der stod i vejsiden og var punkteret). Cykelruten bliver nok aldrig min yndlingsrute med en del sving og mange små rullende bakker. –Godt for ”Cykel-Monstrene”, knap så godt for mig. Men ok en afvekslende rute, hvor trafikreguleringen var helt i top og med mange tilskuere, særligt på Gelsbakke og ved brostensstykket i Lyngby. To omgange og tilbage mod København centrum. Jeg stillede cyklen efter 5.30 og det var faktisk ikke så skidt, mit cykelniveau taget i betragtning. Jeg var lettet over hverken at være styrtet eller punktet på de regnvåde veje, for der var mange der led dén skæbne.

Ud på løbet og benene føltes gode. Jeg holdt igen på de første km og fandt herefter en god rytme. Den ene km tog den næste lige indtil jeg ca. halvvejs blev alvorligt bange for, at jeg havde fejldisponeret helt og aldeles. Det gik nærmest for godt. Men pjat, det var jo bare at forsætte så længe det gik. Stemningen på løberuten var helt, helt fantastisk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. De fantastiske SMT-supportere nærmest bar os frem! Sidst på 2. omgang får jeg æren af at overhale den førende Rebekah Keat (bare ærgerligt, at hun var en hel omgang (14 km) foran mig!). På den sidste af de 3 omgange følte jeg mig stadig frisk (også selvom jeg kan se på billederne at det ikke ser sådan ud). Nu var det til gengæld min tur til at overhale, så en smule hævn fik jeg da:-).

På vej mod mål

De sidste meter i mål og en helt-vild-fantastisk stemning. Uret vidste 3.08 -kunne det virkelig være sandt eller var uret gået i stå? Det virkede vanvittigt, ikke mindst taget i betragtning af, at jeg sidste år ved samme tid, ikke kunne løbe så meget som 1 m og ikke havde løbet i 8 mdr. Faktisk var det tvivlsomt om jeg nogensinde kom til at løbe igen…. Men det var sandt(!). -Og så skidt med at løberuten vist ikke var helt lang nok.

Sluttiden blev 9.50 og oversteg helt og aldeles mine vildeste drømme. Jeg vandt min aldersgruppe, blev nr. 6 overall og fik hurtigste løbetid. Jeg var så glad, så glad og så træt, så træt, at jeg ikke vidste om jeg skulle grine eller græde, men jeg valgte det første:-). Det var virkelig stort efter 3 års konstant genoptræning.

Alt i alt kan jeg kun på det varmeste anbefale Challenge Copenhagen og jeg er sikker på at de meget få svipsere kommer helt på plads i 2011!

Tak til Torpedo for uvurderlig hjælp, tak for den enestående support under racet, tak til Jer der har kørt mig synder og sammen søndag efter og søndag og tak fordi I også ventede så mig, tak for den store opbakning (og medlidenhed) og tak til alle Jer der dag efter dag, uge efter uge bruger Jeres sparsomme tid på vores fantastiske klub:-)

Antwerpen 70.3

Trods en vældig masse år i sporten, har jeg faktisk aldrig kørt et større stævne i udlandet. Da 70.3 Antwerpen lå præcis tre uger før Challenge Copenhagen, ville det være en god forberedelse og tilmed muligheden for at få nogle ordentligt bøllebank af nogle af dem der kan deres kram.

Bilen blev pakket torsdag eftermiddag og med et pitstop i Tyskland ankom vi til Antwerpen fredag eftermiddag. Antwerpen centrum er for øvrigt en temmelig ”spændende” by at køre rundt i fredag i myldretiden, med en god cocktail af tæt trafik, sporvogne og nogle lidt anderledes trafikregler. Lørdag blev brugt på udstyrstjek, en smule træning og registrering.

Det var med en smule bange anelser at jeg stod klar ved svømmestarten søndag. I en længere perioder havde jeg haft problemer med ryggen under cykling og blot en uge siden kunne jeg kun sidde på cyklen i 30 min af gangen -ikke just en god optakt kun 4 uger inden ironman. Men minimal cykling de seneste dage, virkede til at have hjulpet på generne.

Der var 1500 deltagere. Eliten startede kl. 10 og vi andre lusede amatører blev sendt af sted i grupper af 300 hvert 3. min. Det var en fin sø vi skulle svømme, med relativt rent og stille vand, en vandtemperatur på 22 grader og god afmærkning. Startskuddet lød og da jeg startede i første gruppe efter eliten gik der ikke længe inden der kom folk op bagfra. Der var gode muligheder for at finde nogle fødder og efter mit niveau kom jeg godt igennem svømning på 30.30. Jeg var ved at tabe badehætten og måtte stoppe den ind under våddragten (for den skulle afleveres inden skiftet), men ellers gik svømning for en gangs skyld godt.

Igennem en noget lang skiftezone og ud på jernhesten. Det var overskyet, en smule vind og temperatur omkring de 20 grader. Dommerne var oppe i gear fra starten og vi var knapt kommet på cyklerne, før der blev fløjtet og dirigeret. Der gik heller ikke mange meter før de første gule kort var uddelt. Det var svært at undgå med 1500 deltagere på 1900m der starter indenfor 20 min. Efter kort tid skal man under vandet via en tunnel, der i dagens anledning var helt afspærret. Herfra går den flade ruten nordpå via store 3 sporede vej, gennem et havneområde med ustyrlig mange jernbaneoverskæringer, eftersigende 31 (overdækkede med gummimåtter). Ruten fortsætter ud på landet ad små veje med mange sving og tilbage mod havnen. Efter 2 omgang går ruten tilbage mod centrum, hvor T2 er. Jeg kom godt igennem cyklingen på 2.36, som jeg er ganske godt tilfreds med. Og ingen rygsmerter, som næsten var det allervigtigste. Ruten har fået skyld for at være for kort, men er det ikke ifølge min GPS. -Omvendt kan man jo ikke altid helt stole på dem. Men har man god teknik i de mange sving og ikke er bange for de mange jernbaneoverskæringer er det bestemt en hurtig rute.

Ud på løbet føler jeg mig frisk. Jeg løber omkring 4.00/km, rytmen er god og den ene km tager den næste. Det føles godt. Ruten består af 3 runder á 7 km med virkelig mange sving og en del brosten. Det regner lidt en kort overgang og det gør brostenene glat. Der er rigtig god stemning på ruten og mange tilskuere, der dog ikke altid holder sig bag afspærringerne. Jeg kommer i igennem på 1.25, uden at være helt smadret, så det er det bestemt godkendt. Min samlede tid blev 4.36.

Alt i alt er det klart den bedste konkurrence jeg har kørt i år, for ikke at sige måske den bedste jeg nogensinde har kørt! For første gang i år oplevede jeg mentalt at være helt på toppen. Jeg var fokuseret hele vejen igennem, så selvom formen sikkert kunne være bedre, følte jeg virkeligt at jeg kørte op til mit bedste. Alt forløb som jeg kunne håbe og det er bestemt en god optakt til Challenge Copenhagen om 3 uger.

70.3 Antwerpen er særdeles velarrangeret trods meget logistik med registrering, T1, T2 og mål forskellige steder. Trafikreguleringen er også helt i top og dommerne er konsekvent (i hvert fald i denne ene af feltet jeg var i). Generelt en flad og relativ hurtig rute, men med mange sving både på cykling og løb. Brostenene på løberuten giver en ekstra udfordring.

Og så en lille anekdote fra hjemturen. Efter racet kørte vi til Amsterdam, hvor vi overnattede og var på sightseeing inden vi kørte hjem mandag eftermiddag. Da vi netop har krydset grænsen mellem Holland og Tyskland holder der en politibil på en tilkørsel. Politibilen overhaler os og sætter det store artilleri i gang med et ”Bitte folgen” skilt og blå blink. Vi følge pænt efter og bliver ført ind på en afsides rasteplads. Vi er havnet i en hashkontrol! De spørger hvor vi har været og hvor længe. Én nat i Amsterdam er det ærlige svar, men nok også det mest mistænkelige. Den ene undersøger pas og kørekort, mens den anden med et bestemt ”Get in the car!”, genner os ind i bilen. Ok det er fair nok, vi lignede måske nok et par sigøjnere i min mors hårdtprøvede stationcar fra ’97, dynget til med skrammel. Vi forklarer forsigtigt den strikse, tyske strisser at vi bare har været til triathlon og viser cyklerne under tæppet. -Bare i håb om at de ikke ville rode det hele igennem. Stonefacet bløder en smule om i kanterne, vi slipper igennem og kan lettet fortsætte hjemad og lige nå et par timers søvn inden arbejdet kalder tirsdag.

Jels ½ ironman

Jeg tidligere kørt en del gange i Jels og de har altid være gode for nogle fine stævner med nærmest familiær stemning. Egentlig sklle jeg slet ikke deltage i årets ½ IM og stævnet var da også forlængst udsolgt. Sjovt at mærke hvordan der er gået inflation i triathlon de sidste par år- Og mon ikke også at mange ville benytte stævnet som forberedelse til Challenge Copenhagen om knap 2 mdr.

Jeg var ikke just tilfreds med min svømning og cykling i Herrenkoog for en uge siden og netop derfor havde jeg virkelig lyst at køre en konkurrence igen -hurtigst mulig. Samtidig følte jeg mig virkelig rusten efter 3 sæsoner uden en eneste konkurrence. Tre dage før lykkedes det at få et startnr. på "det sorte marked" og jeg var klar. -Eller klar var måske så meget sagt, for dels havde jeg løbet mig selv helt i smadder i sidste weekend og dels skulle jeg til Sjælland lørdag bl.a. for at cykle ruten igennem til Challenge Copenhagen. Et par stadig ømme ben og en lænd og balde der drillede kombineret med mange timer i bilen + 90 km cykling dagen inden ½ IM var ikke den optimale optakt. Sent hjemme lørdag aften, lige pakke det meste og så i seng inden jeg skulle tidligt op og køre til Jels.

Da jeg stod ved starten følte jeg mig på ingen måde frisk, men jeg var virkelig opsat på at forbedre cyklingen fra sidste weekend. -Ikke at jeg var kommet i bedre cykel-form, men i Herrenkoog havde jeg slet ikke været i stand til at fokusere og det skulle der rettes på i dag.

Søvmning blev bestem ikke noget at prale, men igennem kom jeg da. Ud på cykling og det det hele egentlig handlede om i dag. Sammenlignet med stormen i sidste weekend var det rigtig fint vejr i dag. De 4 omgange på den relativ falde rute gik helt godt og jeg kom igennem de 88 km på 2.41. -Ikke hurtigt, men med en følelse af at jeg denne gang ramte mit niveau lige nu. Og inge problemer med lænden/balden, heldigvis.

Det var lige så hårdt som det ser ud til....

Ud på løbet og av, av, av... Selvom jeg på ingen måde havde overdisponeret på cyklingen var benene både ømme og trætte. Faktisk har jeg aldrig startet ud på det afsluttende løb med så ømme ben. Løbet ville blive ren overlevelse, men det var egentlig også forventet. Jeg kom igennem på 1.28 og det var egentlig bedre end forventet. På sidste omgang var der nok lidt mere at give af, men der var langt op, så der ikke grund til at ødelægge sig selv helt. Birgitte Christensen vandt sikkert med 7 min ned til Betina Schmidt og 9 min ned til mig på 3 pladsen. Betina kørte forøvrigt også i Herrenkoog i sidste weekend og kørte alligevel et flot og veldisponeret race i dag.

Præmieoverrækkelse i silende regn

Trods en virkelig hård dag og en blandet oplevelse, fik jeg hvad jeg kom efter og jeg har fået lidt mere ro i sjælen ift i første omgang 70.3 i Antwerpen og derefter Challenge Copenhagen. Resten af søndag var jeg virkelig brugt, men her 2 dage efter er jeg faktisk overraskende frisk og ingen ømme ben. -Måske skulle jeg køre ½ IM i næste weekend også...? Nej!

Herrenkoog ½ IM

En større delegation fra SMT drog til Niebüll for at deltagere i Herrenkoog  ½ eller ¼ IM. Vejret var ikke just opløftende med silende regn hele fredag og meldinger om regn og 14-15 m/s på konkurrencedagen. Det hele blev ikke bedre af at jeg ugen inden havde haft hold i ryggen, der stadig drillede lidt. Vi blev registreret fredag aften og så dermed også stævnepladsen. Registrering forgik i en lade, svømningen i et mosehul og skiftezone var henlagt til noget der en gang havde været en græsmark og nu var en mudder.

Lørdag skulle det store slag stå og da starten og T1 var på gården og T2 og mål i Niebüll 7 km derfra var der lige lidt logistik der skulle klares, men der kørte dog shuttlebusser. Inden start regnede det kraftig og ingen havde lyst til at gå i det 15-16 grader ”varme” vand. Pludselig gik starten, uden at nogen rigtig anede det og der var en del tumult på den lille rundstræk, i det ca. ligeså lille mosehul, der skulle svømmes 4 gange. Vandet havde en fæl brun farve, men det skulle man nok ikke tænke så meget over. Jeg fik en katastrofal svømning og var sur og muggen da jeg svuppede igennem den mudrede skiftezonen. Jeg svømmede med løse knæ og iførte mig yderligere ærmer og vest.

Ud på cykling og man opdagede hurtigt at det ikke just var vindstille. Der blæste virkelig meget, men jeg var kun ved at ryge i grøften to gange så værre var det heller ikke. Når der er modvind er der som regel også medvindJ. Ruten skulle ”overleves” ca 3½ gang og derfra køres der til T2 i Niebüll. Min cykling blev om muligt ligeså dårlig som svømning og da jeg nærmede mig T2 var jeg om muligt endnu mere sur og muggen. Jeg besluttede derfor at forsøge at lave et hurtigt skifte og derefter løbe med hovedet under armen, så længe det varede.

Som tænkt så gjort. Skiftet gik godt og så løb jeg ellers bare som død og pokker uden nogen form for sund fornuft. -Men alt kunne ligesom være lige meget. På ruten var der en hær af medbragte SMT supportere, der så sandelig sørgede for at stemning i top. Den første af de 4 omgange gik godt og det gjorde den anden, tredje og fjerde omgang overraskende også. Jeg fik overhalet mange og vist også 6-7 piger, det var svært at gennemskue for alle deltagere på de forskellige distancer var på løberuten samtidig.  Jeg løb på 1.19 og velvidende at ruten nok ikke en gang er 20 km, var det mere en godkendt. Da jeg krydser målstregen kan jeg næsten ikke stå på benene, men lige inden jeg falder sammen giver stævne speakeren mig hånden og sig noget jeg ikke forstår. Jeg smiler bare en jeg sætter mig på en kantsten og stirrer ud i luften. Der kommer nogle spørger om jeg har vundet. Vundet? Det ved jeg ikke? Nå det var det han sagde. Sjældent var jeg været så smadret og ligeså sjældent er det startet så skidt og endt så godt. Uanset hvad gav racet masser af motivation til forbedre svømning og cykling -og jeg opdagede at jeg var i bedre løbeform end forventet…..

Der var virkelig mange flotte SMT resultater på begge distancer og samtidig glædede jeg mig over at min bror, Jacob, efter lang tids svær kræftsygdom var tilbage på banen og kørte et flot race med en 2. plads på ½ IM.

Herrenkoog er en lidt speciel konkurrence og vejret var ikke just på deres eller deltagernes side i 2010-udgaven. Der findes bestemt større og mere eksotiske konkurrencer, men egentlig synes jeg at de gør det godt. Og i forhold til beretningerne fra sidste års udgaver, virker det bestemt til at de har oppet sig i år. -Men det er ikke svært at finde danske stævne der er på samme og højere niveau. Til gengæld får man en pandekageflad cykelrute, som vist ikke findes hurtigere i vindstille vejr.

Kvindeløb, Silkeborg

Vejret var perfekt og Alt For Damernes kvindeløb så ud til at blive et rigtig flot arrangement med mange deltagere. Det skulle blive min første løbekonkurrence siden foråret 2007, så det var med en smule spænding at jeg stod ved startstregen. Starten blev forøvrigt udskudt et par gange pga de mange deltagere der skulle registreres.

Min optakt havde været en anelse stressende. På vej hjem fra arbejde villle jeg lige køre forbi og hente startnr., for at undgå kø. Men desværre var startnumrene endnu ikke kommet, så jeg måtte køre hjem igen. Men bilen kunne ikke starte, så i stedet måtte jeg lade bilen stå og gå/småløbe de 3 km hjem. Hurtigt på med tøjet og løbe ned til start og stå i kø... Men efter at starten blev udskudt var der alligevel tid til lidt opvarmning.

Starten gik og det var underligt at ligge med i front (da der jo hverken var mænd eller rigtig hurtig-løbere). Der blev hurtigt en lille gruppe og med Annette helt i front. De første ca 5-6 km er på noget ujævnt underlag langs Langesøen og med en del sving og små op- og nedløb. Det var bestemt det ikke det bedste for mit knæ, der desværre stadig føles noget ustabil. Se sidste km er dog mere flade og med færre sving, hvilket var klart bedre for mit gummiknæ.

Efter at have ligget 2'er fra 2-7 km, skulle det have en sidste chance og det lykkedes at overtage føring. De sidste 500m holdt det virkelig hårdt og jeg var så på at knække. Men dit gik og jeg kunne løbe først over streg på 10 km distancen. Tiden var desværre på den forkerte side af de 40 min, så det var ingen pragtpræstation -men jeg gjorde hvad jeg kunne den dag.

Der rigtig mange flotte SMT-præstationer og det var lige ved at ende med at blive et rent klub-opgør:-) Og sikke flot arrangement de ihærdig arrangører fra SMT havde stablet på benene og stemningen var rigtig god blandt de omkring 3500 deltagere.

Holstebro Triathlon 2010

Mit første tri stævne siden august 2006... Ærgerlig talt var det noget blandet fornemmelse art jeg kørte mod Holstebro en tidlig kristi himmelfarts morgen. Vejret var koldt og blæsende, men det var ikke så meget det. Mere at jeg var bange for at jeg helt havde glemt hvordan man kører det der tri? I hvert fald var alle rutinerne, der tidliger lå på rygraden, borte og glemt.

Jeg kender ruten godt fra mine 3½ år i Holstebro og har også kørt stævnet flere gange og været hjælper ligeså mange gange. Så det var helt spøjst at være tilbage igen.

Svømningen foregår i 50m bassin, 650 m alt hvad den kan trække. Der er som regel lidt kamp om pladserne på banen, men det gik nu ganske fornuftigt selvom tiden på 11.53 udenfor svømmehallen ikke var noget at skrive hjem om. Tidligere har jeg været nogenlunde habil i skiftet, men må erkende at også her mangler rutinen. På cyklen kom jeg dog, henover brostenene, igennem svingene og ud i vestenviden. 15 km ud og hjem igen. Puhh cyklingen blev en ingen succes og en tid på 59 min var ikke godt.

T2 var ren katastrofe, jeg frøs fingerne og tæerne så meget at jeg bare ikke kunne få løbeskoene på -arrrghhh! Efter møje og besvær blev skoene dog sparket på, hvilket resulterede i at lilletåen kom under de andre tæer. -Men hvad pokker der ingen følelse i tæerne alligevel... Ud på løbet, lige krydse gågaden i et par skarpe sving og så ud af Sortestien 3,5 km og hjem igen. Jeg kunne slet ikke få gang i benene. Jeg var egentlig ikke presset, men benene ville bare ikke flytte sig hurtigere, så det blev en lidt tam fornemmelse. Efterhånden som tæerne tøede op var det ikke sjovt at løbe i højresving pga af den fladmaste tå, men i mål kom jeg da. Løbetiden blev 27.52.

Michelle Vesterby vandt en sikker og forventelig sejr, mens jeg blev 5'er (-et godt stykke efter...). Der var mange flotte SMT-resultater, bl.a. blev Tommy Nielsen 2'er, mens Annette Corydon, trods sygdom, blev nr. 4.
Det var som altid et flot arrangement af Holstebro Tri Klub. Det imponerende at sådan en lille klub år efter år formår at stable sådan et stævne på benene.

Trods en noget blandet fornøjelse, var det skønt at være tilbage igen. -Man fristes til at sige at det kun kan gå fremad. Der skulle dog gå over en uge før foden/tåen blev sig selv igen:-(

Hva' for en padde?

Tilnavnet Skilde fik jeg, da jeg en gang kravlede ind i skildpaddeskjold i Odense Zoo. -Og måske er det slet ikke så dumt at være skildpadde? En skildpadde er jo en gammel og gennemtestet konstuktion -naturen udgave af en autocamper.... Smart er det at have huset med, hvis man pludselig trænger til en powernap. -Eller at kunne trække sig ind i skjoldet, hvis man trænger til fred og ro.

Tilbage er der bare at håbe, at skildpadden vinder over haren, på den lange bane:-)

Opsummering

Jeg startede med at løbe som ganske ung i starten af 90'erne, men det skulle snart vise sig at jeg ikke egnede mig til de korte løb på atletikbanen.

Midt i 90'erne startede jeg på triathlon og de næste mange år stod den på triathlon, duathlon og løb. I 2001 kørte jeg min førte ironman i Fredericia (som 19-årig), uden den helt store forberedelse:-)

Senere prøvede jeg kræfter med adventurerace og fik også her store oplevelse i ind- og udland. Sideløbende kørte jeg halvhjertet lidt triathlon og løb et marathon i ny og næ.

I 2006 kom jeg til at tilmelde mig Norseman Ironman (måske verdens hårdeste?). Det var ingen pragtpræstation jeg lavede, men jeg fik rigtig meget lyst til at køre triathlon igen og tilmeldte mig en ironman i 2007. Desværre satte en langvarig knæskade en stopper for det mål.

Norseman 2006

I februar 2008 blev jeg opereret og hele året blev viet til genoptræning. Jeg var dog så optimistisk at jeg tilmeldte mig en ironman i 2009.
 
D. 24. december 2008 blev jeg impliceret i et trafikuheld med bl.a. en delvis knust knæskal til følge. Forude ventede endnu en gang et års ubarmhjertig genoptræning. Bl.a. gik der godt 9 måneder før jeg kunne løbe (3x10 sek!).



 Bilen stod ikke til at redde -jeg kunne heldigvis repareres....

Men bare fordi at man ikke kan køre triathlon behøver livet jo ikke at gå i stå -eller gør det? I hvert fald fik jeg udlevet en gammel drøm om en cykelferie til Nordkap i 2008 og i 2009 blev til en skøn tur til Prag. Det blev også til nogle vandrerture med rygsæk, lidt kajak, langrend og meget andet.

Nordkapp-Silkeborg 2008

I 2010 kunne jeg så endelig starte, hvad man kan kalde egentlig træning. Også dét skulle vise sig at blive lidt af en udfordring og her i årets første 3-4 måneder har fremgangen ikke helt været som jeg synes træningsindsatsen har berettiget til;-(

Velkommen

Så er min nye blog i  luften. Her vil du med tiden kunne læse om triathlon, træning, konkurrencer, anmeldelser, skildpadder og meget andet:-)

Hilsen Helene aka Skilde