Ugen derpå

Indrømmet, jeg var lidt kvæstet de første dage efter Challenge Copenhagen. -Det kan godt være, at det var skidt mandag, men ikke desto mindre endnu mere skidt tirsdag. Tirsdag var så lige dagen hvor vi skulle London. Alle forhåbninger om en god plads i flyet hos Ryanair var en saga blot. "-Kim, du må kæmpe for dit -jeg melder mig på forhånd ud af kampen!"

Til London nåede vi dog. Op- og nedture (flest af de sidste) i Londons undergrundsbaner. Arrghh der er mange trapper. Den totale nedtur var da jeg blev indhentet på trapperne af nogle blinde! Herfra gik den vilde jagt i Londons undergrund, indtil jeg til sidst måtte overgive mig til de blinde, dervar bedre på dagen.

Jeg har løbet et par gange, 7-8 meter, men det var for ikke at blive kørt over. -Selvom jeg i et kort øjeblik overvejede om det var et bedre alternativ...

Benene blev bedre, som dagene gik. Vi dristede os også afsted til morgensvømning i den lokale svømmehal. -Og hvilken fornøjelse! 8 baner adskilt med banetove. På hver bane var der angivet en svømmetid pr 25 m. og svømmeretningen var angivet. Hvor var det fint:-)
Efter nogle skønne, og i starten ømme, dage i London gik turen hjem søndag. Vi skulle flyve tidligt, så det var op kl. 4. -Da jeg vågnede frygtede jeg et kort øjeblik at jeg skulle køre ironman, tidspunktet passede fint. -Men det var kun en "ond drøm".

Tilbage i Silkeborg og solen skinnede. Det var så fint vejr, at jeg følte det som min forbandede pligt, at tage en cykeltur. Jeg hev vintercyklen frem, for den har triple-krans og jeg vurderede, at det var nødvendigt. Jeg nød turen i solskinnet, lige indtil en ældre herre kørte om på siden af mig og sagde: "Det går vist ikke for hurtigt, det der!" "Nej", sagde jeg, "Jeg er lidt træt". -Det var så den selvtillid! Jeg nøjes med at konstatere at det blev til godt 3 timer, uden at røbe hvor langt (kort) jeg rent faktisk kørte...

Definition: afslapning

Men der har også været tid til afslapning og ingen kan udtrygge dét begreb bedre end Pilskaden.

I dag var jeg tilbage på jobbet -og hvilken modtagelse: Yes, jeg fik en æske chokoladeskildpadder:-)

En hjælpers hårde dag

Der var afholdt briefing for min stakkels, men tålmodige hjælper lørdag aften. Væske og gel var klar og kommandoen lød på 2 flasker energidrik på Gelsbakke efter 80 km og gel på 2., 3. og 4. omgang på løbet.

En hjælper må i sandhed stå meget igennem i forbindelse med sådan en ironman. Først ”lidt” ironman-hysteri i dagene op til. Så bliver man vækket på raceday af rumstéren og sågar musik, mens det stadig er mere nat end dag, sådan ved 3.30-tiden. Så af sted mod starten ved 5-tiden med nogle på samme tid mutte og ustyrlige atleter. Vente, vente, vente på pumpe og andet grej som ikke må blive i skiftezonen.

Tilbage og aflevere det i bilen. Hen til svømmestart, ønske held og lykke og i det hele taget forsøge at virke begejstret sådan en al for tidlig morgenstund. Endelig lyder startskuddet = vente, vente, vente -og med mine svømmeevner vente endnu mere. Dog havde han denne gang fået gaflet et VIP armbånd, så lidt morgenmad var der trods alt.

Endelig ud på cyklen. Hjælperen må tilbage til bilen. Skynde sig for tidsplanen skal holde. Skal lige aflevere en anden lige så stakkels hjælper på en Metro station, som de ikke kan finde. Til sidst lykkedes det. Tilbage til vandrerhjemmet. Bytte til sin egen bil. Hvordan dælen finder man Gelsbakke, når alting er spærret? GPS’en løber tør for strøm. Den pressede triathlet har ikke fortalt hvor laderen er, men til sidst finder den stakkels hjælper den dog. Afsted det går -panik, panik. SMS’erne fra livetracking tikker ind. Triathleten har passeret 63 km, så der er kun 17 km til Gelsbakke.

Den stakkels hjælper er nået til Lyngby, men kan ikke komme videre derfra. Vejen er spærret. En politidame siger: ”Du kan ikke køre her.” Nej, siger hjælperen der kan jeg godt se, men hvor skal jeg så køre hen? ”Det må du selv finde ud af”, siger politidamen. Bagved holder en bus og spærrer vejen. Hjælperen parkerer bilen i al hast og finder en station. Shit 15 min til næste afgang. Den stakkkels (og virkelig pressede) hjælper får kontakt til en anden hjælper, der bliver dirigeret til at stå klar med flasker, i nødstilfælde. Toget kommer, den stakkels hjælper kommer med, SMS’erne tikker ind, triathleten nærmer sig. I toget sidder en flok italienske kvinder der snakker højlydt, hjælperne vil bare have ro(!).

Hjælperen ankommer til Holte, løber om af bakken og overhaler ligefrem cyklister på vej op. Han når toppen. Hjælperens puls er højere end triathletens nogensinde har været.  En SMS tikker ind, triathleten er nået bakken. Frem med flaskerne, hjælperen når det lige. Hjælperen kan ånde lettet op, sveden hagler af ham, han ville så nødigt svigte.

Hvad kan man egentlig få for 650 kr?

Tilbage til stationen og tilbage til Lyndby. Hjælperen har akut brug for et toilet. Tilbage til bilen …Arghh en parkeringsbøde! I den tilspidsede situation overvejer hjælperen, i et svagt øjeblik, at sætte sig lige der hvor bilen er parkeret og plante parkeringsbøden midt i sine efterladenskaber, men det bliver ved tanken. Tilbage til vandrerhjemmet i bilen, med parkeringsbøden blafrende i forruden. Parkere bilen, lige på toilet, men svigermoderen ringer 3 gange –arggghhh ikke det mindste privatliv er der plads til som hjælper!  Hen til Metrostationen, ind til centrum, ud på løberuten. Han når det lige, står klar med gel og vand. Tålmodigt vente omgang efter omgang. Der skal også heppes: ” Kom nu skildpadde!”

Endelig ud på sidste omgang. Hjælperen kan redde sig lidt mad i målområdet takket være VIP armbåndet. Så langt så godt. Vente, vente, vente… Hjælperen påtager sig den store opgave at tage sig af endnu en triathlet. Det går ikke så hurtigt for triathleterne med at snøvle sig færdig og de kan så absolut ikke tage stilling til noget som helt, de kan intet overskue. ”I skal hente Jeres poser og cykler”, siger hjælperen. ”Poser og cykler? -Hvor skal de hentes?”, siger de smadrede triathleter. Lige derovre! ”Jamen hvordan kommer vi ud herfra?”, spørger de smadrede triathleter. Argghhh….! De humper over og forsøger at finde deres cykler, men hvor er det nu lige de er? Det tager lang tid. Hjælperen venter tålmodigt. De finder cyklerne og står i kø for at få cyklen med ud af indhegningen. Hjælperen venter stadig. En anden hjælper udbryder meget passende: ”Hold kæft hvor er der meget ventetid i den her sport, når man er hjælper…” Den stakkels hjælper nikker anerkende. Triathleterne har endelig fået cyklerne med ud i friheden. Så skal vi bare finde en Metrostation. Triathleterne humper afsted, mens den stakkels hjælper bærer det meste.

En temmelig træt triathlet

De finder en Metrostation og en elevator. På et skilt står der: Forbeholdt cykler, barnevogne og gangbesværede. Triathleterne smiler i sit stille sind, for de kan i det mindste leve op til to af kriterierne. Åh nej billetterne skal købes ovenpå. Hjælperne må på den igen, for triathleterne kan ingenting overskue og da slet ikke trapper. Hjælperen kommer tilbage med billetter. ”Har I undersøgt hvilket tog vi skal med”, spørger hjælperne. Nej, det har de ikke, for de kan som bekendt ingenting overskue. ”Kan vi ikke bare tage det næste tog der kommer, så kan vi da i det mindste sidde ned”, foreslår triathleterne.

Hjælperen og de to triathleter kommer af uvisse årsager med det rette tog.” Uhh der er langt at gå til vandrerhjemmet (læs: 800m)”, siger de to triathleter. Men de når målet indenfor en halvtimes tid. På vandrerhjemmet er der en mand der ser hjælperen komme slæbende på cykel og tasker, hjælperen humper også lidt for han har ondt i fødderne. "Havde du et godt race?", spørger manden. "Nej, jeg har såmen bare været hjælper", siger hjælperen. Triathleterne tåger rundt, mens hjælperen falder om på sengen -han er træt og udmattet. Hjælperen vågner først 12 timer senere....

Tak for hjælpen KimJ.

Challenge Copenhagen

Konkurrencen var udset til sæsonens store mål og jeg havde virkelig set frem til at køre i København igen!

Som et dårligt flashback fra Challenge Århus startede jeg med at slangen i baghjulet sprang inden start og det på trods af at jeg havde kørt med de samme dæk, slanger og dæktryk to gange inden(?). I med en ny slange, der var heldigvis god tid til start.

Svømningen blev en aldeles hæslig ad færde. Eftersom jeg startede i pro-feltet var jeg forberedt på at komme til at svømme alene, men at det skulle gå så skidt var en kæmpe skuffelse. En time og ti minutter(!) udover til Norseman hvor svømmedistance er lidt ukendt, er det det absolut dårligste jeg nogensinde har svømmet. Hvilken dårlig start på konkurrencen, jeg var allerede håbløst bagudL. Jeg fjumrede en smule i skiftet og da jeg kom op sammen med rigtig mange andre fra de efterfølgende heat kunne jeg heller ikke lukrere på at få hjælp i skifteteltet med pakke våddragten mv. i skifteposen som der ellers er mulighed for i profeltet.

Ud på cyklingen -fra nu af kunne det vist kun gå fremad.  Jeg var dog opmærksom på ikke at forcere i starten, selvom jeg havde lyst til alt andet. På cyklingen kom jeg til at ligge alene hele vejen og blev overhalet af temmelig mange. Jeg havde det lidt underligt og kom aldrig til at føle mig helt tilpas. Jeg kom igennem på 5.24 og alt taget i betragtning er det i virkeligheden ikke så skidt for mig. På de sidste bare km forberedte jeg mig på løbeturen, hvis lidt af æren skulle reddes var det på løbet.

Et fornuftigt 2. skifte og så afsted på løbet. Jeg kunne mærke at jeg var godt løbende, så det var bare at finde en fornuftig rytme.  I år bestod løberuten af 4 omgange. På første omgang gik det ganske fornuftigt, men desværre kunne jeg allerede her så småt begynde at mærke min hoftebøjer og balde, som jeg har haft problemer med den seneste tid. –Tilbage var der bare at håbe at det ikke blev værre. Men det blev det! På anden omgang kunne jeg virkelig begynde at mærke det især i sving og på de små stigninger ud mod Langelinie og tilbage. På de flade stykker gik det dog ok. På tredje omgang blev smerterne konstante og det trak ned på bagsiden af benet og helt ned i foden. Smerte er kun en sindstilstand, siger de kloge. Smerte er kun en sindstilstand… Det gjorde virkelig ondt. Omvendt følte jeg mig ellers frisk og kunne uden problemer optage væske og energi.

Når jeg nåede de små stigninger føltes det som om jeg måtte kravle op. Ind i mellem var det som om benet var ved at knække sammen, det føltes som en stakket frist. Ud på sidste omgang. Der var et par piger indenfor rækkevidde, så det var bare at kæmpe det sidste. –Det lykkedes lige netop med vel 700-800m til mål, en dyb indånding, løbe forbi så hurtigt jeg kunne, det måtte bære eller briste. Ind på de sidste meter, jeg glemte helt at nyde det, jeg var færdig….  Lidt overraskende løb jeg på 3.07, trods de udfordringer der var undervejs og på en løberute der eftersigende skulle være lang nok denne gang. 

En samlet tid på 9.45, samlet nr. 5 i proklassen og nr. 3 til DM.  Egentlig skal jeg  være rigtig godt tilfreds som tingene udspillede sig og trods alt PR med 5 min, men alligevel en lidt blandet fornemmelse. Hvis og hvis og hvis -det kan man ikke bruge til noget. Svømningen var alt, alt for dårlig, cyklingen på det jævne og løbet langt bedre en oddsene tilskrev. Der er dage hvor man overgår sig selv, som det var tilfældet sidste år til Challenge Copenhagen og der er dage hvor man må kæmpe som bare pokker -sådan en dag var det i dag! Men jeg kæmpede til det sidste, så på den front kan jeg kun være tilfredsJ.

Sikke en fantastisk stemning der var, særligt på løberuten. Det er helt fantastisk med alle de tilskuere. Jeg beklager at jeg ikke tilkendegav min tak med det mindste smil, men til det var jeg for presset;-) Tusind tak til alle Jer der heppede, det betyder ufattelig meget!

Marcus, min yngste supporter;-)

Rigtig mange flotte SMT præstationer såvel for de garvede som førstegangsdeltagerne.

Min bror, Jacob var blevet valgt til løbe den sidste halvdel af marathonløbet på stafetholdet Who is no one, for at skabe fokus på mænd og kræft. Det betød rigtig meget for ham at få lov til at være med og det var en stor en dag for ham, som jeg er sikker på at han aldrig vil glemme. -Derfor blev det også en rigtig familiedag, som i gamle dageJ.

Challenge Copenhagen står for døren

Med kun 8 dage igen er den sidste nedtælling i gang. Et par enkelte halvlange træningspas og så er det ellers nedtrapning. Tidligere på ugen skete der ligefrem det drastiske at jeg også kom på startlisten.

Når tiden nærmer sig melder alle småskavankerne sig og hypokonderiet tiltager. -Forhåbentlig er det bare et tegn på, at man er ved at være klar. Men ikke nok med det. Hertil aften gik min våddragt (eller dvs den jeg har lånt, fordi min egen er i stykker) i stykker:-(
Panik, panik -men jeg kan låne en våddragt i morgen af en venlig sjæl...

Nu er der ferie. De sidste forberedelser. Lige pludselig er det søndag d. 14. august, dagen jeg har set frem til længe. Jeg glæder mig ustyrlig meget til Challenge Copenhagen 2011!

Hvem har egentlig de tyndeste arme?

Indrømmet, en gang var der en stoppede op, sågar midt i en bacheloropgave og sagde de vise ord: "Du har godt nok de tyndeste overarme jeg nogensinde har set!" Eftersom den pågældende person er meget berejst, må jeg tro hvad hun siger.

Men så var det at Bettina havde været "hjemme" i Tyskland og der havde hun investeret i et tysk cykelmagasin. Bettinas blik faldt hurtigt på et billede af Andy Schleck og her fremgik det tydeligt, at han har de tyndeste overarme! Bettina tog cykelmagasinet med en lørdag til svømning og den lørdag blev et vendepunkt!

Godt nok passer mit Garmin 310 XT bedre på min overarm end håndledet, men alligevel -Andy får den sejr han ikke fik i Tour de France.

For nu at blive ved emnet. Ja, så kan den selv samme Betina sy og hun har endda papir på det. Det er et held for jeg havde fået et par armcoolers i str S, men stadig 7-8 numre for store. -Men det kunne Bettina og hendes symaskine klare, nu passer de perfekt:-)