lørdag den 30. august 2014

TriKalender.dk

Jacob og jeg har savnet at en let overskuelig oversigt over danske stævner og har ofte snakket om at det skulle være et kommende projekt. Idéen spirede igen under en løbetur. Kim blev overbevist om/overtalt til, at idéén var god. Han gik hurtigt i gang. Kun 3 dage senere blev Trikalender.dk offentliggjort!

Lidt startvanskeligheder skal der vel være og siden skal fortsat testes på kryds og tværs. Vi har allerede fået en masse feedback - tak for det! Vi vil selvfølgelig forsøge at holde siden opdateret, men TriKalender.dk er også afhængig af at brugere og stævnearrangører opretter stævner i kalenderen, hvis den skal være fyldestgørende.

TriKalender.dk kan også anvendes på mobilen, iPad mv. - Derfor er der heller ikke planer om en app, som nogle har foreslået. Kalenderen er ganske gratis både for brugere og stævnearrangører.

Vi er blevet gjort opmærksom på at 'Ironman' er en beskyttet titel (igen tak for feedback). Selvom vi vel nok synes at den slags er en smule grotest, retter vi os selvfølgelig efter reglerne. Derfor bruger vi i stedet begrebet 'Jernmand'.

På 2 dage er der allerede oprettet over 50 stævner i kalenderen. Dét er vi meget taknemmelig for. God fornøjelse med TriKalender.dk.

Tak til Kim for det store arbejde, nu får han fred et stykke tid;-).

tirsdag den 12. august 2014

SMT Cup Mini Tri

OMG, min første og eneste tri i år skulle altså blive mini tri'en, der er en del af SMT Cup'en. Det er vist efterhånden en temmelig lidt velbevaret hemmelighed, at vi har "bestilt" en lille skildpadde. En af dem med omtrent 9 mdr. leveringstid og med formodet ankomst i starten af december. Og jeg skal da lige love for at der er en anden der nupper noget af ilten. Trods rundt regnet et par timers daglig træning og oftest en weekend-cykeltur på 4-5 timer og så sent som i sidste uge en omtrent 20 km løbetur (læs: en joggetur og gå-pauser undervejs), ja så er det påfaldende hvordan man kan komme i tiltagende dårligere form, dag efter dag.

Nå, men man må jo forsøge at påvirke ungdommen i en positiv retning og nu skulle han altså køre sin første tri. Normalt ville jeg være lidt spændt på hvordan jeg ville præstere, i dag var jeg mere spændt på om jeg ville nå i mål inden det blev mørkt?

Som altid var der god stemning inden start og de ihærdige arrangører havde vanen tror ligefrem lavet en rigtig skiftezone. Svømning (200m i Almindsø) blev af gode grunde uden våddragt, for mit vedkommende og med en start allerbagerst i feltet. - Jeg skulle ikke risikere nogle tæsk ved den første bøje og jeg havde jo heller ikke just travlt (altså udover at skulle være i mål inden det blev mørkt).

Efter svømningen styrtede det ned og jeg gav mig tid til at tage en langærmet trøje på, jeg havde jo ikke travlt (altså udover at skulle nå i mål inden....). Tri-cyklen er for længst skiftet ud med en racer og den lettere kuperede rute på ca 18 km blev gennemført i et meget adstadigt tempo, jeg havde jo ikke travlt....

Tilbage i skiftezonen var de fleste vist kommet i mål. Jeg fik følgeskab af Annette (læs: hun joggede af, jeg prustede). Men vi hyggesnakkede hele vejen rundt (læs: Annette snakkede, jeg var ret tavs op af bakkerne). I mål efter de ca 4 km løb. Måske nok som en af de allersidste, men for pokker det var jo ikke en gang blevet mørkt;-).

I dag blev der altså ikke just talt sekunder, nu regner jeg i timer. Jeg tog ikke tid, bevares. Jeg havde dog ur på, men det var altså kun så jeg kunne holde øje med hvornår det blev mørkt. Alligevel, og til trods, tog jeg bagefter mig selv i ikke at tage strømper på. Hmm de få sekunder jeg sparede der, var vist ret lige meget i den store sammenhæng. Men det var nu også helt ubevidst og bare af gammel vane.

- Så nu har junior altså både været med i 1. runde af SMT Cup'en, kørt mini tri, givet mig gedigen kvalme i Mallorcas bjerge, bidraget til at jeg blev sat så eftertrykkeligt i de Schweiziske Alper, for bare at nævne noget;-)-

Omkring 44 deltog i denne afdeling af klubcuppen og det er da ret flot sådan en regnfuld tirsdag aften. Endnu mere imponerende er det hvordan arrangørerne gang efter gang sørger for at vi andre kan konkurrere og hygge os, eller hvordan man nu griber det an. En af arrangørerne er oveni købet Jørn Kim, vores stakkels, hårdtprøvede webmaster der har ligget vandret den seneste måned for at få klubbens hjemmesider op at køre, efter et stort nedbrud. Og så er der jo også liiige Silkeborg om 2½ uge, som han også er en hovedmændene bag. - Hvor er det på samme tid forbandet utaknemmeligt og pokkers prisværdigt. Hvad pokker skulle vi gøre uden den slags folk?