søndag den 30. september 2012

Challenge Barcelona 2012


Hvorfor, hvorfor? Hvad skulle det i virkeligheden til for? - Kunne man passende spørge sig selv. Sidste år var det heller ingen større succes med ironman nr. 3, 6-7 uger efter Challenge Copenhagen. Men jeg har en ret dårlig hukommelse, hvad det angår …Så velsagtens fordi jeg ku’.  Fordi jeg heller ikke i år var mæt efter ChallengeCopenhagen. Fordi jeg havde lyst til at fortsætte træningen og fordi Challenge Barcelona et fedt stævne!

Optakten har ikke været optimal. Selvom man har lov at tro på mirakler, ville det være bedre, at blive hjemme, hvis målet var et ”perfekt race”.

Starten går først kl 8.30, så kunne i virkeligheden sove længe i ironman-sammenhæng. Sov fantastisk - en feltseng taget i betragtning - og vågnede lige før vækkeuret kl. 4.45. De sidste forberedelser, et bad og en morgenmad bestående af - ja hold nu fast - usødet æblemos (økologisk og det hele), proteinpulver og banan. I erkendelse af at min motor ikke længere kører godt på lyst brød, som det ellers har været kutyme, så længe jeg kan huske.

Afsted mod starten i rigtig god tid, for pga massiv regn lørdag, var cykel in-check fornuftigt nok udsat til søndag morgen. - Jeg frygtede dog lidt et kaos med små 1500 deltagere, men det gik nu ganske, ganske smertefrit.

De sidste forberedelser og den obligatoriske Squezzy gel med hindbærsmag, 10 min før start.

Pro-herrerne blev skudt afsted kl 8.30 og os lige efter kl. 8.32. Fast besluttet på at ofre alt for at komme med bagtroppen . De første 4-500m var hårde, men planen lykkedes. Der blev dannet en gruppe med 5-6 piger vil jeg tro. Lidt af et drømmescenarie for mig, der ofte har oplevet at svømme helt, helt alene.  Tempoet virkede passende, om end det nok gik lidt i stå halvvejs og gruppen blev splittet kortvarigt, da der kom nogle op bagfra, fra andre heats. Men vi fandt sammen igen og det var bestemt ikke uden betydning ikke selv at skulle orientere, for der var til tider langt i mellem bøjerne og de var svære at se i bølgerne. Så egentlig en ganske fornuftig svømning, troede jeg. For oppe af vandet kunne jeg se at tiden var 1.10, øv. Det er en noget hårdere svømning end fx i København, men jeg troede ikke at 1.06-07, var udenfor rækkevidde.

Lidt kaos i skiftetelte, for vi var en større flok, der kom op omtrent samtidigt. Og så ud på cyklingen.

Wattmåleren havde drillet i dagene op til, så den havde jeg afskrevet. Til gengæld valgt pulsmåleren så lige netop i dag, heller ikke at virke.  Nå hva’ pokker, det havde næppe gjort hverken fra eller til, på en dag hvor benene bare var trætte. Ville gøre hvad jeg kunne for ikke at gentage min 8 minutter lange penalty fra 2011. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at det på en relativ flad og vindfølsom rute, er en kæmpe fordel at komme med på lovlig afstand (i dette tilfælde 12 meter forhjul til forhjul). Om ikke andet kunne det hjælpe med til at holde fokus, på en dag, hvor jeg tidligt blev klar over, at det var lidt op af bakke. En del forsøg på at komme med når nogen overhalede, men selv små temposkift virkede som det rene gift, for et par i forvejen trætte ben.  Cyklingen endte som noget der burde være løgn. Noget vind ja, men alligevel ret optimale forhold og på en hurtig rute.

Væske og energiplanen fungerede ellers perfekt. Jeg ville ikke være afhængig af nogen denne gang, så det blev til en 4-dobbel energiblanding på styret i min hjemmefabrikerede aeroflaske-anordning og derudover bare vand fra depoterne + en enkelt energibar og 3 gels. Et par gange smagte vandet fra depoterne dog tilstrækkelig meget af klor til at det kunne være flaske-vand, så jeg frygtede en smule for konsekvenserne.

Mit aero-gejl med aerohjelm og Aerotop fra Fusion - alle kneb tæller - hjalp vist lige lidt i dag. Cyklingen blev overstået, for det var vist det eneste det handlede om. Fik ”løsnet lidt op i kroppen” på de sidste km, der alligevel består af en strækning med en masse markante vejbump.

Et fornuftigt skifte og ud på løbet. Der var vist ikke så meget i tvivl om, at det ville blive en hård tur, uanset hvad. Jeg lagde ud det planlagte tempo mellem 4.30 og 4.40/km, afhængig af vinden, uagtet jeg var klar over, at det i dag ikke ville holde i dag. Svømningen og cyklingen havde ødelagt alle forhåbninger om en fornuftig sluttid, så der var ikke så meget at miste.  Og chancen for at hente nogle af de foranliggende piger inden det blev ”rigtig træls” virkede, som det mindst dårlige alternativ, velvidende at de sidste km ville gøre nas uanset hvad.

Jeg valgte denne gang at løbe i mine normale træningssko Saucony Mirrage. En relativ let træningssko, om end tungere end den racesko jeg normalt vælger. Og set i bakspejlet er jeg glad for, at jeg i dag valgte en komfortabel sko netop i dag…

Jeg løb med en stak gels i hånden, hindbær smag på den første halvdel (fordi de smager bedst) og koffein på den sidste halvdel (fordi det var nødvendigt). Ingen maveproblemer, kvalme, kramper eller noget som helst - bare trætte og ømme, forfærdelig ømme, ben. Ømheden var slem allerede halvvejs, faktisk omtrent samme ømhed som normalt kommer de sidste 4-5 km.

I mål i 10.12 og nr. 15 i profeltet. Glad, ikke for resultatet isoleret set, men glad for at være i mål. På ingen måde prangende på en dag, hvor vejrforholdene faktisk var ret optimale med kun 20-22 grader, vil jeg tro. Et godt arrangeret race. Der er ingen undskyldninger - jeg fik prøvet nogle strategier af og fik virkelig lov at kæmpe for det i dag. - Gjorde hvad jeg kunne, dét var bare ikke så meget.

Kun en enkelt rekord blev det til i dag:


 

Vel nok den hårdeste fødselsdag til dato. Av, i dag gjorde det ondt at blive et år ældre….

Tak for alle hilsener af den ene og den anden årsag - før, under og efter. Og tak for support undervejs, både til dem jeg kender og ikke kender (”kom så Danmark”). - Det betyder meget!

Tredje ironman i år og sjette siden juni sidste år - nu er jeg konkurrence-mæt for en stund. Nu er der dømt vinterhi, vi ses til sommer;-).

 

onsdag den 26. september 2012

Challenge Barcelona lige om hjørnet

Torsdag går turen til, ikke Barcelona, men faktisk Calella - for det er er dér Challenge Barcelona går for sig på søndag.
 
 
Jeg er ikke så godt forberedt, som jeg kunne have ønsket, men dét trods glæder jeg mig til på søndag! Jeg havde ellers trukket tilmeldingen til det sidste, men knap var den afsendt, før jeg blev ramt af sygdom:-(. Ikke alene kostede det nogle træningsdage, men den efterf'ølgende træning blev en udfordring. Men nu hænger jeg på den og jeg kører det bedste jeg kan på søndag! 

Der er hele 105 på startlisten i profelet og alene kvindefeltet er større end det samlede pro-felt til Challenge Copenhagen. Om det er pga det spanske mesteskab, den hårde Hawaii kvalifikation eller bare en større flok wannabes eller lykkeridere, som mig selv, ved jeg ikke? Men jeg ser frem til at få den oplevelse med, også selvom det vel nok ligger i kortene, at der er lagt op til bøllebank;-).

Det var et fedt stævne sidste år og jeg glæder mig til at komme tilbage. Jeg glæder mig til at stå med fødderne i vandkanten på søndag, forhåbentlig i solskin (og ingen vind, tak).

søndag den 9. september 2012

Videbæk Triathlon 2012

En lidt pludselig indskydelse og ikke mindst en erkendelse af, at jeg godt kunne trænge til at blive støvet lidt af. - Og så var jeg pludselig på startlisten til Videbæk Triathlon. Da jeg stadig har forhåbninger om at køre Challenge Barcelona om 3 uger, valgte jeg at krydre dagen med en cykeltur Silkeborg-Videbæk tur/retur. Lørdag skrev Stefan om jeg skulle til Videbæk om søndagen og han var ikke svær at lokke med på cykelturen;-).

Så en tidlig søndag morgen, mens det endnu var mørkt, drog vi vest på. Ramte Videbæk lidt i halv ni, tiltrækkelig tidligt til at benene kunne nå, at blive godt stive inden start, men hva' pokker....

150 deltagere fordelt på 6 heat, var samlet denne septemberdag i Videbæk - ganske flot. De fleste piger var samlet i samme heat. Der blev svømmet en god blanding af crawl og bryst på banerne, som det hører sig til, så det gav en lidt ustabil svømning. Nogle havde lørdag aften fået nys om, at det var tilladt med våddragt - jeg havde ikke taget min med og der var vist hellere ikke andre piger der benyttede sig af det.

Op af bassinet, ud af døren og ud til cyklen. Cykelbenene var lidt stive og selv i det flade vestjylland havde de fundet lidt bakker frem i dagens anledning. Min cykling var langt fra prangende, men fint med en ud-hjem rute, så man kunne se de andre deltagere.

Tilbage til skiftezonen og ud på løbet. Vi var 3 piger der indenfor vel 20-30 sek. Jeg kom i front efter 1½ km og måtte sande at løberuten heller ikke var hel flad. Først i mål, men relativ tæt. De gjorde det godt de andre og jeg fik lov at kæmpe lidt for det, præcis som jeg havde håbet:-).

Et super arrangement i Videbæk, som bestemt kan anbefales.

Efter afslutning og præmieoverrækkelse. Gik turen hjemad på cykel. For som Stefan (der forøvrigt blev 2'er) havde sagt lørdag: "har du tænkt på at vi også skal cykel hjem igen...?" Ja, nu hang vi jo på den. Hjemme igen og vel nok en smule trætte.