Ferie

Efter Challenge Copenhagen havde vi 2 ugers ferie. De første par dage blev brugt i København og Nordsjælland. Jeg havde hårdnakket påstået at jeg sagtens kunne tage på sightseeing dagene efter ironman. -Sagtens blev en sandhed med modifikationer, men vi nåede dog omkring i byen og en tur på Louisiana. Ok trapperne var ikke sjove og jeg måtte tage nogle hvil undervejs:-)

Hjemme i Silkeborg en enkelt dag og så videre til Norge. Kim skulle deltage i Birkebeiner Rittet som er et 94 km MTB race og inden da ville cruise rundt i Norge i 8-9 dage. Cykler, telt, soveposer, kogegrej og meget andet blev pakket og afsted gik det mod Hanstholm. Af en eller anden grund skal der altid være kuling når jeg skal til ud at sejle. Denne gang blev ingen undtagelse og allerede ved inn-check blev der udleveret søsyge-piller og afgangen blev udskudt 4 timer.

Rejer er (som det eneste) billige i Norge;-)

Jeg tog Kims og min egen søsygepille og placerede mig strategisk lige midt på båden, klamrede mig til begge armlæn og lukkede øjnene under hele sejlturen. I mens klirede tallerknerne og medpassagerne brækkede sig med jævne mellemrum. Jeg holdt lige netop skansen. Kim synes til gengæld at det er virkelig sjovt, når det gynger og jeg har derfor besluttet at aldrig skal sidde sammen på katamaran i blæsevejr!

Safari i de norske fjelde

Men til Kristiansand kom vi efter et par dage kørte vi videre mod vestkysten. Vi trillede nogle ture på MTB, men jeg var ikke meget værd. Vejret var desværre ikke godt så det blev også til nogle dage i hytte. Men den dag vi var på predikestolen var vejret smukt.

Lidt højdeskræk er man vel altid?

Vi var også nogle dage i Oslo. Her boede vi i lavuen i regn, regn og atter regn. Herefter fortsatte vi nordpå mod Rena hvor starten til Birkebeineren går. Alt var selvfølgelig udsolgt i miles omkreds, men en teltplads kunne vi dog få. -Det regnede fortsat:-(

Lørdag morgen fik starten til Birkebeiner Rittet og Kim startede relativ tidligt ved 8-tiden. De første starter ved 7-tiden mens de over 17.000 deltagere er fordelt i startgrupper frem til over middag. Det regnede, regnede og regnede og var virkelig koldt på toppen. Deltagerne var hårdt prøvede og det samme galt udstyret. Ingen havde bremsebelægning tilbage på de sidste nedkørsler så det var rent speedway-stil. Underholdende at se på, men knap så sjovt for deltagerne.

Sidste sving inden mål...

Løbet slutter på det olympiske stadion i Lillehammer. Alt var så mudret at vi kun med nød og næppe kunne få bilen gennem mudderet på den mark, der i dagens anledning var omdannet til parkeringsplads. Kim fik ikke den bedste oplevelse og rystede af kulde da han kom i mål. -Det hjalp dog en smule på humøret at så godt som alle havde haft samme oplevelse. 



Kim i mål



Fra Lillehammer gik ture mod Oslo hvorfra vi sejlede til Frederikshavn. Trods vejret havde det været skønt med ferie og vi havde fået dækket vores friluftslivs behov for en stund. Det er dejligt at gå på fjeldene, føle friheden, lave mad på primus'en og drikke solbærtoddy.

Hjemme igen og det er to uger efter Challenge Copenhagen. Jeg har kørt lidt MTB, løbet og svømmet lidt de sidste par uger, men ser allerede frem til at starte med den mere strukturede træning igen. Hvis alt går vel vil jeg køre Challenge Barcelona i oktober... 

Challenge Copenhagen

Jeg havde glædet mig afsindig meget. Ja, faktisk var alt pakket og klar allerede fredag selvom konkurrencen først var søndag. Formen kunne sikkert havde været bedre, hvis omstændighederne havde været anderledes, og ryggen havde drillet lidt, men jeg håbede så inderligt at jeg vil ramme "dagen" og køre op til mit bedste.

Trods skybruddet lørdag aften og nat summede skiftezone af forventningsfulde triathleter tidligt søndag morgen. At Jørgen Leth skulle give den sidste motivationsindsprøjtning virkede nærmest komisk, hvis man kan huske netop denne mands kommentar da triahlonsporten første gang var på OL programmet. ”De svømmer som frøer, cykler som brydere og løber som cykelryttere!”  (til gengæld syntes han, sjovt nok, særdeles godt om de kvindelige brasilianske beachvolleyspiller:-).

Pigerne fik lov at starte i et særskilt heat, 5 min efter pro’erne. Det gav knap så meget slåskamp (eller i hvert fald nogle knap så store modstandere) men til gengæld færre at ”ligge på fødder” af. Nogle få trak hurtigt fra, men ellers blev det underligt misk-mask og jeg fandt aldrig de fødder jeg havde håbet på, så jeg måtte selv lave arbejdet. At de fleste bøjer var fjernet pga. vejret, gjorde ikke orientering lettere. Alt i alt blev min svømning noget tvivlsomt, men da jeg kom op af vandet og uret viste 1.07 var det alligevel ikke så slemt som frygtet. Men havde jeg vidst, at vandet var befængt med coli-bakterier, havde jeg måske skyndt mig lidt mere;-)

I skiftet fjumrede jeg lidt og kunne et kort øjeblik ikke finde min cykel. Imponerende når jeg havde gennemgået vejen 17 gange. Jeg fandt dog min cykel, selvom jeg måske skulle have taget en andens (hvis den var hurtigere).





Ud på cyklingen regnede det stadig og vejene gennem København var våde og glatte. Endelig ude på Strandvejen og så var det bare at finde rytmen. Drengene fra de efterfølgende heat komme allerede hamrende forbi (de der ikke allerede havde overhalet mig på svømningen). Jeg blev overhalet, overhalet og overhalet… Arghh jeg overhalede faktisk også en del (men det var dem der stod i vejsiden og var punkteret). Cykelruten bliver nok aldrig min yndlingsrute med en del sving og mange små rullende bakker. –Godt for ”Cykel-Monstrene”, knap så godt for mig. Men ok en afvekslende rute, hvor trafikreguleringen var helt i top og med mange tilskuere, særligt på Gelsbakke og ved brostensstykket i Lyngby. To omgange og tilbage mod København centrum. Jeg stillede cyklen efter 5.30 og det var faktisk ikke så skidt, mit cykelniveau taget i betragtning. Jeg var lettet over hverken at være styrtet eller punktet på de regnvåde veje, for der var mange der led dén skæbne.

Ud på løbet og benene føltes gode. Jeg holdt igen på de første km og fandt herefter en god rytme. Den ene km tog den næste lige indtil jeg ca. halvvejs blev alvorligt bange for, at jeg havde fejldisponeret helt og aldeles. Det gik nærmest for godt. Men pjat, det var jo bare at forsætte så længe det gik. Stemningen på løberuten var helt, helt fantastisk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. De fantastiske SMT-supportere nærmest bar os frem! Sidst på 2. omgang får jeg æren af at overhale den førende Rebekah Keat (bare ærgerligt, at hun var en hel omgang (14 km) foran mig!). På den sidste af de 3 omgange følte jeg mig stadig frisk (også selvom jeg kan se på billederne at det ikke ser sådan ud). Nu var det til gengæld min tur til at overhale, så en smule hævn fik jeg da:-).

På vej mod mål

De sidste meter i mål og en helt-vild-fantastisk stemning. Uret vidste 3.08 -kunne det virkelig være sandt eller var uret gået i stå? Det virkede vanvittigt, ikke mindst taget i betragtning af, at jeg sidste år ved samme tid, ikke kunne løbe så meget som 1 m og ikke havde løbet i 8 mdr. Faktisk var det tvivlsomt om jeg nogensinde kom til at løbe igen…. Men det var sandt(!). -Og så skidt med at løberuten vist ikke var helt lang nok.

Sluttiden blev 9.50 og oversteg helt og aldeles mine vildeste drømme. Jeg vandt min aldersgruppe, blev nr. 6 overall og fik hurtigste løbetid. Jeg var så glad, så glad og så træt, så træt, at jeg ikke vidste om jeg skulle grine eller græde, men jeg valgte det første:-). Det var virkelig stort efter 3 års konstant genoptræning.

Alt i alt kan jeg kun på det varmeste anbefale Challenge Copenhagen og jeg er sikker på at de meget få svipsere kommer helt på plads i 2011!

Tak til Torpedo for uvurderlig hjælp, tak for den enestående support under racet, tak til Jer der har kørt mig synder og sammen søndag efter og søndag og tak fordi I også ventede så mig, tak for den store opbakning (og medlidenhed) og tak til alle Jer der dag efter dag, uge efter uge bruger Jeres sparsomme tid på vores fantastiske klub:-)