mandag den 18. februar 2013

Pose Running mv

Kim var rejst til Norge med skiene under armen og padderne er stadig ikke for alvor kommet ud af deres vinterhi. Jeg havde til gengæld en travl uge bl.a. fordi den her i weekenden stod på Pose Running level 1 coach kursus, som det så beskedent hedder. Dét betød at træning og andet primært skulle nåes på hverdagene - lad mig bare sige at jeg var jævn træt da jeg nåede fredag! Som almindelig, dødelig, fuldtidsarbejdende, motionist finder man hurtigt ud af hvor meget weekenderne betyder træningsmæssigt.

Der har også været godt i gang i mit lille hjemmesideprojekt Tritalk.dk, der nu ligger med et dagligt besøgstal på 500-600 og det er vel egentlig ikke så skidt.

Jeg har skam også fået min nye cykel, en BMC TM01 gennem Børkop Cykler. Den er kun prøvet lidt på hometrainer og jeg glæder mig ustyrlig meget til at få den bikefittet og samlet 100% på fredag. Mere om det senere.

Tilbage til Pose Running kurset. Det var først og fremmest en interessant weekend i Odense, hvor jeg synes, at der var nogle ting som stod mere klart for mig end tidligere, ikke mindst i instruktørrollen. Jeg er ikke og bliver velsagtens aldrig pose runner, men det var bestemt interessant at arbejde videre med teknikken.


I efteråret var jeg på et seminar med selveste Romanov (manden bag Pose Running), der er en yderst karimatisk person der både fascinere og provokerer. Dengang var det dog først og fremmest med fokus på hvor håbløs man selv løber og skader i relation til løbestil.

Weekenden i Odense var også en velkommen lejlighed til at besøge Jacob i Ryslinge City, Fyn.