søndag den 10. marts 2013

Wellness for begyndere

Hvor var det fint - vi havde fået muighed for at komme på et lille wellness ophold på Kellers Park v/ Vejle. Tidligt hjem fra arbejde fredag og jeg Kim direkte fra arbejde.

Ohhh no.... Der sad jeg så i den vinter-beskidte Touran på gule plader, iført turkise gummisko med lavt hældrop, bukser med let hængerøv og selvfølgelig min Goretex jakke med snefang og lavine søger. Yndlingshuen, der i adskillige år har haft et diskret hul i toppen, var trukket godt ned over ørerne. - Bag i bilen lå min slidte dufflebag fra en gang i slut 90'erne. Konstaterede at jeg blot er et primitivt menneske.

Hvordan skulle det gå? Jeg har ingen trolley jeg elegant kan spadsere afsted med, eller for den sags skyld sko med hæle, der siger 'klonk, klonk' når man går. Ok mine negle havde et blåligt skær, men det var for pokker da pga af kulden....

Nå men der var ligesom ikke noget at gøre ved det.

Vi ankom til det promenente sted. I det fjerne anede jeg én, med en form for mulepose i hånden og helt uden trolley. En trolley er forøvrigt også noget bøvl, når der er brosten og grus - det samme med hælene, tænkte jeg i mit stille sind.


Vi blev indkvarteret. Værelserne var store og fine. Badekåber og tøfler lå klar på sengen. Vi gik en tur i området. "Arrghh ku' du ikke  ha' taget nogle andre vanter med?", påpegede Kim. Jeg kiggede på mine hænder - ok, et par cykelluffer fra GripGrab. Dét var måske ikke en gang det værste - det værste var at snottet fra sidste cykeltur dannede en imprenerende hinde ved tommelfingeren og på håndryggen...



Tilbage på værelset og gøre klar til en 3-retters menu. Fandt det pæneste tøj jeg velsagtens har - tøj som civiliserede mennesker næppe ville vise sig i til havearbejde eller når stuen skal males. Heldigvis kunne ingen se, at jeg indenunder havde sneget et har CEP kompressionsstrømper på de trætte ben.

I restauranten var der pænt dækket op. Vi fik menuen at vide - det eneste jeg forstod har noget med svinekød, noget okse-et eller andet og noget med is. "Hvad ønsker I at drikke?", spurgte den venlige tjener. Vinkortet var en mindre roman, men jeg skal ikke have meget rødvin før maven kramper sammen. "Undskyld, men kan man få hyldeblomst?", spugte jeg forsigtigt. Tjeneren kiggede lidt og sagde: "Øhh jo, jo og vi har også solbær og blåbær...". Kim bestilte en øl fra et fynsk microbryggeri. Måske nok lidt ucivliseret, men ikke decideret primitivt.

Forretten, en riette af svinekød, som det hed. Fint pyntet med rødbede og noget urte-værk. For mig at se mindede det mistænksomt om et stykke sylte og det var vel også grunden til at jeg nøjedes med at prikke lidt til det og ellers spise tilbehøret. - Konstaterede endnu en gang at jeg blot er et primitivt menneske.

Hovedretten okseklump, gulerødder, ærter og kartoffel. - Det var nemmere at forholde sig til, for et primitivt menneske. Og flot, flot anrettet det skal de bestemt også ha'.

Desserten: is lavet på ost, lys og mørke chokolademousse. Måske ikke min livret, men jeg kvaliteten fejlede ingenting.

Så var det tid til at iføre sig badekåbe og tøfler og traske gennem hotellet ned til spa-afdelingen. Indenunder havde jeg en godt slidt og klorbleget Speedo badedragt, som naturligvis er købt billigt pga en ræderlig farvesammensætning. Designeren må have haft en dårlig dag. Hva' pokker i hvide badekåber er vi jo alle (næsten) ens.

Spa-afdelingen er virkelig fin. Rolig musik, ingen støjende unger. Her kan man tøffe rundt mellem kolde og varme bade, saunaer, gå i udendørs spa eller slænge sig på en opvarmet liggestol. Blev vel ramt af en form for rastløshed, er vant til at skynde mig videre. Her var der ikke noget man skulle nå.

Nød at være luksus-vinterbader for en stund, for så at kunne gå direkte videre til et varmt bassin eller sauna. Den udendørs spa er skøn, her kan man sidde i frostvejr og kigge på stjerner. I mørket kunne ingen se min slidte Speedo badedragt.

Næste morgen. Vågnede lidt over 6. Skal vi ikke gå ned i spa-afdelingen, der er sikkert ikke så mange lokkede den rastløse. - Og der var ikke så mange. Der var lige præcis én. Det var blevet lyst og fra den udendørs spa kunne man nu kigge ned over Vejle Fjord.



Senere ventede morgenmaden. Dén var himmelsk, intet mindre. Hvis ikke verdens bedste, så noget der henad. Jeg elsker morgenmad.

Pakke sammen, udtjek og en lille gåtur til marinaen. Så gik turen hjemad. Tilbage til en hektisk weekend. Kl. 17 skulle vi være til guldbryllup. Men inden da skulle jeg lige nå lave mad til Kims skitur, med afrejse samme nat plus en længere løbetur og Kim skulle skrive opgave og liiige nå at pakke.

Rundt regnet 18 timers wellness ophold. Kellers Park er et skønt sted - selv for begyndere og primitive mennesker med gummisko, hængerøv og snot på vanterne....