Vi havde valgt at leje cykler, for det bare meget lettere og jeg synes også at en racer er at foretrække i bjergene fremfor tri-cyklen. Men så er der lige det der med størrelsen, når man lejer en cykel. Normalt kører jeg på en str 49 eller 50, men de kæreske ty cykeludlejere påstår (og påstod sidste år) hårdnakket at jeg skal have en str 54 - jeg kan jo knap nå styret...! Derfor blev de da også lettere fornærmet da jeg med det samme ville have byttet til en anden str. Har du måske nogensinde før kørt på en Centurion? Nej, heldigvis ikke tænkte jeg, for Centurion er næppe det mærke der giver mest street credit, vel? Og det giver da slet ingen street credit når man oven i købet må køre rundt med en udlejningshjelm, der vist oprindeligt var en MTB hjelm, fordi min kære hjelm hårdhændet var blevet smadret under transporten herned:-(.
Okay, okay ...de indvilligede i at bytte cyklen også selvom jeg ikke havde kørt på den en dag (for at konstatere at den stadig ikke passede). Og okay, okay ....street credit eller ej, de Centurion cykler er faktisk rigtig fine og ligefrem en 2014-model.
Og så var der Kim, ham ville de også give en større cykel end normalt, som han heller ikke ville have og heller ikke ville køre på en dag først. Så blev de lidt mere fornærmede og det blev Kim også. Så mens de byttede cykler og pedaler rundt igen, fandt han noget brød, som helt sikkert ikke var tiltænkt ham. Det var dog så tørt, at han være ved at kvæles i det, så det blev han ikke just mere fornøjet af.
Der er afsindig mange cyklister hernede nu, det er helt vildt! Det er som om Mallorca virkelig har fået sin renæssance, selv blandt tri-folket - og det forstår jeg godt. Apropos tri-folk ja så er der selvfølgelig en vaskeægte triathlet på vores hotel. Sådan en rigtig prototype, en midaldrende herre, der hver dag kommer til morgenmaden i en ny (og det kan man selvfølgelig glæde sig over) finisher T-shirt. Han lagde roligt fra land med en marathon t-shirt, så røg den på ironman og nu venter jeg bare på udviklingen her sidst på ugen...
Den anden dag var vi på Sa Calobra, det er som om man har pligt til det. Det er en både smuk, fascinerede og lang stigning, som man ikke må snyde sig selv for. Men udover at mase rundt i bjergene har vi, som altid, en konkurrence kørerende. Det gælder om at finde den bedste panda - finalen er hjemad i flyveren. En panda er typisk en der har ligget en del ved poolen, men kan i princippet også være cyklist eller triatlet ikke at forglemme. I hvert fald er det én har en forkærlighed for at bære solbriller, gerne de store af slagsen og som, når solbrillerne afmonteres, har store hvide pandaøjne.
Ps i dag d. 20/4 har jeg selv udviklet mig til den ultimative panda - damn....
