onsdag den 3. september 2014

Sidste gang med nummer på i år?

Den normale 21 km lange afdeling af SMT Cup'en fra Ry til Silkeborg var blevet halveret og derfor øjnede jeg chancen for, at selv tykke mennesker, som jeg, kunne deltage.

Turen gik til Slåensø i en godt proppet bus. Vel i omegnen af 80 passagerer var stoppet ind, men stemning var god når man kommer hinanden ved. Ruten er relativ kuperet og jeg var lidt spændt på om jeg kunne trække op af bakkerne. Det gik, men det gik langsomt ....meget langsomt. Alligevel nød jeg turen og solen skinnede. Formodentlig den sidste gang med nr på i år. Altså rigtig nummer var det jo ikke, bare skrevet på hånden. Men for pokker jeg vasker det ikke af foreløbig, ser hvor længe det kan holde;-).


Se selv!
Jeg tøffede igennem ruten. Vil ikke sige at det gik godt. Det svinger meget fra dag til dag - og i dag var ikke én af de bedste. Men pyt med det. Jeg er i er virkeligheden bare glad for at kunne løbe (løbe og løbe, men i hvert fald noget jeg forestiller mig i mit indre som værende løb). Turen krævede også to tissepauser, eller ca. dobbelt så mange som jeg plejer at have på en hel ironman, tsk, tsk....

I front blev der gået til stålet, men det var ligesom ikke noget jeg var vidne til. Sune vandt hos herrerne og Tina en komfortabel sejr hos hunnerne.

Ellers er studiet skudt i gang på SDU med intro og tyvstart i sidste uge. Spøjst at være studerende igen. De næste måneder bliver travle, så der kommer nok ikke til at ske alverden på bloggen her. Den tid der måtte blive tilovers bliver  efter al sandsynlighed tilegnet TriKalender.dk og TriTalk.dk.