Velankommet udkants-Danmark. Her bor de seje mennesker, dem der kan holde vinden ud. I en butik sagde ekspedienten: "Det blæser jo ikke så meget i dag!" (arrggghhh så vil jeg nødig være her når det blæser).
En ældre mand på cykel i Harboøre-habit (ja, det var dér han kom fra) kunne lige netop opretholde et tempo, der kunne holde ham relativ lodret på cyklen, sagde smilende: "Det ér godt for kondien, med lidt vind!"
På en vindblæst landevej - lidt udenfor Harboøre - under en morgenløbetur, lidt i syv, mødte jeg en ældre dame. Hun var som formet af vestenvinden, krum og med to stokke der måske i virkeligheden var det eneste, der holdte hende oppe. Da vi passerede hinanden rettede hun sig, om muligt, lidt op og sagde: "Daw!". Jeg blev aldeles forskrækket, men fik dog fremstammet et gensidigt daw.
Men det er dragevejr derude i vestjylland! Kim fik luftet den drage, han ikke har fået af mig (for jeg syntes idéen var fjollet), men af skildpadderne. Der er ingen træer derude vestpå, men det skulle ikke forhindre nogen i at få dragen til at sidde fast på taget. Den lokale tømrer måtte tilkaldes, med byggelift og det hele. Han fik et billigt grin og nu har vi støttet udkants-Danmark.
Søndag gik turen hjemad i en rasende medvind. Den ler sidst ler bedst;-).
