Det blev bestemt ikke den dag jeg håbede på. Ikke at jeg havde de store forventninger, men trods alt forventninger om et hæderlig race....
Vejrudsigten slog ikke fejl og det regnede da vi ved 7-tiden gik ned mod start. Så det blev en lidt kold og våd start på dagen. Cyklen var pumpet, skiftezonen gennemgået en sidste gang, på med våddragten, aflevere "After race posen" i den helt anden ende af stævneområdet, på bare tæer et alt for langt stykke på den våde og ru asfalt av av, endelig klar ved svømmestart.
Mystisk start. Først "opvarmning" i det 15 grader varme vand, inden vi blev gennet op på land med fløjter og fagter. Så skulle vi af en eller anden mærkelig grund lines op på havnekajen, først et sted, så et andet sted og et tredie sted - og så tilbage til det første sted...? Så fik vi lov at hoppe i vandet, profeltet først. Der blev sprintet ud til startlinien, for ingen vidste helt hvordan startproceduren var. Nogle var for langt fremme, andre for langt ude i siden, men ingen vidste helt, hvor starten reelt skulle gå. Så fik agegrouperne lov at springe i vandet, de forreste nåede lige startsnoren inden startskuddet løb til en kaotisk svømmestart.
Jeg blev godt og grundigt svømmet ned bagfra og var for første gang nogensinde ved at gå i noget der minder om panik, i den dårlige cocktail af koldt vand, bølger og farretruende, langarmede triathleter i fri dressur, direkte bagfra. Resten af svømning handlede vist mere om overlevelse.
Op af en rampe, landede som en skildpadde på skjoldet mens nogle, ellers venlige hjælpere, forsøgte at trække mig op. Svimlede lidt af sted, fandt min skifte-pose og ind i det trængte telt. Videre ud mod cyklen, der var let at finde (læs: de andre var kørt for længst).
Det starter med at gå jævnt opad, så jeg bildte mig ind, at jeg bare lige skulle bruge de første par km på at finde rytmen. Dén kom aldrig, det gjorde varmen heller ikke og cyklingen blev i det hele taget en hæslig omgang. Ingen ting fungerede, end ikke wattmåleren (det var måske i virkeligheden meget godt).
Vi startede ud på cykling i tørvejr, men vejene var våde. Der var desværre også en del styrt. Op af Sant Salvador var ingen fornøjelse, hverken første eller anden gang. Jeg fik aldrig varmen på cyklingen og sjældent har jeg så høj grad tænkt, at det var lettere bare at trække stikket, men for dælen det er jo det dummeste man kan køre i sådan en situation.
De sidste 15 km, hvor det primært går nedad, rystede jeg af kulde - hele cyklen rystede, nærmest som var det i sympati. Jeg kunne ikke ligge i bøjlen, måtte bare holde i styret så godt jeg kunne. Pulsen røg under 100, det kunne lige passe at uret kvitterede med "recovery heart rate". Vidste ærlig talt ikke hvordan jeg skulle klare skiftet?
Afleverede cyklen, fandt skifte-posen. Først kunne jeg ikke få cykelskoene af, var også lige ved vælte. Fik løbeskoene sparket på. Og ok det ser fjollet ud at løbe med cykelhandsker, men jeg overvejede ikke en gang hvordan jeg skulle få dem af.
Løb afsted med stive ben og stive fødder -hele kroppen føltes stiv. Fik varmen efter nogle km og prøvede i det mindste at holde et hæderligt pace. Endelig i mål!
Ok så er trisæsonen skudt i gang, også selvom det var på den trælse måde. Undskyldningerne kan man altid finde på, men i dag var det vist mest af alt hovedet der fejlede. Kunne have taget noget mere tøj på, men jeg tror næppe det havde hjulpet meget. Så vist forøvrigt en enkelt eller to der havde mere tøj på end mig - i dag var der nemlig god tid til at lægge mærke til ligegyldige ting;-)
Mindst en enkelt må dog have haft det værre end mig. En stakkels tilskuere der trådte et skridt tilbage og røg i havnebassinet - med kamera, taske og det hele....
Jacob reddede heldigvis familiens ære, kørte en fin konkurrence og blev 5'er i aldersgruppen.
