Hvorfor, hvorfor? Hvad skulle det i virkeligheden til for? -
Kunne man passende spørge sig selv. Sidste år var det heller ingen større
succes med ironman nr. 3, 6-7 uger efter Challenge Copenhagen. Men jeg har en
ret dårlig hukommelse, hvad det angår …Så velsagtens fordi jeg ku’. Fordi jeg heller ikke i år var mæt efter ChallengeCopenhagen. Fordi jeg havde lyst til at fortsætte træningen og fordi Challenge Barcelona et fedt stævne!
Optakten har ikke været optimal. Selvom man har lov at tro
på mirakler, ville det være bedre, at blive hjemme, hvis målet var et ”perfekt
race”.
Starten går først kl 8.30, så kunne i virkeligheden sove
længe i ironman-sammenhæng. Sov fantastisk - en feltseng taget i betragtning -
og vågnede lige før vækkeuret kl. 4.45. De sidste forberedelser, et bad og en
morgenmad bestående af - ja hold nu fast - usødet æblemos (økologisk og det
hele), proteinpulver og banan. I erkendelse af at min motor ikke længere kører
godt på lyst brød, som det ellers har været kutyme, så længe jeg kan huske.
Afsted mod starten i rigtig god tid, for pga massiv regn
lørdag, var cykel in-check fornuftigt nok udsat til søndag morgen. - Jeg frygtede
dog lidt et kaos med små 1500 deltagere, men det gik nu ganske, ganske
smertefrit.
De sidste forberedelser og den obligatoriske Squezzy gel med
hindbærsmag, 10 min før start.
Pro-herrerne blev skudt afsted kl 8.30 og os lige efter kl.
8.32. Fast besluttet på at ofre alt for at komme med bagtroppen . De første
4-500m var hårde, men planen lykkedes. Der blev dannet en gruppe med 5-6 piger
vil jeg tro. Lidt af et drømmescenarie for mig, der ofte har oplevet at svømme
helt, helt alene. Tempoet virkede
passende, om end det nok gik lidt i stå halvvejs og gruppen blev splittet
kortvarigt, da der kom nogle op bagfra, fra andre heats. Men vi fandt sammen
igen og det var bestemt ikke uden betydning ikke selv at skulle orientere, for
der var til tider langt i mellem bøjerne og de var svære at se i bølgerne. Så
egentlig en ganske fornuftig svømning, troede jeg. For oppe af vandet kunne jeg
se at tiden var 1.10, øv. Det er en noget hårdere svømning end fx i København,
men jeg troede ikke at 1.06-07, var udenfor rækkevidde.
Lidt kaos i skiftetelte, for vi var en større flok, der kom
op omtrent samtidigt. Og så ud på cyklingen.
Wattmåleren havde drillet i dagene op til, så den havde jeg
afskrevet. Til gengæld valgt pulsmåleren så lige netop i dag, heller ikke at
virke. Nå hva’ pokker, det havde næppe
gjort hverken fra eller til, på en dag hvor benene bare var trætte. Ville gøre
hvad jeg kunne for ikke at gentage min 8 minutter lange penalty fra 2011. Omvendt
er der heller ingen tvivl om, at det på en relativ flad og vindfølsom rute, er
en kæmpe fordel at komme med på lovlig afstand (i dette tilfælde 12 meter
forhjul til forhjul). Om ikke andet kunne det hjælpe med til at holde fokus, på
en dag, hvor jeg tidligt blev klar over, at det var lidt op af bakke. En del
forsøg på at komme med når nogen overhalede, men selv små temposkift virkede
som det rene gift, for et par i forvejen trætte ben. Cyklingen endte som noget der burde være løgn.
Noget vind ja, men alligevel ret optimale forhold og på en hurtig rute.
Væske og energiplanen fungerede ellers perfekt. Jeg ville
ikke være afhængig af nogen denne gang, så det blev til en 4-dobbel
energiblanding på styret i min hjemmefabrikerede aeroflaske-anordning og
derudover bare vand fra depoterne + en enkelt energibar og 3 gels. Et par gange
smagte vandet fra depoterne dog tilstrækkelig meget af klor til at det kunne
være flaske-vand, så jeg frygtede en smule for konsekvenserne.
Mit aero-gejl med aerohjelm og Aerotop fra Fusion - alle kneb
tæller - hjalp vist lige lidt i dag. Cyklingen blev overstået, for det var vist
det eneste det handlede om. Fik ”løsnet lidt op i kroppen” på de sidste km, der
alligevel består af en strækning med en masse markante vejbump.
Et fornuftigt skifte og ud på
løbet. Der var vist ikke så meget i tvivl om, at det ville blive en hård tur,
uanset hvad. Jeg lagde ud det planlagte tempo mellem 4.30 og 4.40/km, afhængig
af vinden, uagtet jeg var klar over, at det i dag ikke ville holde i dag. Svømningen
og cyklingen havde ødelagt alle forhåbninger om en fornuftig sluttid, så der
var ikke så meget at miste. Og chancen
for at hente nogle af de foranliggende piger inden det blev ”rigtig træls”
virkede, som det mindst dårlige alternativ, velvidende at de sidste km ville
gøre nas uanset hvad.
Jeg valgte denne gang at løbe i
mine normale træningssko Saucony Mirrage. En relativ let træningssko, om end tungere
end den racesko jeg normalt vælger. Og set i bakspejlet er jeg glad for, at jeg
i dag valgte en komfortabel sko netop i dag…
Jeg løb med en stak gels i
hånden, hindbær smag på den første halvdel (fordi de smager bedst) og koffein
på den sidste halvdel (fordi det var nødvendigt). Ingen maveproblemer, kvalme,
kramper eller noget som helst - bare trætte og ømme, forfærdelig ømme, ben.
Ømheden var slem allerede halvvejs, faktisk omtrent samme ømhed som normalt
kommer de sidste 4-5 km.
I mål i 10.12 og nr. 15 i
profeltet. Glad, ikke for resultatet isoleret set, men glad for at være i mål.
På ingen måde prangende på en dag, hvor vejrforholdene faktisk var ret optimale
med kun 20-22 grader, vil jeg tro. Et godt arrangeret race. Der er ingen undskyldninger
- jeg fik prøvet nogle strategier af og fik virkelig lov at kæmpe for det i
dag. - Gjorde hvad jeg kunne, dét var bare ikke så meget.
Kun en enkelt rekord blev det til i dag:
Kun en enkelt rekord blev det til i dag:
Vel nok den hårdeste fødselsdag til dato. Av, i dag gjorde
det ondt at blive et år ældre….
Tak for alle hilsener af den ene og den anden årsag - før, under
og efter. Og tak for support undervejs, både til dem jeg kender og ikke kender (”kom
så Danmark”). - Det betyder meget!
Tredje ironman i år og sjette siden juni sidste år - nu er jeg konkurrence-mæt for en stund. Nu
er der dømt vinterhi, vi ses til sommer;-).
