søndag den 30. september 2012

Challenge Barcelona 2012


Hvorfor, hvorfor? Hvad skulle det i virkeligheden til for? - Kunne man passende spørge sig selv. Sidste år var det heller ingen større succes med ironman nr. 3, 6-7 uger efter Challenge Copenhagen. Men jeg har en ret dårlig hukommelse, hvad det angår …Så velsagtens fordi jeg ku’.  Fordi jeg heller ikke i år var mæt efter ChallengeCopenhagen. Fordi jeg havde lyst til at fortsætte træningen og fordi Challenge Barcelona et fedt stævne!

Optakten har ikke været optimal. Selvom man har lov at tro på mirakler, ville det være bedre, at blive hjemme, hvis målet var et ”perfekt race”.

Starten går først kl 8.30, så kunne i virkeligheden sove længe i ironman-sammenhæng. Sov fantastisk - en feltseng taget i betragtning - og vågnede lige før vækkeuret kl. 4.45. De sidste forberedelser, et bad og en morgenmad bestående af - ja hold nu fast - usødet æblemos (økologisk og det hele), proteinpulver og banan. I erkendelse af at min motor ikke længere kører godt på lyst brød, som det ellers har været kutyme, så længe jeg kan huske.

Afsted mod starten i rigtig god tid, for pga massiv regn lørdag, var cykel in-check fornuftigt nok udsat til søndag morgen. - Jeg frygtede dog lidt et kaos med små 1500 deltagere, men det gik nu ganske, ganske smertefrit.

De sidste forberedelser og den obligatoriske Squezzy gel med hindbærsmag, 10 min før start.

Pro-herrerne blev skudt afsted kl 8.30 og os lige efter kl. 8.32. Fast besluttet på at ofre alt for at komme med bagtroppen . De første 4-500m var hårde, men planen lykkedes. Der blev dannet en gruppe med 5-6 piger vil jeg tro. Lidt af et drømmescenarie for mig, der ofte har oplevet at svømme helt, helt alene.  Tempoet virkede passende, om end det nok gik lidt i stå halvvejs og gruppen blev splittet kortvarigt, da der kom nogle op bagfra, fra andre heats. Men vi fandt sammen igen og det var bestemt ikke uden betydning ikke selv at skulle orientere, for der var til tider langt i mellem bøjerne og de var svære at se i bølgerne. Så egentlig en ganske fornuftig svømning, troede jeg. For oppe af vandet kunne jeg se at tiden var 1.10, øv. Det er en noget hårdere svømning end fx i København, men jeg troede ikke at 1.06-07, var udenfor rækkevidde.

Lidt kaos i skiftetelte, for vi var en større flok, der kom op omtrent samtidigt. Og så ud på cyklingen.

Wattmåleren havde drillet i dagene op til, så den havde jeg afskrevet. Til gengæld valgt pulsmåleren så lige netop i dag, heller ikke at virke.  Nå hva’ pokker, det havde næppe gjort hverken fra eller til, på en dag hvor benene bare var trætte. Ville gøre hvad jeg kunne for ikke at gentage min 8 minutter lange penalty fra 2011. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at det på en relativ flad og vindfølsom rute, er en kæmpe fordel at komme med på lovlig afstand (i dette tilfælde 12 meter forhjul til forhjul). Om ikke andet kunne det hjælpe med til at holde fokus, på en dag, hvor jeg tidligt blev klar over, at det var lidt op af bakke. En del forsøg på at komme med når nogen overhalede, men selv små temposkift virkede som det rene gift, for et par i forvejen trætte ben.  Cyklingen endte som noget der burde være løgn. Noget vind ja, men alligevel ret optimale forhold og på en hurtig rute.

Væske og energiplanen fungerede ellers perfekt. Jeg ville ikke være afhængig af nogen denne gang, så det blev til en 4-dobbel energiblanding på styret i min hjemmefabrikerede aeroflaske-anordning og derudover bare vand fra depoterne + en enkelt energibar og 3 gels. Et par gange smagte vandet fra depoterne dog tilstrækkelig meget af klor til at det kunne være flaske-vand, så jeg frygtede en smule for konsekvenserne.

Mit aero-gejl med aerohjelm og Aerotop fra Fusion - alle kneb tæller - hjalp vist lige lidt i dag. Cyklingen blev overstået, for det var vist det eneste det handlede om. Fik ”løsnet lidt op i kroppen” på de sidste km, der alligevel består af en strækning med en masse markante vejbump.

Et fornuftigt skifte og ud på løbet. Der var vist ikke så meget i tvivl om, at det ville blive en hård tur, uanset hvad. Jeg lagde ud det planlagte tempo mellem 4.30 og 4.40/km, afhængig af vinden, uagtet jeg var klar over, at det i dag ikke ville holde i dag. Svømningen og cyklingen havde ødelagt alle forhåbninger om en fornuftig sluttid, så der var ikke så meget at miste.  Og chancen for at hente nogle af de foranliggende piger inden det blev ”rigtig træls” virkede, som det mindst dårlige alternativ, velvidende at de sidste km ville gøre nas uanset hvad.

Jeg valgte denne gang at løbe i mine normale træningssko Saucony Mirrage. En relativ let træningssko, om end tungere end den racesko jeg normalt vælger. Og set i bakspejlet er jeg glad for, at jeg i dag valgte en komfortabel sko netop i dag…

Jeg løb med en stak gels i hånden, hindbær smag på den første halvdel (fordi de smager bedst) og koffein på den sidste halvdel (fordi det var nødvendigt). Ingen maveproblemer, kvalme, kramper eller noget som helst - bare trætte og ømme, forfærdelig ømme, ben. Ømheden var slem allerede halvvejs, faktisk omtrent samme ømhed som normalt kommer de sidste 4-5 km.

I mål i 10.12 og nr. 15 i profeltet. Glad, ikke for resultatet isoleret set, men glad for at være i mål. På ingen måde prangende på en dag, hvor vejrforholdene faktisk var ret optimale med kun 20-22 grader, vil jeg tro. Et godt arrangeret race. Der er ingen undskyldninger - jeg fik prøvet nogle strategier af og fik virkelig lov at kæmpe for det i dag. - Gjorde hvad jeg kunne, dét var bare ikke så meget.

Kun en enkelt rekord blev det til i dag:


 

Vel nok den hårdeste fødselsdag til dato. Av, i dag gjorde det ondt at blive et år ældre….

Tak for alle hilsener af den ene og den anden årsag - før, under og efter. Og tak for support undervejs, både til dem jeg kender og ikke kender (”kom så Danmark”). - Det betyder meget!

Tredje ironman i år og sjette siden juni sidste år - nu er jeg konkurrence-mæt for en stund. Nu er der dømt vinterhi, vi ses til sommer;-).