søndag den 21. april 2013

Årets første rigtige X-træning

Den havde stået der og luret i kalenderen et stykke tid - årets første rigtige X-træning. Den i SMT-regi så legendariske serie af X-træninger indledes altid i Resenbro - og altid inden man rigtig føler sig klar.

Jeg tyvstartede lidt med 18 km cykling og sluttede mig herefter til de andre. Min plan for i dag var 112 km cykling, 10 km løb, 12 km cykling og 6 km løb. Kl. 9.00 var det linet op til start og Dr. Hansen (med den flotte BMC) sørgede for at alle på behørig vis, blev sendt afsted med mellemrum - sådan da;-).

Der er altid en nærmest konkurrence-agtig stemning inden start. Det er jo for pokker bare træning, men de fleste er alligevel lidt spændte inden denne første rigtige test af formen.

Så gik det ellers derudaf. Jeg følte mig godt tilpas på BMC'en, selvom jeg fortsat skal vende mig til adskillige timer i bøjlen. Drengene kom hamrende forbi og i mit stille sind tænkte jeg på Jørgen Leth's udtryk - at være plantet som et træ i Harzen. Plantet eller ej, jeg fortsatte mit adstadige tempo i den let tiltagende vind. Jeg fik følgeskab af Annette - dejligt med selskab.

Første løbetur - jeg glæder mig altid til at nå dertil. Det gik fornuftigt der ud af banestien og tilbage igen, 5 km tur/retur. Sidste lille cykeltur. Arrgghh det er altid svært at komme i gang efter løb. - Godt jeg ikke er duathlet...  Sidste løbetur gik også stabilt og slut på en god træningsdag.