onsdag den 10. juli 2013

Væske og energi til DM ½ ironman

Som inspiration for de der skulle have interesse, vil jeg her -  i lighed med efter ironman i Hannover - beskrive mit væske- og energiindtag. Modsat i Hannover var vejret til Ålborg til DM ½ ironman relativt varmt, ca. 25 grader.

Jeg indtager ingen fast føde under ½ ironman og indtager kun vand fra morgenmaden 3½ time inden start og frem til den første gel 15 min inden svømmestart. Sammen med morgenmaden indtog jeg 2 stk SaltStick Plus - da jeg ikke er kaffedrikker, synes jeg at det fungerer godt med lidt koffein i god tid inden start.



Vanen tro indtog jeg en energigel ca. 15 min inden svømmestart - denne gang en PurePower Cola gel sv.t. til ca. 100 kcal og dertil ca. 200 ml vand.


På cyklen havde jeg fra start to flasker med hver 650 ml energidrikog  med en 7% blanding af Carbo Race Elektrolyt. Dét svarer til i alt ca, 340 kcal. Ved sidste depot på cykelruten modtog jeg en flaske vand og på de sidste 25 km af cyklingen indtog jeg 2 PurePower Cola gels sv.t. i alt ca, 200 kcal og dertil ca. 500ml vand. - For øvrigt ingen tak til den atlet jeg arvede genbrugsflasken fra på depot ...næste gang på du gerne rengøre din flaske fra det værste råddenskab (disse eventuelle kcal vælger jeg dog at se bort fra i energiberegningen;-).



I T2 havde jeg 3 cola energi gels liggende og tog dem med i lommen på løbet - undervejs ville jeg vurdere om jeg ville indtage 2 eller 3. Det endte med alle 3 ved hhv. 5,25 km, 10,5 km og 15,75 km. Derudover indtog jeg 100-150ml vand ved hvert depot for ca. hver 2,5 km. I alt ca. 300 kcal under løbeturen og vel omkring 800-1000 ml vand.

Det samlede energiindtag (fra 15 min inden svømmestart) havner på ca. 940 kcal og ca. 2800ml vand på de for mit vedkommende 4 timer og 43 min konkurrence. Jeg oplevede ingen maveproblemer eller andre gener undervejs.