søndag den 15. september 2013

1/2 marathon Herning

Præcis 4 uger er der gået siden ironman i Kalmar. Først en uge med kun ganske lidt træning, så en uge på Mallorca med en del cykling og vel ca. 35 km løb. Tredje uge blev det til 65 km løb, et par svømmepas og en enkelt cykeltur og denne fjerde uge bliver har nogenlunde det samme.
 
Jeg har forhåbninger om et marathonløb i efteråret, så i dag ville jeg forsøge med en 1/2 marathon. Velvidende at formen ikke er i top og at trætheden stadig kan nage, var der næppe basis for en god tid. Samtidig ville jeg gerne undgå flere dage med trætte og ømme ben efterfølgende. Derfor var taktikken også noget mere konservativ end normalt, nemlig 8 km lige over 4.20/km, de næste 7 km en anelse hurtigere og de sidste 5 km ville jeg tillade mig at give hvad der var.
 
Kim havde indvilliget i at tage med - og han havde tilmed (med få timers varsel) lokket Drejer med. Dvs Drejer var sat i udsigt at han kunne løbe 10 km, men af uransagelige årsager endte det pludselig med en 1/2 marathon?
 
Først en lille runde på godt 1 km og derefter 4 omgang af 5 km. Der var rigtig mange sving! Starten gik og jeg skulle virkelig tage mig sammen for at holde mig til planen, omvendt var det egentlig også interessant bare at løbe med overskud og betragte hvad der skete. Allerede efter 3 km blev de første trætte og jeg begyndte så småt at indhente nogle stykker. Konstaterede også at nogle havde valgt at medbringe hele 1½ liter væske denne regnvåde septemberdag med væskedepot hver 5. km. Bemærkede også triathleterne i det alt for stramsiddende tøj og kompressionsgejl for alle pengene - og kom i tanke om at jeg selv var en af dem...
 
Midt på 2. omgang om kom Drejer forbi, han havde ikke travlt, så vi snakkede lidt. Senere blev det dog for kedeligt for ham, så han løb op til Kim længere fremme. På 3. omgang kom Drejer så pludseligt løbende den modsatte vej, storsmilende "der er kun 1 min op til Kim". Med omkring 7 km igen hentede vi Kim (og her er det vigtigt at bemærke, og som Kim flere gange har pointeret, at det var ham der ventede på os...).
 
Drejer dansede af sted, som kun han kan gøre, med masser af overskud. Ud på sidste omgang og vi blev enige om at nu måtte vi hellere få brugt de sidste kræfter. Drejer løb af sted og jeg halsede efter. Efter 1 km vendte han om, jeg sagde: "Du skal ikke vente på mig!"  "Jo, jeg løber bare 1000m intervaller", svarede han. - Og det kan man selvfølgelig også gøre, selvom de andre deltager vel nok undrede sig en smule..... Fik overhalet et par stykker lige på falderebet og endte på 1.27 og en 3. plads. Vinderen løb 1.23 og 2'eren 1.24, så det havde næppe betydet noget placeringsmæssigt hvordan jeg end havde løbet.
 
Alt i alt et fint arrangement om end en kende forstyrrende at 10 km og 5 km distancen starter hhv 10 og 15 min efter ½ marathon og på samme rundstrækning. Derfor var der en overgang mange deltagere på den kringlede rute - især synd for de der gerne vil løbe hurtigt på 5 og 10 km.

Efter løbet, og det var genialt, kunne man mod at aflevere startnr og 25 kr komme ind i DGI Vandkulturhuset og wellness;-).