mandag den 25. juli 2011

Regnvejr, sædevarme og en mand der tabte bukserne

I weekenden havde jeg ustationeret mig selv på den anden side af bæltet, for at træne på ruterne til Challenge Copenhagen.

Jeg kørte til København i regnvejr, men nåede dog at få en enkelt løbetur fredag aften i tørvejr. Det var en skøn tur langs vandet, men turens absoluttet højdepunkt var alligevel da en mandlig turist pludselig tabte bukserne på Langelinie. "Uffe for fanden, det er sgu da pinligt!", sagde konen. -Efter accenten at dømme, havde de taget den lange tur til København helt oppe fra Nordjylland. Den stakkels mand fik bukserne på igen, hvilket ikke var helt let med en softice i hånden.

Lørdag blev det til en cykeltur på ruten, hvor man rigtig kunne mærke Challenge-feberen. Den får ikke for lidt op ad strandvejen på enkeltstartscykler, flasker bagpå, sadeltasker og kompressionstrømper. Første halvdel i tørvejr, men så kom regnen. Tilbage til bilen, klæde om i regnvejr; sædevarme, sædevarme, sædevarme -jeg elsker sædevarme.

Senere en svømmetur i regnvejr og klæde om i regnvejr -jeg elsker stadig sædevarme...

Søndag blev det til to omgange på Challenge ruten i regnvejr hele vejen. Det startede med lidt frisk vind og endte i noget jeg ville tillade mig at kalde kuling. Store hvide skumsprøjte over Øresund. -Kitesurferne så glade ud, jeg var knap så begejstret. Endnu mindre begejsteret var jeg, da to unge fyre på Fixie cykler overhalede mig i den ondeste modvind. Jeg var træt, men nok skulle være nok. Så på en "nedkørsel" måtte jeg sætte mit sidste modangreb ind (for de har jo ingen gear:-)

Tilbage til bilen. Regnorms-odsler havde slasket sig op på min fine cykel, i ligehed med sand og mudder. -Jeg hader døde regnorme på min cykel! Ud på en lille løbetur, mindsanten i regnvejr. Tilbage til bilen, klæde om i regnvejr og så ind i bilen og hjemad med sædevarmen på 5!

Jeg elsker endnu mere sædevarme nu, og kørte hjem i regnvejr.....