søndag den 10. juli 2011

Mizuno Wave Elixir 6

Mizunos løbesko har aldrig skuffet mig og det gør Mizuno Wave Elixir 6 bestemt heller ikke! Fra første tur føltes skoen behagelig og krævede ingen tilvænning. Jeg har bl.a. brugt skoen til Challenge Fuerteventura, Hannover IM, Challenge Århus, intervaltræning, x-træning og tempoture.

Elixir 6 er en let trænings-/marathonsko som vægtmæssigt svarer til New Balance 905, som jeg brugte til ½ IM og ironman i 2010.

Elixir 6 er en opdatering af tidligere Elixir-modeller, hvor forskelllen primært er en ny og mere luftig meshoverdel, ændringer i mellemsålen (der er gjort en smule lettere) -og ja, så i en ny popfarve. Men Elixir 5 var også en succes, så hvorfor lave mere om?

Mizuno har i næsten 15 år benyttet sig af en bølgekonstruktion (wave) i mellemsålen, der har til formål at udjævne belastningen i forbindelse med landingen i skoens længderetning. Stødæmpningen føles da også god uden at blive for blød.

Dele af sålen under forfoden og hælen består af Mizuno's X-10 materiale der er en blanding af gummi og carbon, der udover at være et stærkt materiale også giver et godt greb på våde overflader.

Selvom Elixir 6 er relativ let, føles den stadig godt støddæmpet og giver støtte til løbere med let overpronation. Skoene sidder rigtig godt, selv på en "andefod" som min og er i det hele taget meget behagelig at have på, sammenlignet med andre sko i samme vægtklasse. Skoens inderside er blød og man kan fint løbe uden strømper i den, hvis man skulle få lyst.

Skoens mesh overdel er luftig og det fungerer også godt når skoene er våde, uanset om det skyldes regn eller vand til nedkøling på en varm sommerdag.

Sammenlignet med New Balance 905 er Mizuno Wave Elixir blødere i sålen og generelt mere behagelig at have på. Men foretrækker man en mere "kontant" sko er New Balance 905 heller ikke et dårligt bud, selvom lukkesystemet ikke er optimalt til et hurtigt T2 skifte!

Elixir 6 vejer ca 220 gram i str. 40 og den vejledende udsalgspris er 1200 kr.

Jeg er vild med den sko, så den får 5 store skildpadder af 6 mulige. -Havde den løbet lidt hurtigere i de seneste konkurrencer ville den have været påfaldende tæt på topkarakter i form af 6 skildpadder! Men tempo eller ej, den har fortjent 5½ skildpadde;-)