lørdag den 4. maj 2013

X-træning i Them aka kongeetapen

Vi elsker at hade den tur - eller er det omvendt? 100 km cykling, 12 km løb, 40 km cykling og 6 km løb til dessert. Cyklingen er tilmed inkluderet et par giftige bakker som man rammer 4 gange. Annette og jeg havde aftalt at starte lidt før for at nå i mål inden solnedgang - eller noget i den stil.

Jeg var tidligt oppe og klar i god tid, troede jeg. Manglede bare lige at lægge cyklen i bilen. Men ak, der var noget galt med baghjulet. Panik, panik... Finde et andet baghjul, skifte casette. Arggh spaceren på casettehuset passede ikke. Af med casetten igen. Finde en anden spacer og på med casetten. Hmm den var for stor. Af med casetten. Finde en tredje spacer, på med casetten igen. Dén passede! På med baghjulet. Cyklen i bilen og afsted. Kom 6 min for sent....

Klar til start, velvidende at der venter nogle timer forude. Annette var vanen tro godt kørende, så jeg havde rigeligt at gøre med at holde mig indenfor en hæderlig afstand. 1., 2., 3. runden og så tilbage til "skiftezonen". 12 km løb tur/retur på banestien. Jeg valgte dog den lille finte at løbe 2x3 km ud/hjem for at få væske undervejs og for lige at teste foden unden at være være alt for langt væk.

Anden omgang cykling på 40 km er altid den værste, synes jeg. Løb efter cykling er fint, men ikke omvendt. Mødte Søren på den første km, men ellers så jeg ikke en sjæl. Tilbage til Them og så lige de sidste 6 km løb.

Og næh ser man det, jeg var ikke den sidste der var færdig i dag - godt vi startede tidligt;-). Så var der tid til lidt røverhistorier fra Keld, Brøns m.fl. og oveniløbet fornemt besøg fra Skive og Herning. I det hele taget var der god opbakning i dag, det var godt at se og opleve.

Foden holdt, solen skinnede, stemningen var god, en dejlig dag;-).