Allerede da jeg ankom til stævneområdet blæste det godt, men der var også meldinger om 9-10 m/s allerede fra morgenen af. Bilen viste 10 grader i lufttemperatur. I Hannover tager man ikke tingene så højtideligt, så der er først cykel-check in om morgenen. Nogle kommer sågar kun 20 min før start trækkende med cyklen og våddragten under armen.
Med sidste års virkelig kolde omgang in mente havde jeg taget mine forholdsregler denne gang. Punkt 1 var en god opvarmning inden start, velvidende at der næppe ville blive mulighed for "opvarmning i vandet", punkt 2 undgå at fryse inden start og punkt 3 masser af tøj på i T1 - hellere for meget end for lidt!
Cykel og udstyr blev gjort klar og så joggede jeg ellers rundt og varmede op iført en hulens masse tøj. Der var et lille men, nemlig at min nakke har drillet lidt de sidste par dage og da jeg vågnede hertil morgen var ingen undtagelse. Slog det hen med lidt sædvanligt hypokondri de sidste dage op til ironman. Da jeg fik våddragten på kunne jeg godt mærke at alene det lille tryk/træk våddragten giver omkring skulderen var nok til at provokere nakken - øv.
Nå iført våddragt, hue, uldsokker, sko og jakke (jvf punkt 2) gik jeg ned til svømmestarten. Der var lidt snakken frem og tilbage om at svømmedistancen måske ville blive halveret, men ikke noget officielt. Lige inden starten fik vi det bekræftet at svømmedistancen var halveret, så altså kun en runde á 1900m. Ærgerligt, synes selv en elendig svømmer som mig, for man stiller nu en gang ikke op i en ironman uden at have allermest lyst til at køre den fulde distance. Omvendt er jeg også sikker på at det var den rigtige beslutning i dag og det er nu en gang sådan vilkårene er.
Lidt forsinket blev vi gennet i vandet (jeg huskede at afmontere sko og uldsokker) til en hurtig start og heldigvis for det - ingen havde lyst til at vente unødigt i det kolde vand. Jeg er ikke glad for koldt vand og min nakke/skulder gjorde heller ikke svømningen lettere. Prøvede at få det bedste ud af det, men svømningen blev ikke den store succes. Op af vandet og lettet over at det var overstået. Det var koldt under svømningen, men endnu koldere at komme op på land. På det relativ lange løbestykke til T1 kunne man allerede mærke kulden og jeg var temmelig spændt på om det var muligt at få varmen.
I T1 iførte jeg mig - hold nu fast - løse knæ, strømper, kortærmet Craft undertrøje, kraftige GripGrab løse ærmer, softshell vest, cykeljakke og lange GripGrab handsker. Selvfølgelig var der også toecovers på cykelskoene. - Og alligevel var det møg-hamrende-koldt. Den første omgang á 30 km gik så rigeligt med bare nogenlunde at få varmen. I løbet af 2. omgang blev det dog bedre og herefter frøs jeg faktisk ikke. Ved middagstiden vil jeg tro at temperaturen nærmede sig 15 grader og i et kort øjeblik tittede solen sågar frem. Men nakken, uff. Fra første kilometer på cyklen kunne jeg så rigeligt mærke nakken og udstråling til skulderen og i perioder også til armen. - Så ved man at 180 km bliver langt! Det var ikke markant værre at ligge i tri-bøjlen end at sidde oprejst, underligt nok - men heldigvis.
 |
| Undskyld, er der en kiropraktor tilstede? |
Den hårde vind gjorde sit indtryk, men det var ikke noget jeg lod mig frustrere over. Her er wattmåleren en gave og et lyspunkt var at jeg gennem cykling stille og roligt kunne øge gennemsnittet, om end det ikke var prangende. Pga det lille deltagerantal på ironmandistancen er cykling de første 150 km lidt af en ensom affære (indtil deltagerne på 1/2 ironman-distancen kommer ud på ruten). Nakken gjorde det virkelig til en udfordring at holde fokus. På 3. og 4. omgang var det godt at jeg havde briller på, for der kom vist lidt tårer i øjenkrogen. På forunderlig vis blev det lidt bedre - eller i hvert fald i værre - på 5. og 6. omgang. Cyklingen var på flere måder en udfordring, så det var en temmelig stor lettelse at nå T2.
Af med de mange lag ekstra tøj og ud på løbet. Nøj hvor havde jeg i mange timer set frem til at nå dertil. Benene føltes ok fra start og det plejer at være et godt tegn. Uret drillede lidt med meget svingende km-tider og pulsbæltet er for længst smidt af pommern til (slut med skarvemærker, Garmin), så jeg prøvede bare finde en god rytme med en kadence omkring 190. Og dér tøffede jeg så af sted. Ingen kriser undervejs, bare stabilt. Nakken mærkede jeg kun minimalt, så konklusionen må være at det blot skulle løbes væk (i hvert fald midlertidig). Min mor stod troligt og delte gels ud for hver af de 4 omgange og det fungerede perfekt. Prøvede at øge farten en smule sidst, bare lige for at genkalde følelsen af trætte ironman-ben, men dog uden at ofre mig 100%. Løb på 3.11 komma nul nul, på en rute der nok er en smule for kort.
I mål i 9.43 på en dag med nye udfordringer, men det er på en måde også det forunderlig ved ironman. Man ved aldrig helt hvad der venter og det er vel netop noget af det man holder af (bagefter). Vejrbetingelserne og nakken gjorde det til en ekstra udfordring, men ud fra de betingelser synes jeg, at jeg fik det bedste ud af det - og som altid erfaringer rigere. Det blev til endnu en sejr i Hannover uden den store konkurrence og samtidig min 10. ironman.
Det blev en god dansker-dag da Jacob Frandsen (SMT'ere i hvert fald i dagens anledning:-), vandt hos herrerne. Andreas Borch vandt 1/2 ironman-konkurrencen og for den præstation fik han for 300 Euro svømmeundervisning i Hannover (hvilken gestus til hurtigste mand oppe af vandet). Rene Bøge kom lige udenfor top 3 overall (startede desværre i et andet heat).
Jesper Brøns vandt den interne SMT-fight takket være 3. hurtigste cykeltid overall og blev tilmed 3. i AG og 14 overall. Keld Thomsen (den lidt for gode lærermester) kom i mål lige efter Brøns og blev 2'er i AG og fik hurtigste løbetid. Skønt at se Thorsteins comeback efter en lang skadespause med en 3. plads i AG - han bliver kun skarpere for hver uge der går. Lars Brix i evig tæt fight med Jan Nielsen, så tæt at de overvejer en tvillinge-konkurrence. Jan bliver 9'er i AG med et flot comeback efter en uheldig skade under et MTB-løb. Hurtig-svømmeren Morten Stockholm blev nr. 12 i AG uden at have bedste dag, men den dag det virkelig lykkedes bliver han ikke sjov at bide skeer med. Michael Gladney, der også er lidt SMT'er, vinder AG og kører en meget flot konkurrence. De kom for at tæve tyskerne - gjorde drengene - og det lykkedes jo sådan set meget godt;-).
Tak til min mor, der også i år agerede hjælper til perfektion og tak for opbakningen undervejs fra drengene.
